Minister genåbner for ny runde corona-hjælp efter hård kritik

Kaffebar-ejers økonomi ligger i ruiner: "Jeg er bange for at miste mit hus"
Foto: Riccos Kaffebar på Hauser Plads
Riccos Kaffebar på Hauser Plads - en af mange virksomheder, der er ramt af at det tager tid før kompensationen når frem
Fungerende erhvervsminister Dan Jørgensen (S) oplyser sent mandag aften, at Erhvervsstyrelsen - efter EU-godkendelse og nødvendige IT-tilpasninger - nu er klar til at genåbne den generelle kompensationsordning for faste omkostninger.

Genåbningen sker efter hård kritik fra Dansk Industri, Dansk Erhverv, SMVdanmark og mindre erhvervsdrivende for smøl og langsommelighed.

Der er mange virksomheder, der er hårdt ramt af corona, og jeg ved, at mange står i en rigtig svær situation

”Der er mange virksomheder, der er hårdt ramt af corona, og jeg ved, at mange står i en rigtig svær situation. Derfor er jeg også glad for, at Erhvervsstyrelsen i dag åbner for ansøgninger til den generelle kompensationsordning for faste omkostninger. Og i næste uge åbner vi for de mindre virksomheder, der hellere vil søge light-versionen af den ordning. De resterende kompensationsordninger regner vi også med kan åbne inden for ganske kort tid,” siger Dan Jørgensen ifølge en pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet.

Godkendt omkring 227.000 ansøgninger

Dan Jørgensen oplyser under et samråd i Folketingets Erhvervsudvalg tirsdag formiddag, at Erhvervsstyrelsen siden marts har godkendt omkring 227.000 ud af 235.000 ansøgninger om kompensation og udbetalt over 26,5 milliarder kroner til erhvervslivet. Det betyder, at 8.000 ansøgninger mangler at blive behandlet. 1.500 af disse har haft en sagsbehandlingstid på mere end 30 dage.

Dan Jørgensen oplyser yderligere, at Erhvervsstyrelsen i gennemsnit har været ni dage om at behandle de mange ansøgninger.

Dan Jørgensen understreger, at hjælpepakkerne vil fortsætte så længe der er corona-restriktioner:

“Landet over er læger i gang med at vaccinere, så vi kan begynde at skimte lys for enden af tunnelen. Men med nye bekymrende corona-varianter, der smitter mere end normalt, så går der nok desværre stadig et stykke tid, før vi kan vende tilbage til en normal hverdag igen. Derfor er meldingen også stadig, at hvis restriktionerne fortsætter, så fortsætter hjælpen til erhvervslivet også.”

Glæde - oven på hård kritik

Direktør hos Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, glæder sig over, at virksomhederne nu igen kan søge om kompensation:

“Det er positivt at pengene bliver udbetalt nu. Vi synes stadigvæk der mangler et par elementer, vi skal have taget fat på. F.eks. skal vi have hævet grænsen for, hvor meget kompensation man har mulighed for at få. Det ligger nede i EU, og der må man altså presse EU-Kommissionen så hoteller, butikker og lufthavne kan få den støtte, som man politisk er blevet enige om,” siger Brian Mikkelsen til TV 2 News tirsdag formiddag.

På Twitter skriver Brian Mikkelsen, at det er vigtigt at pengene fra hjælpeordningerne, når hurtigst muligt ud til virksomhederne.

"Hastighed er afgørende. Derfor er det positivt, at der nu sker fremskridt."

Brian Mikkelsen og Dansk Erhverv ønsker at loftet for kompensation hæves, og at "selvstændige sidestilles med lønmodtagere":

placeholder

 

Mandag aften - lige op til at regeringen genåbnede kompensationsordningen - var kritikken fra samme Brian Mikkelsen barsk. Han understregede, at EU-Kommissionen godkendte en genåbning af kompensationsordningen allerede 21. december - og derfor har ordningen ligget stille hos danske myndigheder i tre uger:

Det er gigantisk utilfredsstillende, at det tager så lang tid

“Det er gigantisk utilfredsstillende, at det tager så lang tid. Virksomhederne kæmper med det yderste af neglene for at overleve. De har overhovedet ikke nogen indtægter, men de har en masse udgifter, og der skal kompensationspakkerne være med til at sikre, at de overlever,” sagde Brian Mikkelsen til TV-Avisen.

SMVdanmark: “Urimeligt at virksomheder må vente i månedsvis”

Under samrådet i Folketingets Erhvervsudvalg tirsdag fastholdt Dan Jørgensen, at “langt størstedelen af danske virksomheder” har fået deres ansøgning afgjort relativt hurtigt med henvisning til, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid har været de nævnte ni dage. Han forventer, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid også fremadrettet vil være på ni dage.

Men det billede skriver man ikke under på hos brancheorganisationen for små og mellemstore virksomheder og selvstændige, SMVdanmark:

“Jeg har medlemmer, der er dybt frustrerede og grædende fortæller mig, at de er på konkursens rand. Fordi de ikke har fået den lovede hjælp - nogle endda helt tilbage til august. Det er urimeligt, at virksomheder må vente i månedsvis,” siger cheføkonom hos SMVdanmark Mia Amalie Holstein til TV 2 News.

Det er urimeligt, at virksomheder må vente i månedsvis

“Virksomhederne får at vide, at pengene kommer lige om lidt, men virksomhederne oplever at de står med større og større gæld,” understreger Mia Amalie Holstein. Hun genkender ikke at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid skulle være på kun ni dage. Ifølge SMVdanmarks tal er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i stedet 70 dage.

Kaffebar-ejer ligger vågen om natten

En af de ramte virksomheder, der er ramt af en vis forsinkelse i udbetaling af den statlige kompensation, er Riccos Kaffebar på Hauser Plads ved Kulturtorvet i København City.

Kaffebaren har i denne omgang været nedlukket siden 9. december som følge af corona-restriktioner, som ramte hovedstaden tidligere end resten af Danmark.

“Da nedlukningen kom 9. december, var kassen allerede tom. Jeg kunne ikke betale min husleje i sidste uge. Jeg skrev til min udlejer og bad om henstand, indtil pakkerne kommer,” siger cafeejer Lene Torp Carlsen til DR Nyhederne.

Lønnen til de otte deltidsmedarbejdere i virksomheden har hun kun kunnet betale, fordi banken gav hende lov til at lave et overtræk:

Jeg er i alvorlig risiko for at lukke, for kassen er tom. Altså rigtig tom

“Jeg kan ikke tåle, at der går lang tid, før hjælpepakkerne kommer. Jeg er i alvorlig risiko for at lukke, for kassen er tom. Altså rigtig tom,” understreger Lene Torp Carlsen.

Hun fortæller også, at hun i sidste uge fik brev om at møde i fogedretten i Hillerød, fordi hun skylder 4.000 kroner i AM-bidrag. Penge hun ikke har:

“Jeg ligger da vågen om natten og overvejer, om jeg skal lukke. Men jeg har brugt otte år af mit liv på at bygge virksomheden op. Jeg har et dejligt sted, jeg har ikke lyst til at slippe det, før jeg bliver tvunget til det,” siger Lene Torp Carlsen.

Går kaffebaren konkurs, vil det også betyde en personlig konkurs for Lene Torp Carlsen, fordi hun ejer virksomheden personligt:

“Jeg er bange for at miste mit hus,” siger Lene.

Opdateret kl. 15 med yderligere tal-oplysninger fra samrådet i Folketingets Erhvervsudvalg

Her er de kompensationsordninger, som genåbner

 

Her er de kompensationsordninger, som nu genåbner.

  • Den målrettede ordning for virksomheder, der i perioden november 2020 til februar 2021 er ramt af de kompensationsberettigede covid-19-relaterede restriktioner – fx tvangslukning, forsamlingsforbud eller rejserestriktioner. Det forventes, at op mod 8.000 virksomheder vil få glæde af ordningen, og at der vil blive udbetalt op mod 1,4 mia. kr. pr. måned.

  • Kompensation til virksomheder, der i perioden 6. november 2020 til 26. november 2020 blev ramt af den lokale nedlukning af de syv nordjyske kommuner. Ordningen er for virksomheder, der oplever en omsætningsnedgang på mindst 30 pct. Det forventes, at ca. 1.000 primært nordjyske virksomheder vil få glæde af ordningen, og at der vil blive udbetalt ca. 50 mio. kr. for den samlede periode.

  • Den generelle kompensationsordning for alle virksomheder, der i perioden 9. december 2020 til 17. januar 2021 taber mindst 30 pct. af deres omsætning som følge af COVID-19. Det forventes, at op mod 25.000 virksomheder vil få glæde af ordningen, og at der vil blive udbetalt ca. 2 mia. kr. for den samlede periode.

Erhvervsstyrelsen forventer i næste uge at kunne åbne for yderligere udestående ordninger. Det drejer sig om ansøgninger til kompensationsordningen for tvangslukkede enheder, den særlige ordning for sæsonafhængig indtjening i december og forlængelse af kompensationsordningen for store arrangementer.

Kilde: Erhvervsministeriet

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce