Minister giver ekstraordinær hjælpende hånd til fyrede Vestas-medarbejdere

64 afskedigede Vestas-medarbejdere får adgang til opkvalificering der skal hjælpe dem hurtigt tilbage i arbejde. ”Vigtigt for området”, lyder det fra 3F-formand.
Foto: Pressefoto: Beskæftigelsesministeriet
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).
Der er nu hjælp på vej til de 64, primært ufaglærte eller faglærte, medarbejdere på vindmøllevirksomheden Vestas i Ringkøbing, der fornyeligt blev ramt af en fyringsrunde.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har valgt at dispensere for varslingspuljens bestemmelser om, at fyringerne skal ramme mindste 50 procent af arbejdspladsens medarbejdere.

Derfor bliver der nu bevilliget 320.000 kroner til kurser og opkvalificering af de afskedigede medarbejdere.

 

Griber ind for tredje gang i denne måned

Det er tredje gang i denne måned, at beskæftigelsesministeren har valgt at give dispensation for varslingspuljens bestemmelser.

Først kom det 123 afskedigede medarbejdere på Danish Crown i Horsens til gode, dernæst gjaldt det 54 medarbejdere hos Vald. Birn A/S i Holstebro og nu er turen altså kommet til de tidligere Vestas-medarbejdere i Vestjylland.

denne regering har stort fokus på opkvalificering

Peter Hummelgaard begrunder dispensationen med, at de afskedigede medarbejdere gennem opkvalificering kan varetage andre vigtige funktioner lokalt:

”Situationen i Ringkøbing viser endnu engang, hvorfor denne regering har stort fokus på opkvalificering. Med dispensationen kan de fyrede medarbejdere få kurser og kompetencer, der muliggør, at de hurtigt kan komme tilbage på arbejdsmarkedet - endda i et job, hvor lokalområdet efterspørger arbejdskraft,” siger Peter Hummelgaard i en pressemeddelelse.

Ministeren understreger også, at kurserne og lokalisering ligeledes er et led i bekæmpelsen af langtidsledighed:

”Det er ekstra vigtigt for ufaglærte at komme hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet, så de ikke risikerer at blive langtidsledige. Derfor er denne pose penge givet godt ud, da den sørger for at give det lokale jobcenter de fornødne midler til at hjælpe og opkvalificere de afskedigede Vestas-medarbejdere. Og det gavner både den enkelte, lokalsamfundet og i sidste ende hele landet”.

3F-formand: Vigtigt for lokalområdet

Hos de berørte medarbejders fagforening, 3F, vækker dagens nyhed en smule glæde midt i sorgen.

de 64 afskedigede medarbejdere vil blive taget godt imod med den rette opkvalificering

Det fortæller formanden for 3Fs afdeling i Ringkøbing-Skjern, Henning Boye:

”Ministerens beslutning betyder selvfølgelig, at de berørte medarbejdere får bredere muligheder fremadrettet, så det glæder vi os over,” siger han til Netavisen Pio og tilføjer, at muligheden for omskoling og opkvalificering også gavner lokalområdet:

”Helt nøgternt er det også vigtigt for lokalområdet. Byggefirmaerne i området skriger på flere hænder. Vi har en række større anlægsprojekter i nærmeste fremtid, blandt andet Nordeuropas største vandland i samarbejde med Lalandia. Her kunne man forestille sig, at de 64 afskedigede medarbejdere vil blive taget godt imod med den rette opkvalificering.”

Frederik Ingemann er student på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook