Minister kræver svar i sag om DAB-kanal

De Radikale, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og V-nestor vil have udbuddet om den nye DAB-kanal til at gå om.
Vikarierende kulturminister Rasmus Prehn (S) kræver, at Radio- og tv-nævnet svarer på den kritik, som nævnet har fået, siden det i sidste uge blev offentligt, at Radio24syv har tabt udbuddet til den nye ungdomskanal Radio Loud.

”Jeg vil have, at der er rene linjer om den beslutning, som Radio- og tv-nævnet har truffet. Kritik og alle spørgsmål om dab-udbuddet er mere end velkommen, og alle skal have svar. Derfor må Radio og tv-nævnet også stille op og besvare alle spørgsmål, der måtte være,” siger Rasmus Prehn ifølge en pressemeddelelse.

Jeg vil have, at der er rene linjer om den beslutning

Ministeren vil indkalde til et møde, hvor medieordførerne fra Folketingets partier kan stille spørgsmål til formandskabet i Radio- og tv-nævnet. Indtil nu har nævnet afvist at stille op til interview om baggrunden for beslutningen om, at det bliver Radio Loud og ikke Radio24syv, der skal drive den nye licensfinansierede DAB-kanal.

Tidligere har Kulturministeriet meldt ud, at de to tabere i udbudsrunden, DK4 Radio og Radio24syv, vil få mulighed for at lufte deres kritik og stille spørgsmål til afgørelsen.

Vi må som minimum kræve, at de beslutninger, der træffes, sker på et lige og fair konkurrencegrundlag

De Radikale og LA vil have udbud til at gå om

Torsdag krævede De Radikales medieordfører, Jens Rohde, at DAB-udbudsrunden skulle gå om. Anken mod beslutningen går særligt på, at radiokanalerne er blevet målt på et ulige grundlag, fordi Radio Loud ikke er landsdækkende modsat Radio24syv.

“Vi må som minimum kræve, at de beslutninger, der træffes, sker på et lige og fair konkurrencegrundlag. Og det er åbenlyst ikke sket her,” siger Jens Rohde.

I en skriftlig henvendelse til kulturministeren mandag morgen har Jens Rohde foreslået, at man “administrativt forlænger sendetilladelsen” så Radio24syv kan fortsætte med at sende på DAB, så man undgår radiotavshed, mens udbuddet går om.

De formåede at lave mere kritisk, afslørende og dybdegående journalistik på få år, end Danmarks Radio har på årtier

Efterfølgende har Liberal Alliance også meldt sig ud, at partiet ønsker, at DAB-udbuddet går om.

“Liberal Alliance støtter, at udbuddet om den nye DAB-kanal går om, og at Radio24syv således fortsat har en chance for at overleve,” skriver LA-leder Alex Vanopslagh på Facebook, hvor han roser Radio24syv:

“De (Radio24syv, red.) formåede at lave mere kritisk, afslørende og dybdegående journalistik på få år, end Danmarks Radio har på årtier.”

Nye Borgerlig vil også have udbuddet til at gå om, slår partiets formand fast på Twitter 

 

Claus Hjort melder sig i koret

Sent søndag aften meldte Venstres Claus Hjort Frederiksen sig ind i koret af kritiske stemmer i forhold til Radio- og tv-nævnets afgørelse. På Facebook skriver han, at man må håbe på “politisk mod til at gøre denne beslutning om”.

 


Meldingen er et udtryk for Claus Hjorts egen holdning og er ikke Venstres politik, men han arbejder for at få partiets opbakning i sagen, siger han til TV2.
 

Konservative uafklaret 

Foreløbig er det dermed Liberal Alliance, Radikale Venstre og Nye Borgerlige, der kræver at udbuddet går om.

De Konservative, De Radikale, Venstre, SF og Enhedslisten har lørdag sendt et åbent brev til kulturminister Rasmus Prehn (S), hvor de stiller spørgsmål til udbuddet.  

Før der er svar på de spørgsmål, kan De Konservative ikke melde endeligt ud, om man ønsker et nyt udbud, lyder det fra medieordfører, Birgitte Bergman, til Berlingske.
 

“Besynderlig” fokus på økonomi 

Både Jens Rohde og Alex Vanopslagh hæfter sig ved, Radio24syv modsat Loud dækker hele landet. Og LA-lederen kalder Radio- og tv-nævnets tunge vægt på økonomi for “besynderligt”.

 


Spørgsmålet om økonomien har været et af de springende punkter i Radio- og tv-nævnets vurdering af, hvem der skulle have lov til at drive den nye DAB-kanal.

Ansøgerne til den nye DAB-kanal kunne maksimalt søge om 280 millioner kroner i offentligt tilskud. Hvor Radio24syv søgte om det fulde beløb, søgte Radio Loud om næsten 20 millioner kroner mindre. Radio Laud bad således kun om 260,8 millioner kroner til at drive kanalen for.
 

Loud ikke landsdækkende 

En del af forskellen på prisen for de to radiokanaler, skal findes i, at Radio Loud lægger op til at dække en mindre del af Danmark end Radio24syv.

Loud vil sende digital radio gennem den billigere DAB Blok 1, som kun dækker 82 procent af landet geografisk set, og som koster 1,2 millioner årligt. Radio24syv søgte om at dække 97 procent af Danmark på DAB Blok 2, som koster to-tre gange mere end DAB Blok 1.

Begge dele ligger inde for udbuddets krav, men hvor økonomien regnes med i vurderingen af ansøgerne, så spiller den geografiske dækningen og valg af frekvens ingen rolle.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Jeg er socialdemokrat og formand for socialdemokratiet i Allerød. Jeg er ivrig lytter af Radio 24/7 frem til på torsdag. Det bliver et stort savn at skulle undvære en begavet, grundig og til tider satirisk belysning af aktuelle politiske spørgsmål. Jeg fatter det næsten ikke. Men jeg tror desværre at mit parti er bimlende ligeglade. Vi var jo selv med til at støtte ideen om at store dele skulle flyttes til Jylland. De Jydske lyttere er sikkert ligeglade. Men vi syntes åbenbart vi havde en politisk pointe?? En pointe som måske gik på at vi også her skulle gå Dansk Folkepartis ærinde. Selve processen omkring DAB løsningen lyder nærmest som Hat og Briller. Men Ak Ak. Det hele er for sent. Tak til 24/7. At følge processen omkring hvordan Roskildefestivallen bliver til tænder mig ikke. Jeg formoder også de unge har helt andre kanaler end en DAB radio som informationskilde.