Annonce

Minister kritiseres for tobaksmøder, Ellemann efter børnebander & skidt V-måling

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Efterårsferien er slut og det betyder, at der igen er fuld sving i dansk politik. Mandagens nyheder handler blandt andet om en skatteminister, der holder forbudte møder, kritik af unge folketingsmedlemmer og en rigtig dårlig meningsmåling for Venstre.

 

Skatteminister kritiseres for møder med tobakken

Det er dybt bekymrende, at skatteminister Karsten Lauritzen (V) i 2015 holdt flere såkaldte hilse på-møder med tobaksindustrien, og det skaber endnu mere forvirring, at Sundhedsstyrelsen modsat under ingen omstændigheder ønsker at gå i dialog med tobaksgiganterne.

Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, har derfor kaldt både sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) og skatteminister Karsten Lauritzen i samråd for at få et svar på, hvordan regeringen forholder sig til møder med tobaksindustrien. Det skriver DR.

”På baggrund af de naive udtalelser, som skatteministeren kommer med, bliver jeg nødt til at kalde både ham og sundhedsministeren i samråd, for vi kan ikke have to ministre, der har to så forskellige holdninger til, hvordan konventionen skal overholdes,” siger Flemming Møller Mortensen til DR.

Problemet for Karsten Lauritzen er at Danmark har underskrevet en konvention om, at politikere ikke må mødes med tobaksindustrien, med mindre det handler om regulering af samme. Og det er ”hilse på-møder” ikke, mener flere eksperter.

Læs hele historien her.

 

”Ellemænd”: Der er for mange unge i politik

Der er alt for mange unge mennesker i politik, mener Venstres tidligere formand og udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen og Venstres nuværende gruppeformand og tidligere minister Karen Ellemann.

”Det vi har set i de senere år, hvor børnebander har hærget herinde, hvor unge mennesker er blevet folketingsmedlemmer eller sågar ministre, endnu før de er kommet ordentligt i gang med en uddannelse - det hører ingen steder hjemme,” siger han i en video på Folketingets hjemmeside, hvor han bliver bakket op af datteren, Karen Ellemann:

”I virkeligheden så kan jeg være bekymret for, at det måske nærmest kan være lettere at komme ind i politik, end det kan være at komme ud igen,” siger Karen Ellemann i videoen.

Ingen af dem gør sig dog nogle tanker om hvorfor det er tilfældet, at danske folketingsmedlemmer er blevet yngre end tidligere.

placeholder

 

Venstremand vil af med jyder

Vestjylland er overrepræsenteret i folketinget i forhold til København. Det skyldes en regel i valgloven, der betyder at befolkningstæthed tages med i betragtning, når mandaterne skal fordeles mellem landsdele. Og den uretfærdighed vil Venstres Jan E. Jørgensen gøre op med:

”I Vestjylland er mandater billigst, og i Københavns Omegn er mandater dyrest. I Vestjylland skal der omkring 25.000 stemmer til et mandat, mens der skal omkring 35.000 mandater til et mandat i Københavns omegn,” siger Jan E. Jørgensen til Ritzau.

Han håber, at det vil gøre det nemmere for politikere fra Hovedstadsområdet at få lokale mærkesager igennem.

Læs mere her.

 

Dårligste måling til Venstre i et år

På trods af at regeringen den seneste tid har præsenteret en lang række udspil for, hvordan man vil forandre Danmark til det bedre, har det tilsyneladende ikke givet bonus for statsminister Lars Løkke Rasmussens parti, Venstre. Det skriver Ritzau.

En meningsmåling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau, giver Venstre opbakning fra 17,3 procent af vælgerne. Det er den laveste tilslutning siden juli sidste år.

Alternativet, der de seneste uger har været igennem sagen med kulturborgmester Niko Grünfeld, kan glæde sig over en fremgang på 0,5 procentpoint til 5,3 procent.

For første gang i flere måneder er Nye Borgerlige igen under spærregrænsen. Partiet står kun til at få 1,9 procent af stemmerne, hvilket er en udfordring for blå blok, der dermed samlet taber terræn i forhold til rød blok. Samlet set står den røde blok til 93 mandater, mens de blå partier står til 82.

Læs hele målingen her.

 

Knap 200.000 danskere har skiftet bank

Danskerne skifter i stor stil bank. Hele 190.000 valgte sidste år at skifte bank. En af de banker som har fået flere kunder, er Arbejdernes Landsbank.

I det, der ligner en stille revolution, har bankerne på få år nedbragt ekspeditionstiden på et bankskifte fra 61 til 18 dage, viser nye tal. Dermed er det både blev nemmere og hurtigere at skifte bank. Og flere tager springet. Det skriver Politiken.

I Arbejdernes Landsbank er branding- og kommunikationsdirektør Peter Froulund ikke i tvivl om, at flere kunder i fremtiden vil skifte bank. Selv fik banken efter eget udsagn 10.000 nye kunder sidste år.

”Det er en hårdnakket myte, at det er svært at skifte bank, men det har altid været den bank, som skulle overtage kunden, der stod for det praktiske. Det går hurtigere nu, fordi vi tidligere skulle sende dokumenterne med posten, mens vi nu kan klare det elektronisk”.

Læs hele historien her.

 

Pionererne: Episode 3 - De første kvinder på mandeområder

Pia Gjellerup blev landets første kvindelige finansminister i 2000. Gitte Lillelund blev den første forsvarsminister i 2010. Hvorfor gik der så længe? Er kvinder bare ikke interesserede i økonomi og krig? Kunne de mærke, at de var de første kvinder på ellers mandsdominerede områder? Var noget lettere eller sværere?

I dag er kun 4 ud af 17 medlemmer i Folketingets finansudvalg kvinder. Det gælder 5 ud af 29 i transportudvalget. I socialudvalget er der omvendt flest kvinder. Vi tager temperaturen på ligestillingen på borgen i dag.

 

Audio titled Pionererne: Episode 3 - De første kvinder på mandeområder by Netavisen Pio

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce