Minister og ordfører: Fagbevægelsen har en stor rolle at spille i totalberedskabet

Debat

Minister og ordfører: Fagbevægelsen har en stor rolle at spille i totalberedskabet

I næste uge åbner statsministeren Folketinget med den traditionsrige åbningstale. Siden hun gjorde det sidst, har Danmark fået en ny regering og ikke mindst et nyt regeringsgrundlag. Et regeringsgrundlag, der på beredskabsområdet centrerer sig om ét ord: totalberedskab

Lisbeth Bech-Nielsen (SF) og Kirsten Normann Andersen (SF)
Billedtekst
Lisbeth Bech-Nielsen (SF) og Kirsten Normann Andersen (SF)
Foto: Folketinget/Marie Hald og Folketinget/Marie Hald - Fotografik: Thor Rønde Frederiksen
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

Totalberedskab betyder, at alle i det danske samfund har en rolle at spille, når vi skal beskytte selvsamme samfund og hinanden mod det, der truer i disse år. 

For os er beredskab solidaritet omsat til sikkerhed. 

Det betyder, at alle skal bidrage for at hjælpe sig selv og hinanden. 

Det gælder erhvervslivet og civilsamfundet, som der allerede er fundet roller til. Men det gælder også selve garanter for selvsamme solidaritet, som totalberedskab for os er udtryk for, nemlig Fagbevægelsen. 

Lønmodtagere står i forreste række

Det er den organiserede danske fagbevægelse, der repræsenterer de lønmodtagere, der står i de forreste rækker, den dag en krise – eller flere på en gang – rammer Danmark. 

Og med den hybridkrig, vi står i, kan det ske på mange måder samtidigt og når som helst. Enkeltstående hændelser kan endda af vores fjender blive udnyttet til at sætte andre hybride angreb ind.

Vi er allerede godt i gang med at udbrede totalberedskabet

Offentligt såvel som privat ansatte skal kunne være sikre på, at der styr på beredskabet netop der, hvor de måtte befinde sig, når krisen rammer. 

Det er dem, der skal holde hjulene i gang og omsorgen intakt. 

Læs også:Debat: EU skal stå sammen mod Ruslands hybride trusler

Det går ikke, at velfærdens helte ikke aner, hvordan man slår nødstrøm til, eller at ansatte i en virksomhed ikke kan vide sig sikre på, hvad der sker, når krisen rammer. 

Tiden kalder på samarbejde 

Vi er allerede godt i gang med at udbrede totalberedskabet. 

Der er allerede fundet roller til flere, og i den kommende tid skal flere tænkes ind, så vi bedst muligt kan være beredte på den intensiverede hybridkrig, Danmark udsættes for. 

Tiden kalder – som Stauning sagde i en af sine åbningstaler – stærkere end i normale tider på samarbejde mellem alle gode kræfter.

Danmark har altid kunnet regne med fagbevægelsen i krisetid

Altså alt det, som vi forstår og kender ved den danske model. En model som under coronaens hærgen viste sin enorme styrke.

Både for lønmodtagerne, men også for hele Danmark, der grundet vores model og fagbevægelsens indsats heri kom bedre ud på den anden side. 

Fagbevægelsen skal spille en rolle 

For igen - med Staunings ord - er der en opgave, som overskygger alle andre, og som bør samle alle danske: Det er bevarelsen af vort land uskadt igennem de mørke tider og sikringen af folkets velfærd, så langt nationens evner rækker. 

Læs også:Det alle taler om - i fagbevægelsen

Danmark har altid kunnet regne med fagbevægelsen i krisetid. 

Så det er klart, at den også skal spille en rolle i de forberedelser, vi som land gør os og skal gøre endnu mere den kommende tid. 

Lisbeth Bech-Nielsen

Minister for Samfundssikkerhed og Beredskab (SF)

Kirsten Normann Andersen

Beredskabs- og beskæftigelsesordfører (SF)

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.