Minister-røffel til Jyske Bank og iskold EU-afvisning af regeringsønske

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Minister med røffel til Jyske Bank, EU-kommissær iskold over for den danske regerings ønske om modtagecentre og hver femte dansker i tvivl om coronavaccine.

Velkommen til dagens Aktuelt.

 

Minister giver røffel til Jyske Bank

Boligminister Kaare Dybvad (S) er ude med riven over for Jyske Bank på sin Facebook-profil.

“Jeg er klar over, at I modarbejdede regeringens indgreb mod Blackstone og andre kortsigtede boligspekulanter. Det er jeres ret. Men I bliver nødt til at stoppe med at manipulere fakta,” skriver ministeren i et Facebook-opslag.

placeholder

 

Herefter følger to eksempler på situationer, hvor Jyske Bank ifølge boligministeren har manipuleret med fakta.

“Danmarks Statistik offentliggjorde i denne uge en "eksperimentel statistik" over prisudviklingen på boligmarkedet. Det fik jeres egen boligøkonom til meget hurtigt at konkludere, at andelsboligerne står tilbage som en "stor taber" som følge af regeringens indgreb.” 

“Problemet er bare følgende: 1) Den nye opgørelse er såkaldt “eksperimentel statistik” som flere boligøkonomer stiller spørgsmålstegn ved, og som andelsboligernes forening slet ikke kan genkende. Eksempelvis regner man med at flertallet af andelsforeningerne bruger den offentlige vurdering, som de fleste i fx København i dag er valuarvurderet. 2) Hvis man tror på analysen, så startede faldet i andelsboligpriserne i 2018. Altså to år før vi lavede indgrebet mod boligspekulanter.“

“Det giver selvfølgelig ikke mening, at en lovgivning vedtaget i 2020, skulle betyde noget i 2018, medmindre dem der købte andelsboliger kunne se ind i fremtiden,” skriver Kaare Dybvad og fortsætter:

“I februar påstod I, at andelsboligerne ville falde med 15 %. En påstand, som endnu ikke har vist sig at holde stik. Nu er forklaringen så i stedet, at priserne faldt i 2018, to år før loven trådte i kraft. En påstand som ingen andre boligøkonomer fra banker eller neutrale institutioner, kan genkende.”

Kaare Dybvad slutter sit opslag af med at anerkende Jyske Banks ret til at fortsætte en politisk kampagne mod Blackstone-indgrebet, men han har dog lige ét enkelt krav:

“Men jeg synes godt, at man kan forlange, at en stor dansk bank holder sig til fakta,” afslutter han.

 

EU-kommissær iskold over for dansk ønske om modtagecentre uden for EU

EU’s migrationskommissær Ylva Johansson afviser blankt at gøre den danske regerings idé om at oprette modtagecentre i tredjelande for at stoppe migration mod Europa til en del af EU's nye asylpolitik.

Det skriver Altinget.

Regeringen kan skyde en hvid pil efter nogen omtale af flygtningemodtagecentre uden for EU, når EU-Kommissionen i næste uge præsenterer sit udspil til en ny europæisk asylpolitik.

Den ansvarlige EU-kommissær Ylva Johansson afviser blankt, at det kan komme på tale at inddrage regeringens brændende ønske i forslaget, der præsenteres den 23. september.

”Det er ikke en retning, som jeg går i,” siger hun til Altinget under et interview med en række europæiske medier.

Ylva Johansson køber ikke den danske regerings præmis om, at sådanne modtagecentre skulle være vejen til ”et mere fair og humant asylsystem”.

Hun ser det ikke som en vej fremad.

”Det er vigtigt at samarbejde med tredjelande, og det er vigtigt at finde lovlige veje for flygtninge. Men det kommer aldrig til at ske, at vi eksporterer retten til asyl. Det er en grundlæggende rettighed, at man kan søge asyl, når man befinder sig på en medlemsstats territorium. Og den rettighed skal forsvares,” siger Ylva Johansson.

Læs mere her.

 

1 ud af 5 danskere ved ikke, om de vil have en coronavaccine

Hvis en vaccine mod coronavirus kommer til Danmark, vil størstedelen af danskerne sige ja til at få den.

Det skriver dr.dk.

7 ud af 10 danskere svarer i en ny meningsmåling ja til, at de vil lade sig vaccinere mod coronavirus, hvis der kommer en vaccine mod corona, som er godkendt af de danske sundhedsmyndigheder.

Samtidig svarer 1 ud af 5 danskere, at de ikke ved, om de vil sige ja eller nej til at få en vaccine mod coronavirus. Og 1 ud af 10 svarer nej til, at de vil lade sig vaccinere.

Meningsmålingen er lavet af Epinion for DR fra 1. til 8. september blandt 1.003 danskere over 18 år, som er repræsentativt udvalgt.

Det er endnu for tidligt at sige, om der kommer en vaccine mod coronavirus til Danmark, da forskellige vaccinekandidater stadig er i gang med at blive testet for effekt og sikkerhed verden over.

Men Lægemiddelstyrelsen regner med, at en vaccine mod coronavirus kommer til Danmark i løbet af 2021.

I øjeblikket har Danmark gennem EU en forhåndsaftale med det svensk-britiske medicinalfirma AstraZeneca.

Aftalen sikrer Danmark adgang til doser med vaccine mod coronavirus til 2,4 millioner borgere, hvis firmaets vaccine bliver godkendt.

Læs mere her.

 

Minister bor stadig med sin kone, selvom de har andre kærester

Transportminister Benny Engelbrecht (S) afslører nu dele af sit privatliv med et håb om at inspirere andre.

Sådan skriver tv2.dk.

“Kære alle. En fælles hilsen fra Charlotte og mig: Vi har haft over 30 skønne år sammen som ægtefolk og kærester. Men som mange mennesker oplever, så ændrer livet sig nogle gange.”

Sådan indledte transportminister Benny Engelbrecht (S) i februar det opslag på Facebook, hvor han fortalte, at han og hustruen Charlotte havde truffet en afgørende beslutning.

placeholder

 

Selvom de stadig ville bo sammen i deres hus i Adsbøl i Sønderjylland, ville de ikke længere være et par.

Og den dag i dag bor de stadig sammen, selvom de begge har fået nye kærester.

Det fortæller Benny Engelbrecht i 'Go' morgen Danmark'.

Faktisk har de levet på den måde i mere end halvandet år, mens de begge har haft andre kærester.

“Vi bor i et stort hus, og der er bogstaveligt talt rum til, at man kan være roommates i stedet for ægtefolk, og det fungerer godt. Men det er også utraditionelt. Det er jeg klar over. Det er at bryde en norm,” fortæller Benny Engelbrecht.

Han har valgt at dele den og andre historier om sit liv for at inspirere andre til at finde den løsning, som fungerer for dem og selv bryde mønstre.

Læs mere her.

 

Formand nægter at modtage massiv lønstigning

Nykredits ejer hæver honorarerne, men formanden for Forenet Kredit, Nina Smith, vil ikke tage imod lønstigning på 156 procent årligt for sit arbejde, selvom hendes honorar ligger en del under niveauet for sammenlignelige formandsposter.

Sådan skriver Finans.

Forenet Kredit er hovedaktionær i Nykredit.

Nina Smith understreger dog, at hun får en god løn for sit bestyrelsesarbejde i Nykredit-koncernen.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce