Ministerplan om ufaglærte unge møder skepsis

Undervisningsministeren vil have flere unge i arbejde i stedet for i uddannelse. Det møder skepsis fra AE-rådet, der henviser til, at der allerede er 85.000 arbejdsløse unge uden uddannelse.
Undervisningsminister Merete Riisager vil have flere unge til at forlade skolebøgerne for at friste en tilværelse som ufaglærte. ”Vi må erkende, at nogle unge får en bedre start på voksenlivet ved et ufaglært job frem for en uddannelse. Vi hjælper ikke de skoletrætte og udsatte unge ved at kaste dem rundt mellem særlig uddannelser og offentlig forsørgelse, når de i virkeligheden har brug for en struktureret hverdag”, lyder det fra uddannelsesminister Merete Riisager til Jyllands-Posten.

Derfor foreslår hun at sænke den nuværende uddannelsesmålsætning. Siden 1993 har det været skiftende regeringers målsætning, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en uddannelse. Det tal vil ministeren nedjustere til 90 procent.

Målsætningen er en del af et kommende regeringsudspil, som skal nytænke indsatsen til de knap 50.000 unge under 25 år, som hverken er i uddannelse eller arbejde.

Udspillet bygger på anbefalinger fra et ekspertråd, som leder af Center for Ungdomsforskning Noemi Katznelson har været en del af, skriver avisen.

Faldende behov for ufaglærte
Merete Riisagers forslag mødes dog med skepsis for AE-Rådet, der frygter for, at flere ufaglærte unge vil ende uden for arbejdsmarkedet.

”Der er bred enighed om, at behovet for ufaglært arbejdskraft bliver mindre i fremtiden”, siger chefanalytiker Mie Dalskov Pihl til Netavisen Pio.

Hun henviser til, at der allerede er 150.000 unge, der hverken har eller er i gang med en uddannelse. Under halvdelen af de unge, der ikke har en uddannelse er i beskæftigelse. I alt er der cirka 85.000 arbejdsløse unge uden uddannelse. ”Hvis man kun har fokus på, at de går ud og får et arbejde, så kan det vise sig at være en ret kortsigtet strategi”, uddyber Mie Dalskov Pihl.

Mie Dalskov Pihl henviser også til, at jo længere tid, unge er ude af uddannelsessystemet, jo mindre er sandsynligheden for, at de kommer tilbage i uddannelse.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet

Annonce