Minkavlerformandens minkbesætninger ramt af corona

Mindst tre af minkavlerformand Tage Pedersens minkbesætninger smittet med covid-19 - Hedensted nyt hotspot for smittede mink
Mindst tre af minkavlernes formand, Tage Pedersens, minkbesætninger med hovedsæde i midtjyske Hedensted Kommune er nu ramt af covid-19.

Det bekræfter Tage Pedersen over for flere medier.

Corona-smitten blandt mink spreder sig med stor hast i Midt- og Sydjylland. Det beskræftede Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen under et pressemøde fredag aften. Nye tal fra Fødevarestyrelsen lørdag og søndag bekræfter udviklingen.

Et nyt hotspot for covid-19-smittede minkbesætninger er således Hedensted Kommune i den syd-østlige del af Midtjylland. Og netop i Hedensted ligger flere af Tage Pedersens minkfarme. Tre af minkfarmene er bekræftet smittet af Tage Pedersen selv:

Danmarks største minkavler

Jeg vidste, at det ville ramme mig før eller senere

"Jeg vidste, at det ville ramme mig før eller senere. Jeg håbede bare, at kunne nå at flå mine mink inden, men det lykkedes ikke. Jeg har flået nogle, men der er stadig en del tilbage," oplyser Tage Pedersen over for TV Syd.

En lille håndfuld af de ansatte på de to farme er smittet med corona.

"Det er ligeså træls, at det går ud over naboerne, altså de minkfarme, der ligger indenfor en radius på 7,8 kilometer," siger minkformanden.

Tage Pedersen er ifølge finans.dk Danmarks største minkavler

Tage Pedersen er ifølge finans.dk Danmarks største minkavler. Han ejer blandt andet farmene Kollund Minkfarm A/S, Sole Minkfarm A/S, Solskov Minkfarm A/S og Vesterby Minkfarm A/S. Læg dertil flere minkrelaterede firmaer, blandt andet Sole Minkfoder og Next Level Food.

Jyllands-Posten oplyser, at Tage Pedersen driver familievirksomheden med sine børn og broren Jørgen.

Koncernen producerer i alt 250.000 minkskind om året og har 100 ansatte fordelt på minkfarme, foderselskab, pelseri mv. Der er 130.000 mink på de tre smittede minkfarme, hvoraf de to minkfarme ligger i Hedensted Kommune.

Tage Pedersen har et meget nært forhold til tidligere skatteminister, Venstres nuværende finansordfører Troels Lund Poulsen, der netop er opstillet i Hedensted-kredsen.

Ifølge Ekstra Bladet var det ikke mindst Troels Lund Poulsen, der foranledigede, at V-formands Jacob Ellemann-Jensens blødere linje i forhold til regeringens mink-politik blev skudt i sænk. Ekstra Bladet, TV2, Berlingske og Avisen Danmark har i artikler beskrevet, hvordan der på få timer opstod et regulært oprør mod Jacob Ellemann i Venstres folketingsgruppe, V-baglandet og blandt toneangivende V-ansatte i søndags.

Deltog i Venstres gruppemøde

Oprøret førte til at der mandag blev indkaldt til ekstraordinære møder i V-folketingsgruppen og Venstres hovedbestyrelse mandag formiddag og eftermiddag. Højst usædvanligt deltog formanden for Danske Minkavlere og Kopenhagen Fur, Tage Pedersen, i det ekstraordinære møde i Venstres folketingsgruppe.

Udgangen på oprøret blev, at Jacob Ellemanns blødere linje blev droppet til fordel for en benhård, konfrontatorisk kurs

Udgangen på oprøret blev, at Jacob Ellemanns blødere linje blev droppet til fordel for en benhård, konfrontatorisk kurs. Til stor fortrydelse for blandt andet Dansk Industri.

Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, afviser søndag aften i "Det Politiske Talkshow", at der har fundet noget oprør sted:

"Der var ikke noget oprør. Tværtimod var der opbakning til Jacobs linje," siger Sophie Løhde.

TV-værten Johannes Langkilde spørger opfølgende, om tidligere formand for Landbrug og Fødevarer, Peter Gæmelke lyver, når han netop i flere medier omtalte forløbet som et regulært "oprør" mod V-formandens linje:

"Nej, Peter Gæmelke lyver ikke. Men vi udtrykker os bare på forskellig måde," lyder Løhdes svar.

Fødevarestyrelsen oplyste fredag, at covid-19-smitten blandt mink nu var nået til Hedensted. Tre minkfarme var fredag smittet med covid-19.

placeholder

 

Men søndag eftermiddag oplyser styrelsen, at der nu er fem smittede minkbesætninger i Hedensted.

Styrelsen oplyser også, at der nu er 279 smittede minkbesætninger. En stigning på 14 i forhold til i fredags.

Sole Gruppen

  • Sole Gruppen er navnet på Tage Pedersens selskabs-gruppe. Det er familieejede selskaber, som blev grundlagt 1. november 1950 af Aage Pedersen.
  • Dagligt producerer og leverer Sole Gruppens selskaber pelsdyrfoder til ca. 200 pelsdyrfarme i Danmark.
  • På årsbasis er produktionen på ca. 150.000 tons pelsdyrfoder. Denne produktion svarer til ca. 19% af produktionen i Danmark.
  • Sole Gruppen producerer ca. 235.000 minkskind pr. år. Det svarer til 1,6% af den samlede produktion af minkskind i Danmark og 0,5% af verdensproduktionen.
  • Totalt beskæftiger Sole Gruppen ca. 100 personer.

Kilde: solegruppen.dk

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg syntes politik i øjeblikket er beskidt og uværdigt for vort land, de blå partier kaster med sten selvom de selv bor i et glashus gad vide HVOR langt de vil gå, de beskylder rød blok for snyd og bedrag medens de selv undlader og fortælle sandheden om deres egen gøren og laden, men heldigvis tror jeg det giver bagslag for dem, de får ikke flere vælgere ved den opførsel, befolkningen er jo ikke dumme, og har forlængst gennemskuet dem B.I.

Annonce