Missionærer fra arbejderklassen
Missionærer fra arbejderklassen
Ny bog om dansk lægemissionær i Kina er spændende læsning om kulturforståelser, arbejderklassen og Kina i 1900-tallet
I gamle dage troede mange danskere, at de folkeslag, der boede i Afrika og Asien, levede i et åndeligt mørke, for de var ikke kristne men hedninger, og de tilbad afguder og frygtede dæmoner.
Ved at omvende disse stakkels mennesker til kristendommen, ville de blive frigjort fra deres trælbundne status og komme ud i lyset. Det var den almindelige opfattelse, og den lærte man også i folkeskolen.
Til langt op i 1970'erne forklarede skolebøgerne, at europæerne havde "givet" folkene i Afrika, Indien og Kina en del af den europæiske kultur og dermed kristendommen.
Herigennem havde europæerne hævet dem op fra den åndelige sump som de havde befundet sig i. Det troede folk på, og i kirkelige kredse samlede man så mange penge ind, at man kunne sende i hundredvis af missionærer til andre verdensdele.
Nogle af dem var uddannet som præster. De byggede kirker. Andre var lærere. De byggede skoler og børnehjem. Så var der en del læger og sygeplejersker. De byggede hospitaler.
På det tidspunkt var Kina et rige i opløsning
En af lægerne på et sådant kristent hospital i Kina, var en mand ved navn Laurits Karl Larsen. Han opholdt sig i Manchuriet i årene fra 1911 til 1924, hvor han førte dagbog og skrev et stort antal breve og beretninger om livet i Manchuriet.
Det har gjort det muligt for hans sønnesøn, Prami Larsen, at skrive bogen 'Pest, Tyfus og Hedenskab - Lægemissionær i Manchuriet 1909-1924' der udkom i februar på Gads Forlag.
Her udfolder han fortælling om sin farfar, der voksende op i et fromt og nøjsomt arbejderhjem på Nørrebro. En kvindelig lærer tog sig af ham, så han blev student, uddannede sig til læge og rejste derefter til Manchuriet som lægemissionær.
På det tidspunkt var Kina et rige i opløsning. Englænderne havde været hårde kolonisatorer. Senere kom japanerne og hærgede landet. Kejserriget brød sammen. Røverbander huserede. Fattigdom, epidemier og sult var vidt udbredt.
Arbejderklassens missionærer
Prami Larsen fortæller detaljeret om sin flittige farfar, der i 15 år ledede et underbemandet og underfinansieret hospital, hvor han behandlede åbne sår, brækkede lemmer, lungebetændelse og andre sygdomme.
Som læge gjorde han en brag indsats. Han fik blandt andet udvidet hospitalet, så man kunne behandle langt flere patienter.
Deres livshistorier bør også ses som en del af arbejderklassens historie
Ikke desto mindre følte han, at missionen i Manchuriet på mange måder var en fiasko. Han oplevede, at de missionærer der kom for at prædikede fred, ikke kunne enes indbyrdes.
Mange af dem kom fra jævne kår, hvor videreuddannelse var et lukket land for de fleste.
Missionsbevægelsen viste sig i stedet at være et alternativ for mænd såvel som kvinder, der på den måde kunne få en uddannelse, som ellers ikke havde været mulig.
Læs også:Ny bog stiller skarpt på unges mistrivsel
Deres livshistorier bør også ses som en del af arbejderklassens historie. De havde overvundet mange forhindringer, så det kan ikke undre, at de var præget af viljestyrke og mod. De havde kort sagt store egoer, så de kæmpede med hinanden om magt og indflydelse, og dette var en vedvarende plage.
Ny kulturforståelse
Det gik også op for Laurits Karl Larsen, at kineserne ikke var et barbarisk hedningefolk, som man fortalte det i Danmark.
Det var folk med en ældgammel og højt raffineret kultur. Disse mennesker skulle ikke behandles som underordnede men som ligemænd. Det var en opfattelse, der ikke blev vel modtaget i alle kredse i Danmark.
Læs også:'Hvidere end sne' er en rejse gennem naturen og ind i sindet
Det kan man alt sammen læse om i denne bog. Den er god. Den er levende fortalt, med mange detaljer om Kina for hundrede år siden, og med stor respekt for mennesket bag missionæren.
Prami Larsen. 'Pest, Tyfus og Hedenskab - Lægemissionær i Manchuriet 1909-1924'. 320 sider. Gads Forlag. 2026.
Tilføj kommentar