Annonce

Mit liv er begrænset af økonomisk usikkerhed

Jeg frygter at jeg aldrig får mulighed for at slå rødder, købe hus eller starte en familie på grund af udhulingen af arbejdsmarkedets sikkerhedsnet.
Det virker som en helt generel holdning fra politisk side, at man skal tvinge folk i arbejde ved at skære i sikkerhedsnettet.

Jeg tror ikke på at det fåtal af folk, der rent faktisk udnytter systemet, kommer i arbejde hvis man ødelægger deres sikkerhedsnet. De vil blive ved med at tilpasse deres liv, så de fortsat kan klare sig for de beløb de har til rådighed.

Men også mennesker med fast arbejde bliver påvirket af forringelserne

I stedet rammer man den store del af befolkningen som faktisk gerne vil arbejde.

Ikke alene rammes mennesker, som af den ene eller den anden grund står uden for arbejdsmarkedet. Men også mennesker med fast arbejde bliver påvirket af forringelserne.

Frygten for ikke at have et job i morgen

Det er i særdeleshed de unge på arbejdsmarkedet som vil stå for skud. For udhulingen af f.eks. dagpengene har samtidig også fjernet en stor del af den økonomiske sikkerhed, som jeg i hvert fald selv vil have brug for, før jeg slår mig ned, starter familie, køber hus og så videre.

Det medfører en voksende usikkerhed for om jeg også har et arbejde i morgen

Det er særligt vigtigt nu, hvor vi konstant oplever massefyringer på grund af nedskæringer, udflytninger af jobs og virksomheder der går konkurs.

Det medfører en voksende usikkerhed for om jeg også har et arbejde i morgen.

Med de seneste års forringelser af sikkerhedsnettet, føler jeg ikke at mit økonomiske grundlag er sikkert nok til at jeg, selv i en kortere periode mens jeg fandt nyt arbejde, ville kunne være arbejdsløs, hvis jeg samtidig skulle betale et hus og forsørger en familie.

Vi har brug for mere – ikke mindre sikkerhedsnet

Derfor vil jeg aktivt fravælge stort set alt som medfører større udgifter, som jeg ikke med sikkerhed kan skille mig af med på kort tid. Jeg tør ikke tage chancen før vi får genoprettet sikkerhedsnettet eller jeg selv gennem opsparing kan sikre mig, at jeg kan betale mine udgifter mange år frem, hvis jeg skulle blive arbejdsløs.

Vi burde styrke sikkerhedsnettet på arbejdsmarkedet, i stedet for at skære i det

Og hvis mit økonomiske grundlag skal sikres udelukkende gennem egen private opsparing, så kan der gå mange år endnu.

Jeg mener at vi lever i en tid, hvor det føles som om ingen job er sikret imod nedskæringer og udflytninger, burde styrke sikkerhedsnettet på arbejdsmarkedet, i stedet for at skære i det.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Befaren skibsassistent og beskæftiget indenfor færgefart


Flere artikler om emnet