Udflytning af statslige arbejdspladser er første skridt, og vi socialdemokrater må komme i offensiven med en langsigtet politik, der kan sikre et Danmark i balance.

I 90’erne blev vi socialdemokrater kørt fuldstændig bag af dansen i udlændingedebatten. Netop den debat var den varmeste ude ved kakkelbordene, men i meningsdanner-aristokratiet omkring Christiansborg blev det negligeret som fladpandet og halvracistisk.

På samme måde som udlændingedebatten var det i 1990’erne, er udkantsdebatten ved at trække op til at blive en af de største, folkelige sager

Og jo mere, vi gemte os bag flygtningeorganisationer og Politiken-redaktører, desto mere voksede modstanden. Vores manglende evne til at lytte til folkelige kræfter i vores eget parti kostede os mange års ørkenvandring på et af de mest centrale politiske spørgsmål.

På samme måde som udlændingedebatten var det i 1990’erne, er udkantsdebatten ved at trække op til at blive en af de største, folkelige sager. Man kan se det på DF’s store fremgang, og jeg kunne mærke det under folketingsvalget, hvor jeg i Nordvestsjælland mødte vores vælgeres frustration over udviklingen. Folk er bekymret for, om storbyeliten vil lade store egne af Danmark ligge øde hen som frilandsmuseer.

Danmark er så lille et land geografisk, at det burde være umuligt for os at have en udkant.

Venstre-regeringen har bebudet et opgør med den centralistiske struktur, de selv byggede op med kommunalreformen fra 2007, og den har lovet udflytning af statslige arbejdspladser. Allerede nu kan vi forestille os, hvordan de statslige arbejdspladser således vil stå som monumenter over hele landet, der afspejler Venstre-regeringens store velvilje overfor provinsen. Den situation må vi ikke komme i.

Kommunalreformen fra 2007, frygter jeg, kommer til at betyde det samme for os, som udlændingeloven fra 1983. Vi må ikke som dengang gemme os bag selvbestaltede eksperters udsagn, mens vi langsomt mister vores troværdighed i de brede befolkningslag, ligesom vi heller ikke kan nøjes med langsomt at give lidt efter og lave nogle kompromisser, som ingen tror på, at vi mener noget med. Nøjagtigt som man så med udlændingedebatten, hvor vi først nu - 30 år for sent - står på det socialdemokratiske standpunkt.

I København K er en uhellig alliance smedet mellem akademikerfagforeningernes formænd, topembedsmænd og borgerlige tænketanke

I mine øjne er det at være socialdemokrat det samme som at være på folkets side. Det handler ikke om populisme, men om retfærdighed. Det eneste retfærdige må være, at man uanset, hvor man er født i Danmark, har lige muligheder for at få et godt liv. Vi kan ikke tillade os at lade nogle egne af Danmark visne hen. Danmark er så lille et land geografisk, at det burde være umuligt for os at have en udkant.

I København K er en uhellig alliance smedet mellem akademikerfagforeningernes formænd, topembedsmænd og borgerlige tænketanke som Kraka og Cepos. De ønsker ikke at rykke statslige arbejdspladser ud af hovedstaden, da man jo ikke kan byde folk at residere i provinsen. Uagtet at Danmark er i fare for at knække over. Socialdemokraterne må ikke lade sig lokke af alliancen, men i stedet sætte sig i spidsen for en decentraliserende udvikling.

Vi har brug for at kunne se danskerne i øjnene, uanset hvilken egn vi kommer i. Vi socialdemokrater må sørge for at være lige meget i kontakt med vælgerne, når vi deler roser ud på Nørreport Station eller Store Torv i Aarhus, som vi er foran DagligBrugsen i Havnbjerg og på Døllefjelde Musse Marked.

Morgan Krüger (f. 1993) er medlem af Socialdemokraternes hovedbestyrelse og valgt som repræsentant for Region Sjælland.