22 børn fra “generation Z” flytter sig rundt på scenen, danner grupper og bytter plads for vise tilskuerne, hvordan deres sociale baggrund påvirker deres statistiske chance her i livet.
Et statistisk udsnit af den danske befolkningen i forhold til køn, social baggrund og hudfarve
De stiller sig op i en en klassisk skolebillede-formation. Bagerst står de højeste, forrest de laveste. I stedet for 8B eller 7C, står der på et stort skilt “10-14 år”.
Børnene er udvalgt, så de udgøre et statistisk udsnit af den danske befolkningen i forhold til køn, social baggrund og hudfarve.
De spiller sig selv, og ud fra deres sociale baggrund forudsiger statistikken deres fremtid og muligheder.
Hurtigt fordeler de sig efter de fem socialklasser på scenen. En stor klump af børn samles midt i bag skiltet “middelklasse”, mens de få børn yderst til højre og yderst til venstre stikker ud.
Formuleringer som “han kommer fra en lidt svær baggrund”, og “de har vidst ikke så meget at rutte med derhjemme” har de fleste af os nok hørt eller sagt.
For ingen kan jo gøre for, hvilken familie, man fødes ind i
Men at se børn blive stemplet som “underklasse” med et stort papskilt er alligevel grænseoverskridende - som om det er at nævne et unævneligt tabu.
For ingen kan jo gøre for, hvilken familie, man fødes ind i - og findes der egentlig overhovedet sociale klasser på den måde i dagens Danmark?
Forestillingens gennemgang af statistikkerne viser os, at det gør der: Børnenes sociale ophav har afgørende betydning for, hvilket uddannelsesniveau de vil opnå, og hvor gamle de kan forvente at blive.
“Jeg dør som 74-årig”. “Jeg dør som 51-årig”. “Jeg dør som 45-årig”.
Sådan lyder det fra børnene, mens de skiftes til at rejse sig på og lægge sig ned.
Den sociale klasse har nemlig betydning for, hvor længe man lever. Folk med en længerevarende uddannelse lever stadig i gennemsnit næsten seks år mere end dem uden en uddannelse.
Trip, trap, træsko derhenad får de tildelt karakteren 5, 6,7, 8 og 9
Mens børnene bliver stående, inddelt efter om de tilhører “underklassen”, “arbejderklassen”, “middelklassen”, “højere middelklasse” eller “overklassen”, får hver gruppe af børn et skilt med et tal.
Trip, trap, træsko derhenad får de tildelt karakteren 5, 6,7, 8 og 9. Undersøgelser viser, at karaktergennemsnittet falder en hel karakter, hver gang man rykker en socialklasse ned.
På den måde tager forestillingen os igennem de triste tal. Tal, der fortæller en historie om, at den social arv stadig kan være en tung byrde at bære.
Bag skiltet “underklasse” står et par drenge med anden etnisk baggrund end dansk. Heller ikke her er forestillingen bange for at gribe fat og smide tallene lige i øjnene på os.
Et barn læser op, “at PISA-undersøgelser viser, at børn med ikke-etnisk danske forældre generelt klarer sig dårligere i skolen.”
”Det sårer mine følelser,” kommer det straks, fra en ét af de tre børn på scenen, der har en mørkere hudfarve end de andre.
Statistik tager ikke hensyn til sårede følelser
”Jamen, det siger statistikken altså,” lyder det bestemte svar oplæseren.
Statistik tager ikke hensyn til sårede følelser, forstår man.
Vi, der sidder på tilskuerpladserne, kan ikke undgå at blive til det vurderende blik, man ikke ønsker at kaste på børn.
Helt automatisk bedømmer man, hvem af de 22 børnene, der læser mest flydende op af de statistikker, der vises på teleprompteren bagest i salen.
Man aflæser med lethed, hvem der har færdigheder med sig hjemmefra
For nogle af børnene ligger komplicerede voksenord - som “omstillingsparathed”, “sisnormativ” og “fertilitet” - allerede formfuldendt og velartikuleret på tungen. Andre må hakkende begynde forfra på deres sætninger.
Man aflæser med lethed, hvem der har færdigheder med sig hjemmefra.
På den måde bliver tilskuerens observationer et skæmmende spejl på, hvor let børnenes sociale baggrund afsløres i deres udtale og fremtoning.
Efterhånden træder børnenes drømme og personlighed frem fra statistikkens tåge
Det er langt fra et sorgløst børne- og ungdomsliv, som teaterforeningen Fix&Foxy, der står bag stykket, giver os indsigt i. Men forestillingen formår alligevel, at gøre børnene til mere end bare anonyme skikkelser med forskellig social arv.
Efterhånden træder børnenes drømme og personlighed frem fra statistikkens tåge.
Kan man bryde med sit ophav, eller er ens skæbne forudbestemt af ens sociale arv?
Fra alle at være klædt i blåligt tøj og ens hvide gummisko, kommer en høj dreng, hvis forældre tilhører de øvre sociale lag, frem på scenen i en sølvfarvet rumdragt. Han håber at blive astronaut.
En pige, med en anden etnisk baggrund end dansk, drømmer om en fremtid i forsvaret og ifører sig militært camouflagetøj.
Forestillingen kredser om det helt grundlæggende spørgsmål, som er ældre end Hans Andersens “Den Grimme Ælling” og Henrik Pontoppidans “Ørneflugt”:
Kan man bryde med sit ophav, eller er ens skæbne forudbestemt af ens sociale arv?
"Det er os, der ændrer tallene, og det er os, der kan ændre statistikken," siger ét af de 22 børn, og giver dermed det afsluttende svar, der gør det muligt at gå fra forestillingen med bare lidt oprejst pande.
‘Mod Alle Odds’ kan ses på Betty Nansen Teatret frem til den 2. februar.
Billetter koster fra 50 - 260 kroner.