Moderaterne skraber igen bunden, og Socialdemokratiets optur er slut

Meningsmåling

Moderaterne skraber igen bunden, og Socialdemokratiets optur er slut

I denne uge rammer Løkkes bus sin egen bundrekord, S’ optur er slut, men hos de store blå partier går det godt

Lars Løkke Rasmussen (M), udenrigsminister, formand for Moderaterne
Billedtekst
Lars Løkke Rasmussen (M), udenrigsminister, formand for Moderaterne
Foto: Lars Peckert, Thrane Media

Undervognen på Lars Løkkes bus skraber asfalten. 3,2 procent af vælgerne - svarende til seks mandater - ville stemme på Moderaterne, hvis vi skulle til valg i morgen ifølge dagens måling af Voxmeter for Ritzau

Kun en gang tidligere, den 26. januar i år, har Moderaterne ligget så dårligt i Voxmeters meningsmåling. 

I sidste uge stod partiet til fire procent af stemmerne - svarende til syv mandater. 

Ved folketingsvalget den 1. november 2022 fik partiet 9,3 procent af stemmerne - svarende til 16 mandater -, men har siden august 2024, hvor B.T. afslørede, at partiets arbejdsmiljø var præget af mobning, sexisme og tyrannisk ledelse ligget lavt i meningsmålingerne. 

Læs også:Klovnebussen ruller endnu, men det er op ad bakke: Her er Moderaternes møgsager

Partiformand Lars Løkke har siden den sag måtte sige farvel til de to folketingsmedlemmer Jeppe Søe og Karin Liltorp samt en del ansatte, men det lader til, at han endnu ikke har fået greb om partiets vælgerkrise. 

Siden folketingsvalget har Moderaterne måtte sige farvel til i alt fem folketingsmedlemmer. Udover Jeppe Søe og Karin Liltorp har Kristian Klarskov, Jon Stephensen og Mike Fonseca forladt partiet.

Opturen for S er slut

Socialdemokratiet står i dagens måling til 22,6 procent af stemmerne - svarende til 41 mandater. I sidste uge stod statsminister Mette Frederiksens parti til at få 23,8 procent af stemmerne - svarende til 43 mandater. 

Med dagens tilbagegang, er der sat en stopper for seks ugers fremgang, der har bragt partiet fra 34 mandater til 43.

Det sidste regeringsparti, Venstre, hiver i denne uge SMV-regeringen op. 10,4 procent af vælgerne - svarende til 19 mandater - ville stemme på partiet, skulle vi til valg i morgen.

I sidste uge stod partiet til 9,3 procent af stemmerne - svarende til 17 mandater. 

Læs også:Socialdemokratiets optur fortsætter: Se hvor meget partiet nu står til

Samlet set går SVM-regeringen tilbage fra sidste uges 37,1 procent - svarende til 67 mandater - til 36,2 procent - svarende til 66 mandater i denne uge. 

De tre store blå går frem

Troels Lund Poulsens Venstre er talmæssigt helt på linje med den tidligere partifælle Inger Støjbergs parti. Danmarksdemokraterne står nemlig også til at få 10,4 procent af stemmerne - svarende til 19 mandater.

I sidste uge stod de til 9,4 procent af stemmerne - svarende til 17 mandater. 

Liberal Alliance, blå bloks største parti, går også frem. 13 procent af stemmerne - svarende til 23 mandater - står partiet til at få i dagens måling. 

I sidste uge stod Alex Vanopslagh & co. til 12,2 procent af stemmerne - svarende til 22 mandater.

Blå bloks tre største partier går altså frem i denne uge.

SF vender skuden

Socialdemokratiets tilbagegang er muligvis kommet SF til gode. I hvert fald går partiet frem efter flere ugers tilbagegang. 13,3 procent af stemmerne - svarende til 24 mandater - står SF til at få. 

Læs også:Ny måling: Pia Olsen Dyhr taber terræn igen, igen

I sidste uge stod partiet til 12,5 procent af stemmerne - svarende til 23 mandater. Tilbage i januar stod partiet til 17,1 procent af stemmerne - svarende til 31 mandater - så dagens fremgang er nok særdeles kærkommen. 

Partier på spærregrænse

De to mindste partier på stemmesedlen: Alternativet og Borgernes Parti ligger begge omkring spærregrænsen, der er på to procent.

Alternativet står til at få to procent af stemmerne - svarende til fire mandater. I sidste uge stod partiet til 2,2 procent - også svarende til fire mandater. 

Skulle vi til stemmeboksene i morgen, ville Alternativet lige akkurat snige sig ind i Folketinget. 

Anderledes ville det gå for Lars Bojes parti, der ville falde for spærregrænsen. Borgernes Parti står nemlig til at få 1,8 procent af stemmerne - svarende til 0 mandater. 

I sidste uge stod de til 1,9 procent af stemmerne - også svarende til nul mandater. 

Læs også:Måling: Smadremanden er på vej i Folketinget

 

Topbillede
Voxmeter for Ritzau

Voxmeters politiske meningsmåling, offentliggjort den 31. marts 2025, baserer sig på en kombination af telefoninterview og webinterview med 1.076 repræsentativt udvalgte personer 18 år+ og er gennemført i perioden fra d. 24. marts 2025 til d. 30. marts 2025. Tallene i parentes angiver forskellen i procentpoint fra folketingsvalget d. 1. november 2022. Den maksimale usikkerhed på de enkelte partier i denne måling er på +/-2,5% point.

Anne-Sofie Søndergaard Bak Madsen

Journalist på Netavisen Pio.

Læs mere om:

Kommentarer

Indsendt af Aksel Jensen (ikke efterprøvet) den Mandag den 31.03.2025 - 15:23

Mette Frederiksens go-collective kører i Vestjylland uden passagerer.

Selv i Holstebro står byrådsmedlemmerne nu af.

De vil hellere køre med de gratis SF og radikale bybusser!

Transport Danmark er i bevægelse som aldrig før!

Hvor skal vi hen du?

Air Force One bestemmer retningen, mens hundeslæderne på Grønland igen har genfundet mantraet som selv trækdyrene forstår…

Uden co2 afgifter går det igen fremad mod isfrie fjorde…

En ensom sælunge luner sig i solen…alt imens kinesiske droner dukker op af havet..

Og køerne vokser hvor alle glædespakkerne uddeles på Grønland i Thyborøn og i København.

Le Pen er ude i Frankrig, men i USA venter en tredje periode med Trump…

Meningsmålinger fanger det hele.

Spindoktorerne lever fedt…

Alt imens rejerne pilles i Grønland og gyllevognene gøres klar i Jylland.

Indsendt af August (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 01.04.2025 - 11:45

De afvigelser der skrives om er alle indenfor den statistiske usikkerhed.
Mette burde have indset at S SKAL have gjort noget seriøst ved de indre farvande for at kunne retfærdiggøre at hun valgte Venstre i stedet for venstrefløjen. Men DK er stadig langt fra bare at leve op til EU's krav. Det er så pinligt. Og landmænd forstår kun tvang - frivillighed er lig med ingen ting eller langt fra nok.

Indsendt af Kirsten Haslund (ikke efterprøvet) den Lørdag den 05.04.2025 - 15:54

Jeg tænker nedgangen for S lige nu skyldes, S vil gennemføre aftalen om amerikanske baser i DK udenfor dansk lov og ret.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.