Annonce

Mogens J.: Spørgsmålet er, hvor meget samfundet skal blande sig

Socialdemokraternes næstformand Mogens Jensen er spændt på, hvad baglandet byder ind med til partiets nye arbejdsprogram. Selv mener han, det er altafgørende, vi giver forældre flere kompetencer og løfter de mange danskere, som ikke kan læse og skrive.
”Socialdemokraterne har altid arbejdet med at nedbryde negativ social arv, men det er værd at bide mærke i ordene ”ny indsats”. Der har også har været en gammel. Og vi skal hele tiden finde nye veje i kampen mod negativ social arv, og Socialdemokraterne skal være i front,” siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen, da Netavisen Pio er på besøg i ministeriet.

Svaret falder oven på spørgsmålet om, hvornår Socialdemokraterne er holdt op med arbejde for at nedbryde negativ social arv, siden man har været nødt til at nedsætte en kommission.

Det er i dette tilfælde værd at notere, at det ikke er ministeren Mogens Jensen, der taler, men partiets næstformand Mogens Jensen. Han har nemlig været formand for den kommission, som har arbejdet med debatoplægget ”Alle skal med”, og som lige nu bliver debatteret i det socialdemokratiske bagland.

Og for Mogens Jensen er kampen mod negativ social arv socialdemokratisk hjerteblod. Det er nærmest noget partiet er født til at bekæmpe, mener han, og af de fire områder, man har valgt at fokusere på i ”Alle skal med”, så tror han, at især diskussionen om ”førskoleindsatsen” bliver den stor:

”Det er et spørgsmål om, hvor meget samfundet skal blande sig i børns opdragelse og opvækst. Skal vi for eksempel gøre det obligatorisk for børn at være i daginstitution? Nogle vil mene, at det er at gå for langt. Andre vil mene, at det er nødvendig i forhold til barnets tarv.”

Ved ikke, hvor langt vi skal gå
Ifølge den såkaldte Heckman-kurve, udviklet af økonomen og nobelpristageren James Heckman, så er udbyttet af såkaldt human kapital langt større, hvis du investerer i børn fra 0 til 3-års alderen, end hvis du først griber ind efter skolen.

Der er altså noget at vinde, hvis man begynder kampen mod negativ social arv allerede i vuggestuen frem for i ungdomsskolen.

”Jeg er ikke selv afklaret på, hvor langt vi skal gå, men jeg er ikke i tvivl om, at vi skal gøre mere for at klæde alle forældre på til at være bedre forældre. Der er jo rigtig mange forældre, som gør meget, men vi har en gruppe, som ikke fordyber og forbereder sig, og dem skal vi give flere kompetencer. Spørgsmålet er hvordan.”

Ud over førskoleindsats har man i debatoplægget også valgt at fokusere på de ufaglærte, på opdelte boligområder og på hvordan foreningslivet kan være med til at nedbryde den negative sociale arv.

Folkeskoleområdet er valgt fra på grund af den ny folkeskolereform, som allerede indeholder tiltag – for eksempel obligatoriske lektiecaféer og fokus på krop og bevægelse – som ifølge debatoplægget vil hjælpe de børn, der har det svært i skolen.

Men for Mogens Jensen er der én gruppe, som han især ønske at hjælpe:

”Det er helt afgørende, at vi får løftet de alt for mange danskere, som ikke kan læse og skrive. Selvom de er voksne. Beskæftigelsesreformen går jo ud på at reformere et system, og dét er altid nemmere. Spørgsmålet er, hvad vi gør med dem, som ikke er i systemet. Hvordan får vi dem til at tage en uddannelse?”

God kant til de borgerlige
Baglandet har frem til den 1. juni muligheden for at melde ind med idéer og forslag til ”Alle skal med”. På baggrund af disse vil der blive udarbejdet et arbejdsprogram, som skal vedtages på kongressen i september. Den store øvelse hen over sommeren bliver at samle og sortere de mange idéer, der kommer ind.

Men hvor meget af det her debatoplæg er egentlig regeringens politik, og hvor meget er Socialdemokratiets politik?

”Det er Socialdemokraternes politik, og det skal det være. Vi forpligter ikke de Radikale på det her, selvom de har gang i nogle af de samme takter med en online-portal om førskoleområdet. Det lover jo godt for, at det måske kan blive en del af et kommende regeringsgrundlag.” 

Men selvom debatoplægget ikke er regeringens politik, så har man i kommissionen skullet tage bestik af, at man lige nu er et regeringsparti:

”Vi er jo nødt til at kigge på, hvad kan lade sig gøre om 50 år, og hvad kan lade sig gøre om fire. Der må godt stå ting i et arbejdsprogram, som ikke kan lade sig gøre i morgen, men når du sidder i regering, har du et særligt ansvar for ikke at komme med en masse forslag, som ikke kan lade sig finansiere. Jævnfør den måde Dansk Folkeparti fører politik på.”

Og apropos de borgerlige, så mener Mogens Jensen også, at debatoplægget indeholder god kant til den højre side af folketingssalen. For eksempel når det gælder om at lave boligsociale forbedringer:

”Jeg kan i hvert fald både høre Liberal Alliance og Venstre sige, at de ikke mener, vi skal bruge for mange penge på at uddanne ufaglærte. Sådan definerer vi jo lige muligheder forskelligt, jeg kan bare sige, at debatoplægget fik en varm modtagelse i den socialdemokratiske folketingsgruppe, og flere så det som en del af kommende valgkamp.

Socialdemokraterne afholder i forbindelse med præsentationen af "Alle skal med" fem debatmøder. To af dem er blevet afviklet, men du kan stadig nå at komme med:

København den 15. maj kl. 16.30-18.00
Overborgmester Frank Jensen og direktør i AE Lars Andersen deltager.
Sted: Christiansborg, Socialdemokraternes gruppeværelse (OBS: tilmelding nødvendig)

Kolding den 22. maj kl. 19.00-21.00
Handels- og udviklingsminster samt næstformand Mogens Jensen og direktør i AE Lars Andersen deltager.
Sted: Kvarterhuset, Junghansvej 121, 6000 Kolding

Næstved den 26. maj kl. 17.00-19.00
Handels- og udviklingsminster samt næstformand Mogens Jensen og direktør i AE Lars Andersen deltager.
Sted: 3F, Holsted Park 29, 4700 Næstved


Flere artikler om emnet