Kulturens stærke stemmer har altid langet ud efter politikerne. Denne sommer var ingen undtagelse. Først var det Jon Stephensen, teaterdirektøren for Aveny-T, der mente at politikere burde tage sig sammen ovenpå Brexit-afstemningen og give unges stemmer mere værdi end ældres. I sidste uge var det litterær direktør Johannes Riis fra Gyldendal, der lod sig skuffe over at politikerne gik for lidt på museum.

Gyldendal-chefen formulerede sin kritik af de kulturdovne politikere i Politiken således: ”Jeg tror, politikerne ville have godt af at gå mere på museer, se noget mere teater og læse nogle flere bøger, end de gør, for de ville få en større forståelse af, hvad andre mennesker tænker, og hvad der sker omkring dem”.

’Intet problem at Sass er mere til fodbold end teater’
Det er ingen nyhed at kulturens folk er kritiske og slår fra sig. Ikke desto mindre, så har den Socialdemokratiske kulturordfører Mogens Jensen aldrig været bange for at åbne sin dør op for kulturlivets sluttede cirkler. I samme ånd havde han tilbage i juni måned indkaldt mange af kulturens spidser til en stor konference om netop den Socialdemokratiske kultur politik.

Netavisen Pio har derfor fået sig en snak med den socialdemokratiske kulturkender for at høre om hans syn på relationen mellem kunsterne og politikerne.

Pio: Hvordan forholder du til at flere kunstnere og repræsentanter fra kultureliten ønsker at politikerne burde være lidt mere flittige gæster i dansk kulturliv?

”Jeg bryder mig generelt ikke om at vi skal blande os i hinandens kulturforbrug. Det kun noget, som man kan bruge til at slå hinanden i hovedet med. Der er ingen af dem (læs: mine kollegaer), der ikke læser bøger, så snart de overhovedet kan få tiden til det, men jeg har heller ikke noget problem med at Henrik Sass hellere vil til fodbold end i teatret.”

Kulturen er samfundets intellektuelle infrastruktur
Ifølge Mogens Jensen er kulturens positive effekter enormt vidtrækkende. Det handler for ham både om økonomiske vækst og den personlige udvikling, men frem for alt, så er det den fællesskabende effekt der står i centrum.

Pio: Hvorfor er kulturen så vigtig?

”For mig er kultur dannelse. Det handler om at diskutere, hvad vi er for nogle mennesker. Kunsten er en afgørende del af at det diskutere. Det er samfundets intellektuelle infrastruktur. Derfor er det måske også for sjældent, at vi tager afsæt i en bog, et teaterstykker eller en film i den stadig mere polariserede debat herhjemme. Kulturen skaber fællesskab. Det giver os noget at være fælles om. Og er derfor samtidig et alternativ til at trække os helt ind i vores egocentriske indre.”

Mogens Jensen, som mange af partifællerne kender ham bedst; igang med en sang. 

Pio: Hvad er det særlige ved den socialdemokratiske kulturpolitik?

”Kulturpolitik har altid været en del af den socialdemokratiske historie og sjæl. I gamle dage krævede arbejderne otte timers arbejde og otte timers hvile. Og når de gik på gaden, krævede de netop, at denne hviletid skulle bruges på arbejderkultur. Det blev til sangklubber, læsergrupper og meget mere. Der skulle være adgang til kulturen for alle arbejdere. AOF blev et levende eksempel på den aktiviske socialdemokratiske kulturpolitik.”

De negative røster har sovet i timen
Når Mogens Jensen kaster sig ud i diskussionen om hvorvidt kulturen prioriteres tilstrækkeligt højt i  nutidens Socialdemokrati, så bliver historien ofte støvet af og Julius Bomholt altid trukket frem. Bomholt var en drivende kraft bag det socialdemokratiske kultursyn, han udgav bogen Arbejderkultur i 1931, grundlagde som minister Statens Kunstfond, var formand for Radiorådet og udgav selv romaner, digte og skuespil. Og så blev han landets første 'minister for kulturelle anliggender' tilbage i 1961.

Pio: Kritikere peger på at Socialdemokratiet overser eller forsømmer at prioritere operaen, balletten, den klassiske musik og den  finkultur?

”Vi har om noget stået for den demokratiske adgang til kulturen. På den måde har vi skabt kvalitet i kulturen og vi har grundlagt Statens Kunstfond. Men det er noget vrøvl at påstå, at Socialdemokratiet kun skulle arbejde for en eller anden særlig snæver arbejderkultur. Vi har altid repræsenteret både eliten og bredden. Derfor oplever jeg også generelt folk i kulturlivet som meget venligtsindede over for Niels Mathiasen (kulturminister 1971-73) og Julius Bomholt. De negative røster er dem, der ikke har læst ordentligt på historien”

Socialdemokraten Julius Bomholt (1896-1969)

Pio: Så dem, der kritisere Socialdemokraternes kulturpolitik gør det alene fordi de har sovet i timen?

”Der hvor jeg oplever den egentlige kritik er at vi ikke beskæftiger os nok med det (læs: kulturen). Den kritik rammer dog alle de politiske partier. Men i S har vi faktisk dedikeret en næstformand til området (læs: Mogens Jensen selv) og vores partiformand har jo også selv været kulturordfører.”

Mogens Jensens 8 pejlemærker for Socialdemokratiets kulturpolitik
1) Kulturen må aldrig blive politisk styret, og derfor er der brug for at gøre op med Dansk Folkeparti, når de vil diktere indholdet i tv-serier, fjerne tilskud til fra museer, de ikke bryder sig om, og forbyde nogle former for arkitektur i byområder. Armlængdeprincippet er nøglen i dansk kulturpolitik, fordi den sikrer, at kunsten er fri og uafhængig, og det skal vi stå fast på.

2) Public service er under angreb. Mange vil gerne afvikle det nuværende system og overdrage opgaver til de private. Men hvis Public Service dør kommer vi blot til at få det samme indhold til en meget dyrere pris og sammenhængskraften vil være forsvundet. Samtidig vil det betyde, at mængden af danskproducerede indhold vil falde betragteligt.

3) Indtægterne for dansk kulturindhold – ikke mindst det digitale – skal fremtidssikres. Vi skal have de store multinationale aktører, som Google og Yahoo til at betale for deres adgang til dansk kultur indhold, ligesom der er brug for fortsat fokus på film- og musikbranchens problemer med piratkopiering.

4) Kultur skal være for alle. Der er for stor social skævhed blandt dem, der bruger kulturtilbuddene. En afgørende løsning er i højere grad at introducere børnene til kunsten og kulturen i både dagsinstitutionerne og folkeskolen. Her folkeskolereformens åbne skole et vigtigt værktøj, der skal bruges til at skaffe daglig kontakt mellem skolerne og kulturlivet.

5) Der er brug for mere kulturforskning. Den nuværende kulturforskning er for spredt og usammenhængende, hvilket skaber et ringe videngrundlag for blandt andet kulturpolitiske beslutninger. Socialdemokraterne ønsker, at der etableres en samlet forskningsenhed, der kan styrke og koordinere den kunstneriske og kulturelle forskning i Danmark.

6) Øget fokus på kunstnernes arbejdsforhold. Atypiske ansættelser, hvor det svært at gennemskue, hvordan det fungere med dagpenge og skat, præger mange kunstneres arbejdsliv. Vi skal blive bedre til at håndtere, at ikke alle arbejder i 9-16-job, så alle grupper på det danske arbejdsmarked kan få et trygt og godt arbejdsliv.

7) Markedsføringen af dansk kunst og kultur i udlandet er ikke god nok i dag. Regeringen nedlæggelse af Center for Kultur og Udvikling har ikke gjort arbejdet nemmere. En løsning kunne være at etablere et kulturinstitut, der med filialer i en række lande, kunne blive en stærk formidler af dansk kultur og ikke mindst skabe stærke netværk til glæde for kulturliv og kunstnere.

8) Den kulturpolitiske bevidsthed skal styrkes. Der er behov for, at befolkning ser kulturen som rugbrød og ikke flødeskum. Kunsten og kulturens rolle i samfundet skal styrkes, og kunsten skal i højere grad inddrages i den politiske samtale.