Men der var tale om en misforståelse, mener ministeren. Og for at “udrydde alle misforståelser” slog Mogens Jensen onsdag fast i opslag på Twitter, at “regeringen vil overholde og implementere direktivet om forældreorlov”.
Direktivet om to måneders øremærket barsel til fædre blev vedtaget i EU i januar. Både den daværende VLAK-regering, Socialdemokratiet og Enhedslisten var dengang imod, at barselsrettigheder til mænd skulle indføres fra Bruxelles.
Ministerens melding om at regeringen ville søge dispensation, er blevet mødt af kritik fra blandt andet Kvinfo og flere af de akademiske fagforbund, som Djøf og Dansk Magisterforening.
Også Informations redaktør, Rune Lykkeberg, kom til tasterne efter Mogens Jensens udmelding. I en leder i avisen beskyldte han regeringen for at svigte sin egen kamp mod ulighed, hvis man søgte om dispensation fra EU’s øremærkede barsel til fædre.
Allerede to dage efter kritikken startede, meldte ministeren en smule kontra ved at invitere “til møde med de interesserede parter”. Mogens Jensen skrev samtidig, at regeringen var åben over for, hvordan man skaber en mere lige deling af orlov mellem forældrene.
Det har ikke været muligt for Netavisen Pio at få en kommentar fra Mogens Jensen.
Ministeren mødes med parterne i næste. Først herefter udtaler han sig om sagen, oplyser Mogens Jensens særlige rådgivert til Netavisen Pio.
Ministerens melding om, at regeringen ville sige Bruxelles imod på spørgsmålet om øremærket barsel, mødte ellers opbakning fra 3F.
Hvis vi indfører øremærket barsel til mænd, vil mange opleve, at der bliver taget noget fra familien
Fagforbundet har, ligesom Dansk Metal, længe været skeptisk over for en øremærket barsel bestemt fra EU.
“Hvis vi indfører øremærket barsel til mænd, vil mange opleve, at der bliver taget noget fra familien, hvis manden ikke bruger sin barsel,” har Søren Heisel, forbundssekretær og politisk ansvarlig for ligestilling i 3F, tidligere udtalt til Fagbladet 3F.
Netavisen Pio har uden held forsøgt at få en kommentar fra 3F på ministerens nye melding, men det har ikke været muligt inden for artiklens deadline.
Kontrameldingen vækker begejstring hos formand i Dansk Magisterforening, Camilla Gregersen, der var en af dem, der sidste uge kritiserede ministeren for at ville undgå EU-direktivet.
Det er den helt rigtige beslutning, som vil få mange positive følgevirkninger for ligestillingen i Danmark
“Det er den helt rigtige beslutning, som vil få mange positive følgevirkninger for ligestillingen i Danmark,” siger Camilla Gregersen til Politiken. Også BUPL’s formand er glad for den nye kurs.