Annonce

Mogens Jensens tale til bevægelsens nationalsang

Netavisen Pio har i anledningen af, at "Når jeg ser et rødt flag smælde" fylder 90 år, bedt kulturordfører Mogens Jensen (S) skrive en tale. Du kan læse talen her.
Kære ”Når jeg ser et rødt flag smælde”

Det er med den allerstørste ærefrygt, ydmyghed og stolthed, at vi hylder dig i dit halvfemsindstyvende leveår. Du er selve sjælen i den socialdemokratiske bevægelse. I dine 4 vers og 36 linjer udtrykkes hele vort partis og vor bevægelses udgangspunkt, værdier og visioner.

Og det fantastiske er, at her efter 90 år er det stadig dig, der fører denne vigtige fortælling videre i vore hjerter fra generation til generation. De, der evig og altid efterlyser vores bevægelses samlede ”projekt”, kan blot lytte til dig og synge med. For du har det hele, og dit budskab går rent ind. Også nutidens yngste får gåsehud, når vi sammen synger dine stærke og smukke vers.

Du fortæller historien om de undertrykte og de svageste - der organiserede sig og førte en politisk kamp for at skabe muligheder til alle i samfundet - når du beretter om trælletoget, der blev mænd bag ved kampfanens bål.
Du vidner om de mange reformer til gavn for de mange - som vores bevægelse har gennemført - når du fortæller om arbejdshænderne, der former verden om til en lysere tid.

Du opildner os til at gøre op med fordomme, generationsbarrierer og bryde den negative sociale arv i dine linjer om at knuse hvert grænsernes led.
Og du minder os om, at vor bevægelse er baseret på internationalt samarbejde og solidaritet, når du lader vores fane favne hele verden.

Men først og fremmest formidler du den stolthed, som gennem 90 år er overført fra generation til generation, over at være med i vores bevægelses historiske indsats for frihed, lighed og fællesskab.

Den indsats fortsætter vi med dig som vores stærkeste kulturbærer -  i dine folder er fremtiden gemt. Tak Oscar og tillykke!


Flere artikler om emnet