Den nye regering rundede tirsdag sine første 100 dage. Det er altid en markering. Det er i de første 100 dage man lægger den indledende og overordnede linje. Det er her man viser, hvad man er gjort af og hvad man vil.

Når man som jeg ikke stemte på regeringen, men alligevel har oplevet et regeringsskifte nogle gange, så er man slået ud, vred og skuffet i noget tid, men påfaldende hurtigt plejer hverdagen, at starte igen. For mig som både mor, kone, medborger og kommunalpolitiker, så går verden jo ikke i stå. Vi må videre.

Pludselig kunne jeg se for mig, hvordan vi de næste 4 år bare skulle skære ned, skære ned og skære ned

Men denne gang har været anderledes. Jeg startede efter valget med følelsen af en lille rus over, at mit parti gik frem og blev det største parti. Vemodigheden ved at sige farvel til Helle, men glæden over at sige goddag til Mette gjorde, at valgets egentlige resultat røg lidt i baggrunden. Og lad mig være ærlig; indtil lige op mod valget, troede jeg reelt ikke på, at det kunne lykkes os, at genvinde regeringsmagten. Og måske derfor var chokket ikke så stort. Vi måtte videre. Men som de 100 dage er gået, er min følelse af afmagt og skuffelse steget.

Det startede med regeringsgrundlaget og Løkkes "omprioriteringsbidrag" hvor kommunerne skal spare 1% om året og sende ind til Christiansborg. Det skrev jeg om i mit seneste indlæg herinde. Som det stod klart for mig, at Køge skal spare 100 mio kr de næste 4 år, blev jeg mere og mere bekymret.

Min datter går i børnehave,og skal starte i skole næste år. Min søn går i vuggestue. En god vens Mor er kommet på plejehjem. Vi bor lige ved siden af et dejligt værested for psykisk sårbare. Pludselig kunne jeg se for mig, hvordan vi de næste 4 år bare skulle skære ned, skære ned og skære ned. Gøre det ringere og dårligere for vores svageste og fyre en række ansatte. Og det gjorde og gør ondt at tænke på.

Senere kom "starthjælpen", mens flygtningene vandrede på motorvejene mod Sverige. De bar på deres børn og deres få ejendele. Frygtelige billeder fra rundt omkring i verden af medmennesker på flugt printede sig ind i mit hoved. Og jeg tænkte på de skæbner, som måtte finde deres vej til Danmark og til starthjælpen. Hvordan skal de dog få skabt et godt liv for dem selv og deres børn? Jeg fyldtes og fyldes med glæde over at se Danmark stå sammen, tage initiativ og hjælpe.

Senere kom "starthjælpen", mens flygtningene vandrede på motorvejene mod Sverige

Den anden dag hørte vi om "det moderne kontanthjælpsloft" og besparelser på boligstøtten. Her virker det ikke til, at vi behandler danske statsborgere bedre end flygtninge. De største tabere bliver børnene. Børn der skal vokse op i fattigdom. Børn der skal vokse op med en evig knude i maven over, om der er penge nok til regninger og mad. Det gjorde og gør mig ked af det.

Klokken 11 torsdag d. 1/10 skrev min mand en sms til mig med ordlyden "Hjørring!!!" Udflytningen af statslige arbejdspladser havde bevæget sig fra nyhederne og hjem til mig selv. Beslutningen om udflytningen af statslige arbejdspladser virker som et tiltag, hvor målet blot er at opfylde, et valgløfte og nå det inden 100 dage. For det er da hverken gennemtænkt eller gennemanalyseret.

Det virker mest til, at konkurrencen mellem departementscheferne ikke har gået på, at levere et godt stykke arbejde, men om hvem, der kunne levere flest ansatte og dermed sleske for sin minister, fremfor at insistere på, at hvis dette projekt skulle gennemføres, så måtte det foregå på et ordentligt grundlag. Hvem har tænkt over produktionstabet, der sker lige nu? Hvornår kommer de udflyttede enheder op på fuld styrke igen? Og hvad går tabt undervejs? Det var og er for mig uforståeligt.

Som mor, som kone, som medborger og som kommunalpolitiker er jeg bekymret for fremtiden. Mange beslutninger med mange menneskeskæbner til følge er truffet indenfor de seneste 100 dage, og modsat tidligere, hvor hverdagen gik videre og det måske ikke var så slemt, så synes jeg, at det her er slemt. Der er gået 100 dage og regeringen har vist, hvad den er gjort af og hvad den vil.

 
Marie Stærke (f. 1979) er uddannet stud.mag. og har siddet i Byrådet i Køge siden 2001. I perioden fra 2007-2013 var hun borgmester. I dag er hun viceborgmester og gruppeformand for Socialdemokraterne i Køge.kommentarer
‘Kommunale rødder’ er en fast klumme på netavisen Pio, der to gang ugentligt vil bringe indlæg fra en række af socialdemokratiets førende byrådsmedlemmer.