Muslimsk debattør læste ‘Aisha Rebel’ for at finde fejl: “Jeg læste som en advokat, der kæmper for sin klient”
Muslimsk debattør læste ‘Aisha Rebel’ for at finde fejl: “Jeg læste som en advokat, der kæmper for sin klient”
Mohammad Akbari frygtede, at Aishas historie kunne blive brugt som et billede på muslimske miljøer i Danmark generelt. Nu fortæller han, hvordan frygten fik ham til at lede efter sprækker i fortællingen, og hvorfor nogle kritikere ifølge ham ender med helt at benægte den
Bogen “Aisha Rebel – Kvinde i en Klan” har fået stor opmærksomhed siden dens udgivelse den 31. august.
Den er skrevet på baggrund af oplevelser fra en anonymiseret irakisk kvinde med dæknavnet “Aisha”, der skildrer et liv præget af undertrykkelse og social kontrol fra sin omgangskreds.
Kritikere har blandt andet beskyldt bogen for at være baseret på usande oplysninger og en opdigtet hovedperson – påstande, som forfatteren bag bogen finder “absurde”.
Netavisen Pio har talt med politisk debattør, Mohammad Akbari, der baseret på sine egne erfaringer har et bud på, hvor reaktionerne kommer fra.
“Lyder som om Aisha er en opdigtet person”
Mohammad Akbari er ingeniørstuderende og politisk debattør.
Han skriver om alt lige fra ældrepolitik og økonomi til kunstig intelligens og veganisme. Og så skriver han om islam.
Selv er han shiamuslim – født i Afghanistan og opvokset i den midtjyske by Ry.
Han har både fulgt med og blandet sig i debatten vedrørende bogen “Aisha Rebel – Kvinde i en Klan”, der er blevet promoveret og turneret af flere politikere på de sociale medier de seneste uger.
Læs også:Et rystende indblik i et parallelsamfund hvor voldtægt og tortur er hverdag
Folketingsmedlem Frederik Vad (S) har i særlig høj grad fremhævet bogen som et eksempel på, at undertrykkelse sker i visse kulturelle miljøer.
Mens langt de fleste kommentarer i Frederik Vads kommentarspor er opbakkende, sår enkelte kritikere tvivl om bogens sandfærdighed:
“Lyder som om Aisha er en opdigtet person skrevet af hvide mænd som dig,” lyder en kommentar til et af Frederik Vads opslag.
Ifølge Frederik Vad får han mange henvendelser med samme mistro som i den førnævnte kommentar.
Mange er fra ikke-etniske danskere, der ser bogen som anti-indvandrings-propaganda og en hetz mod det muslimske miljø.
Kommer alle så til at tænke sådan her om mig og min muslimske identitet?
Spørger man Mohammad Akbari, er der en helt naturlig og menneskelig forklaring på reaktionerne:
“Jeg tror simpelthen, at det bunder i afmagt,” siger han og uddyber:
“Man kan komme til at tænke: ‘Kommer alle så til at tænke sådan her om mig og min muslimske identitet?’ Og så kan man gå i en form for forsvarsposition.”
Ville ikke give Aisha “sejren”
Mohammad Akbari er ikke psykolog, og hans analyse er ikke baseret på videnskab, men på personlig erfaring.
I forbindelse med debatten om bogen har han selv følt et behov for at tage afstand fra dele af dens indhold – noget han har skrevet om i et længere, selvransagende opslag på Facebook.
Han understreger, at han selv aldrig har betvivlet Aishas eksistens eller de grufulde detaljer i hendes oplevelser.
Men han frygter, allerede inden at have læst bogen – og gør det til dels stadig – at Aishas konkrete historie kunne blive generaliseret og brugt som et billede på muslimske miljøer i Danmark generelt.
Læs også:Forfatter til Aisha-bog svarer på påstande om opdigtet kilde: “Det er simpelthen så absurd”
Derfor læser han den i første omgang med en forudindtagethed for at finde fejl, der kan gyde olie på vandene og bevise, at det ikke står så grelt til, som man kan få indtrykket af.
I sit opslag beskriver han det, som om han “læste som en advokat, der kæmper for sin klient.” Men hans klient var ikke sandheden, men derimod hans eget verdensbillede:
“Derfor kan det godt være, at de spørgsmål, jeg stillede, ikke kom fra et helt rent sted. For jeg håbede på noget andet. Jeg håbede på, at det måske kunne vise sig, at det ikke var så forfærdeligt alligevel,” siger han til Netavisen Pio.
Aisha er ikke hans fjende
Akbari finder frem til flere punkter, der ifølge ham giver anledning til spørgsmål, og overbevist om, at han har fundet det, han søgte, kontakter han Frederik Vad.
Først med et ubesvaret telefonopkald og derefter med en mail, siger han:
“Jeg skrev nogle af de ting, jeg ikke kunne forstå. Nogle ting, som jeg mente måske var modsigelser, eller som måske kunne være overdrevne. Så spurgte jeg, om de kunne svare på det, eller om han kunne spørge Aisha, hvad årsagen til de her ting var.”
Da han har sendt mailen, strømmer en følelse at lettelse ind over ham: Han har gjort sin pligt, og han beslutter sig for at kigge på bogen igen – denne gang med nye øjne:
“Så læste jeg med et åbent hjerte og et åbent sind, som jeg måske burde have gjort fra starten. Når man gør det, læser man anderledes. Man tænker ikke på at finde noget bestemt. Man læser bare bogen,” siger han og uddyber:
“Og så mødte jeg en helt anden person. En pige, som havde oplevet forfærdelige ting, og som jeg ikke havde mødt første gang.”
Alle mennesker har en identitet, og alle mennesker har en form for bias,
Akbari stiller sig selv spørgsmålet om, hvorfor han oplevede Aishas historie som et angreb, hvorfor han følte sig ramt på sin identitet, og hvorfor han i første omgang ikke bare stod ved hendes side.
Aisha er ikke hans fjende, og da den erkendelse går op for ham, beslutter han sig for at lave opslaget på Facebook:
“Jeg skrev ærligt om det, så folk kunne se, at alle mennesker har en identitet, og alle mennesker har en form for bias,” siger han.
Som et rodet rum, man ikke vil vise frem
Mohammad Akbari føler sig overbevist om, at ganske få af kritikerne rent faktisk har læst bogen.
Alligevel kan omtalen og den politiske promovering af den være nok til at tænde en gnist – ligesom den gjorde for ham selv.
Mange muslimer er efter hans oplevelse bevidste om, at alvorlig negativ social kontrol findes i dele af muslimske miljøer.
Alligevel kan det føles meget sårbart at blive konfronteret med det, siger han:
“Det er meget let at tale om social kontrol, når der ikke er et ansigt og en historie bag. Så kan man sige: ‘Social kontrol er forfærdeligt.’ Men når der pludselig er en muslim med et ansigt, som fortæller meget detaljeret, at det her faktisk er sket, så kan det for den person, der hører det, opleves som en form for angreb på ens muslimske identitet.”
Læs også:Ekstreme islamisters ønske-samfund: Mændene styrer og kvinder må kun vise ansigt og hænder
Akbari ser det som en meget naturlig reaktion, når mennesker bliver truet på deres egen identitetsopfattelse, og han sammenligner det med ikke at ville vise et rodet rum frem for gæster:
“Når man får gæster, gør man typisk rent, inden de kommer, fordi man ikke vil vise, at man har et beskidt hus. Hvis man så har et værelse, man ikke når at gøre rent, så lukker man døren ind til det rum. Man skjuler det, så gæsterne ikke får adgang til den del af huset,” siger han og uddyber:
“Når der pludselig kommer et udstillingsvindue, hvor nogen kan kigge ind i et af de her værelser, så vil man måske ikke vise det. Det kan være, at man skammer sig over det.”
Han mener, at det samme princip kan overføres til dele af det muslimsk miljø i debatten om social kontrol:
“Når der pludselig kommer en udstilling af nogle forhold, som man ikke selv har valgt, men man føler bliver presset frem, så vil man helst undgå det. Og derfor skriver nogle de her dumme kommentarer.”
Læs også:Debat: Vi er på vej til et opgør med religionsfriheden
Mohammad Akbari ser i virkeligheden mistroen omkring Aishas fortælling som et forsøg på at tage afstand til social kontrol, siger han:
“Jeg tror, at der er forskellige menneskelige måder at tage afstand fra noget på. Der er den måde, hvor man forholder sig til det, der er sket, og siger: "Jeg tager afstand fra det her’. Og så er der en anden måde, hvor man simpelthen benægter det og siger, at det ikke kan være sket.”
I Akbaris optik er den korrekte måde ikke at benægte, at social kontrol eksisterer, siger han:
“Den rigtige måde er at spørge: Hvorfor skal vi se det som et angreb på os selv? Hvorfor ikke erkende, at der er noget i vores miljø, der skal ændres? Det behøver ikke være et angreb på vores identitet.”
Sammenligner med danskheds-demonstration
I kommentarsporet til Mohammad Akbaris opslag melder enkelte kritikere sig ind, men langt de fleste – både personer med etnisk minoritetsbaggrund og etniske danskere – roser debattøren for sin ærlighed:
“Det fortæller mig, at rigtig mange mennesker kan genkende den mekanisme. Hvis man læser beskederne, er der mange, der skriver, at de har haft det på samme måde i andre sager. Ikke lige præcis med Aisha, men i andre situationer,” siger han.
Det fortæller ham også, at samme mekanisme ikke kun gør sig gældende i muslimske miljøer, men i alle mulige miljøer.
Læs også:Social kontrol i kristne miljøer flyver under radaren
Som et nyligt eksempel fremhæver han en demonstration for danske værdier og "danskhed" med navnet "March for Danmark", der fandt sted i København lørdag den 5. september.
Da billeder fra demonstrationen af en mørkklædt mand, der heiler, begyndte at florere på internettet, fik mange brugere – herunder løsgænger og folketingsmedlem Jacob Harris, der selv deltog i demonstrationen – travlt med at beskylde billedet for at være fremstillet med kunstig intelligens.
“Når en gruppes identitet pludselig bliver stillet til skue, som højrefløjens også blev i weekenden, håber man på, at der er et eller andet, der kan redde en. Og så kan man komme til at sige alt muligt bullshit uden at undersøge det først,” siger Mohammad Akbari.
“Det er meget menneskeligt. Det afgørende er, hvad man gør ved det bagefter, når man har opdaget det. Jeg synes, det er sundt, når man opdager det, at sænke paraderne igen.”
Man skal kunne være kritisk
Mohammad Akbari understreger flere gange, at han på ingen måde betvivler Aishas eksistens eller hendes oplevelser, og at han ikke vil sættes i bås med folk, der enten ikke vil tro på historien eller vil bortforklare den.
Han fastholder dog, at der er enkelte detaljer og formuleringer i fortællingen, som han fortsat mener, er rimelige at stille spørgsmålstegn ved.
Flere politikere, heriblandt Frederik Vad, har meldt ud, at Aishas fortælling bør give anledning til politiske konsekvenser.
Selv hvis der er bias, skal historien kunne tåle, at der bliver stillet spørgsmål
Akbaris frygt er, at de politiske konsekvenser bliver draget på et forkert grundlag og derfor kan ramme utilsigtet hårdt.
Derfor holder han fast i, at flere af hans spørgsmål stadig er relevante at stille sig kritisk over for:
“Hvis det bare var en historie, der kom ud, var det én ting. Men når politikere skriver meget hårdt og siger, at det her kommer til at få politiske konsekvenser, så kommer det jo til at berøre nogle mennesker,” siger han og fortsætter:
“Selv hvis der er bias, skal historien kunne tåle, at der bliver stillet spørgsmål, hvis man oprigtigt kan se noget, man er i tvivl om. Jeg synes ikke, det er fair at sige, at vi skal acceptere, at historien får politiske konsekvenser, men at vi samtidig ikke må stille spørgsmål til selve grundlaget.”
Kommentarer
Er det ikke den samme…
Er det ikke den samme reaktion hvergang religion og kultur bliver kritiseret ?
Eks, Dødevaskeren Af Sara Omar.
Man strides om, hvorvidt det…
Man strides om, hvorvidt det var Gud, der skabte mennesket eller mennesket, der skabte Gud, men det var i hvert fald ikke Gud, der skabte religionerne - det gjorde mennesket.
Det overgår min forstand, at…
Det overgår min forstand, at man overhovedet kan bekende sig til en religion, når man ved, hvor stor skade, religioner har forvoldt, og stadig forvoldertil trods for, at de fleste med deres fornuft godt ved, at religion er noget sludder.
Hvis religion ikke gør mennesker bedre, har den slet ingen berettigelse.
Vi er i 2026.
Hold nu kæft hvor er jeg…
Hold nu kæft hvor er jeg træt af muslimer. De er altid muslimer først, næst, næst igen, og så måske et eller andet sted dernede mennesker.
Altid ofre. Jeg gider dem ikke mere.
Tilføj kommentar