Myten om den høje indkomstskat må dø

En af de mest sejlivede myter i dansk politik er, at danskerne er det folk i verden, der har det absolut højeste skattetryk på indkomster.
”Danmark har det højeste skattetryk i verden!” Den påstand har nu i ti år været katalysator for, at VK-regeringen ad flere gange satte skatten ned. Men passer det nu også helt?

Men har Danmark virkelig verdens højeste skattetryk på indkomster? Myten har åbenlyst ikke noget på sig og det sande skattetryk på indkomster i Danmark er dog også langt fra, at være verdens højeste. Faktisk er Danmark placeret i den solide midte blandt OECD-landene og under mange af de lande, vi normalt sammenligner os med.

Ser man på OECD’s tal for skattetryk på indkomster, er der medregnet lønmodtagernes og arbejdsgivernes ”social security costs” med i det samlede skattetryk på indkomster. At medregne ”social security costs”, er også nødvendigt, hvis man skal finde det reelle billede for borgernes skattetryk på indkomster. Det danske skattesystem er bygget op på, at alle betaler ind til den fælles kasse og får noget igen. Derimod er andre velfærdssystemer bygget op på, at borgerne betaler individuelle bidrag til f.eks. sundhed. Undersøgelser viser dog også, at offentlig velfærd er billigere end privat velfærd og det kan også være en faktor for, at danskernes skattetryk på indkomster samlet set, er i den lave ende.

Dermed er det danske skattetryk på almindelige indkomster 15 procentpoint(!) lavere end topscoreren, Frankrig.

Ser man på tallene for skattetryk på indkomster, havde en gennemsnitslønmodtager med to børn i 2010 et skattetryk på indkomster på 27,1 %, hvor OECD’s gennemsnit lå på 24,8 %. Det vil sige, at danskerne havde et lavere skattetryk på indkomster end følgende lande: Polen 28,4 %, Norge 30 %, Holland 30,8 %, Tyskland 32,6 %, Estland 33,5 %, Spanien 33,8 %, Tyrkiet 35,9 %, Ungarn 36,3 %, Grækenland, Østrig og Finland 36,6 %, Sverige 37,1 %, Italien 37,2 %, Belgien 39,6 % og Frankrig 42,1 %.

Dermed er det danske skattetryk på almindelige indkomster 15 procentpoint(!) lavere end topscoreren, Frankrig.

Højindkomsterne i Danmark, har dog et lidt højere skattetryk på indkomster, men er stadigvæk langt fra, at være blandt de lande med det højeste skattetryk på indkomster. I 2010, havde en gift lønmodtager med to børn, som tjener 67 % mere end en gennemsnitslønmodtager, et skattetryk på indkomster på 33,7 %, hvor OECD-gennemsnittet var 29,8 %.

Topscoreren var Belgien med et skattetryk på indkomster på 47,8 %. Altså har højindkomsterne i Belgien et skattetryk på indkomster, som er 14,1 procentpoint højere end det danske.

Differentieret velfærd eller velfærd for alle?
Ud fra OECD’s tal, bør myten om det høje danske skattetryk på indkomster være begravet seks fod under for evigt. Derfor er det også interessant, at se på den politiske debat for tiden.

Langt ind i de socialdemokratiske rødder vokser debatten om, at indkomstgraduere velfærdsydelserne. En åbenlys debat. Med de pressede finanser, er der ikke råd til den samme grad af velfærdsoverførsler som førhen og derfor lå det ligefor, at højindkomster ikke længere skulle have børnepenge.

Børnepengene er nok også kun første skridt i en kommende diskussion om differentierede velfærdsydelser. Selve den universelle velfærdsmodel, hvor alle betaler ind til kassen og får lige meget igen, er blevet beskyldt for, at ophøje en bestikkelsesteori. Hvis de rige før det samme i velfærdsydelser som alle, vil de rige have en fortsat interesse i, at bevare velfærdsydelserne. Der er dog i højere grad tale om en retfærdighedsteori. Hvorfor skal man fortsat betale ind til den fælles velfærd, hvis man ikke får noget igen? Hvorfor have en offentlig pension, hvis man ikke får del af den, fordi man har opført sig ansvarligt og gennem arbejdslivet betalt ind til en pensionsordning? Derfor er der også en større frygt for, at indkomstgraduerede velfærdsydelser har større tendens til, at miste den folkelige opbakning og derfor til sidst blive afskaffet.

Et af eksemplerne er forringelsen af efterlønnen. Med en årlig udbetaling fra sin egen pension på over 50.000 kr. vil man få en mindre ydelser. Er udbetalingen på omkring 250.000 kr. er modregningen så stor, at man ikke længere vil få udbetalt efterløn. Derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at en hel afskaffelse af efterlønnen ikke lægger mange år ude i fremtiden. Folk bliver nemlig straffet ved, at få mindre efterløn grundet, de har været ansvarlige og betalt ind til deres pension. Dette selvom, at efterlønnen primært blev brugt af ufaglærte og faglærte i fysisk hårde job.

Derfor bør denne og kommende regeringer bryde med forestillingen om, at det danske indkomstskattetryk er blandt verdens højeste og at det derfor vil være en katastrofe, at hæve indkomstskatten.

Skal danskerne betale mere i skat?
Hvis presset på finansieringen af velfærdsydelserne fortsat vil stige i fremtiden, kommer vi unægtelig til, at stå med valget om vi skal differentiere velfærdsydelserne eller øge indtægterne, som skal finansiere disse.

I modsætning til andre velfærdsmodeller, kan vi ikke finansiere velfærden ved, at hæve ”social security costs”. Derfor bør denne og kommende regeringer bryde med forestillingen om, at det danske indkomstskattetryk er blandt verdens højeste og at det derfor vil være en katastrofe, at hæve indkomstskatten.

Morten Mikkelsen (født 1987) er ba.scient.adm. og kandidatstuderende i globale studier og medlem af DSUs Internationale Udvalg.


Flere artikler om emnet

Annonce