Myten om det humanistiske Canada

Den canadiske premierminister Justin Trudeau har taget de sociale medier med storm med sin opfordring til bedre behandling af flygtninge. Men hans egen politik tegner et mere broget billede.
Den canadiske premierminister Justin Trudeau er blevet en ren darling på de sociale medier. Med sit friske, ungdommelige udseende og budskaber om, at flygtninge og indvandrere er velkomne i Canada, er Trudeau blevet en slags feel-good refugium for de europæere, der er trætte af en stadigt strammere tilstrømningspolitik. Senest fik han internettet til at rødme, da han reagerede på Donald Trumps indrejseforbud for mennesker fra 7 muslimske lande ved at minde internettets fortvivlede skarer om, at muslimer stadig er velkomne i Canada.

Trudeaus popularitet på sociale medier er så stor, at formand for Europa-bevægelsen, erhvervskvinden Stine Bosse ligefrem udråbte Trudeau til den nye leder af verden.

Hvorfor Trudeau-fascination?
På sin vis er Trudeau-fascination simpel at forstå. Flygtningestrømmene er svære at håndtere. Der skal træffes beslutninger, som rigtig mange af os finder svære. Mange synes givetvis, at det er ubehageligt, når mennesker i nød bliver omtalt som et problem. Hvis man sidder med de frustrationer, er Trudeaus udtalelser på sociale medier sikkert som manna fra himlen. Af karsken bælg råber han, at det hele nok skal gå. At det slet ikke er noget problem at tage imod flygtninge. At medmenneskeligheden vil sejre. At hvis bare vi tager imod mennesker med åbne arme, skal det hele nok gå. At forskellighed er en styrke i et samfund. At vi ikke skal være bange. Uden at gå dybere ned i en psykoloanalytisk beskrivelse af vælgerhavet, er det måske nogle af de samme mekanismer, som når den vestlige verdens Donald Trumper, Marine Le Pener og Frauke Petryer siger, at det hele nok skal gå, hvis bare vi sender de brune tilbage hvor peberet gror?

Trudeau

Gør Trudeau det, han siger?
Hvis man dykker ned i den politik, Trudeau og hans regering fører i Canada, tegner der sig dog et noget andet billede end det polerede, præmiehumanistiske indtryk fra sociale medier.

Først og fremmest er Canada i en ganske særlig situation i forhold til resten af den vestlige verden. Canada er af geografiske årsager stort set uberørt af de enorme flygtningestrømme. Mod nord er Canada afgrænset af polarhavet og Nordpolen. Mod vest af Alaska og Beringstrædet, der ikke har lagt jord til en flygtningestrøm, siden Canadas oprindelige beboere kom fra Asien via Beringstrædet for 10.000 år siden. Mod øst af Atlanterhavet og mod syd af de rige og politisk stabile nordlige stater i USA.

Til sammenligning er USA som bekendt nabo til et lavtlønsland i form af Mexico og skal af den grund forholde sig til en ganske massiv arbejdsindvandring. Og Vesteuropa skal som bekendt både forholde sig til arbejdsindvandring fra Østeuropa og til flygtninge fra Europas kronisk ustabile baghave Mellemøsten.

Pierre Trudeau
Justin Trudeaus far, Pierre Trudeau, var premierminister i Canada og indførte en række restriktioner for at få opholdstilladelse i Canada.

Canadas placering langt væk fra verdens flygtningestrømme har betydet, at de allerede i 1960’erne begyndte at stille krav om integrationspotentiale til mennesker, der ønskede at slå sig ned i Canada. Allerede i 1967 indførte Canada eksempelvis et pointsystem for indvandrere – meget lig det pointsystem, den daværende VK-regering indførte i Danmark i 2010, og som den senere SRSF-regering afskaffede igen. Canadisk udlændingepolitik har fra sin spæde start ikke været båret af et mål om at hjælpe folk på flugt, men af at forbedre Canadas økonomi ved en kontrolleret arbejdsindvandring.

Økonomi over humanisme
Canada er således både historisk og nutidigt begunstiget af en kontrol over flygtningestrømme, som andre vestlige lande kun kan drømme om. Canada har brugt deres gunstige placering i forhold til flygtningepresset til at bygge en tilstrømningspolitik, der især handler om at tage imod mennesker, der har gode økonomiske og kulturelle forudsætninger for at bidrage positivt til den canadiske økonomi.

Den tilgang til tilstrømningen ses også tydeligt i, hvilke lande Canada har modtaget tilflyttere fra. De tre største etniske minoriteter i Canada er således briter, indere og kinesere. Blot 3 procent af den canadiske befolkning kommer fra Mellemøsten – til sammenligning er cirka 7,5 procent af Danmarks befolkning fra mellemøstlige eller arabiske lande.

Canada tager da også i disse år imod væsentligt færre flygtninge end øvrige lande i den vestlige verden. I forhold til indbyggertal tager Danmark således imod næsten 8 gange så mange nye borgere, som canadierne gør. Tyskland tager 14 gange så mange, Østrig 20 gange så mange. Sverige tager imod 30 gange så mange indvandrere og flygtninge som Canada.

Behandling af dem, der kommer
Til Trudeaus og Canadas forsvar kan man sige, at canadierne dårligt kan klandres, at flygtninge søger asyl i lande, der ligger tættere på, end Canada gør. Uanset hvor godhjertet en samaritaner, man måtte være, kan dårligt hjælpe nogen, hvis ikke der er nogen, der beder om hjælp.

Flygtningeproblematikken var et stort emne i den canadiske valgkamp i 2015. Billedet af en 3-årig dreng, der lå død på den europæiske kyst efter en farefuld færd over Middelhavet, gjorde stort indtryk på den canadiske vælgerbefolkning. De generelt internationalt og humanistisk orienterede canadiske vælgere ønskede, at deres land gjorde mere for at hjælpe flygtninge. Den liberale Justin Trudeau gjorde det til et af sine helt store slagnumre i valget, at han – såfremt han vandt – ekstraordinært ville tildele asyl til 25.000 syriske flygtninge fra flygtningelejre i Tyrkiet, Libanon og Jordan.

Justin Trudeau; Kathleen Wynne
Trudeau tager meget gerne billeder med muslimer i Canada. Her med lufthavnsarbejdere i Toronto, før Trudeau personligt tog imod nogle af de særligt udvalgte flygtninge.

Efter Trudeaus valgsejr blev løftet dog ikke helt indfriet. Hvor Trudeau havde lovet, at regeringen ville tage imod 25.000, tog han efter valget kun imod 10.000. Og kun en tiendedel af flygtningene kom fra flygtningelejre. Resten var særligt udvalgte af den canadiske regering. Hvor Trudeau lovede at modtage 25.000 syrere fra flygtningelejre, endte han altså med kun at tage imod 1.000 fra flygtningelejre i områderne omkring Syrien.

Private flygtninge, screening og et gratis år
I Canada er det ikke kun staten, der kan tage imod flygtninge. Der er også mulighed for at komme til Canada som såkaldt ”privat sponsoreret flygtning”. Det betyder, at privatpersoner (i praksis ofte velgørende organisationer og trossamfund) kan sponsorere flygtninge, så de overtager udgifterne fra staten. Cirka 60 % af de flygtninge, der kommer til Canada kommer som privat sponsorerede flygtninge.

De flygtninge, Canada har taget imod er blevet udvalgt af FN. Men med den ret væsentlige tilføjelse, at canadierne har sat nogle ret strikse krav for screening af flygtningene. Først skal flygtninge bestå et ganske omfattende sundhedscheck, så man ikke risikerer, at de belaster det offentlige canadiske sundhedssystem. Flygtningene må ikke have begået kriminalitet i deres hjemland, og man screener deres hornhinder for at fastslå deres etniske oprindelse.

Samtidig tager Canada kun imod familier, enlige kvinder og børn. Canadierne giver således ikke asyl til enlige mænd, fordi de opfatter dem som en potentiel sikkerhedsrisiko og svært integrerbare. Canada er samtidig et af de lande, der er mest restriktive med at give familiesammenføring til indvandrere og flygtninge. Hvis dine familiemedlemmer ikke består den hårde screeningsproces, kan de ikke komme ind. Canada vælger således i høj grad de flygtninge, der lettest kan bidrage til Canadas økonomi – et privilegium de har, fordi der som sagt ikke er flygtninge, der søger asyl ved de canadiske grænser.

Derudover har Canada den ret særlige regel for flygtninge, at de ikke er berettiget til offentlige overførsler. Flygtninge får et såkaldt ”gratis år”, hvor de modtager statslige lån til en ret lav rente. Men i modsætning til de sociale ydelser, flygtninge kan få i resten af den vestlige verden, er der altså tale om et lån, der skal betales tilbage. Hvis man efter det første er gået ikke er selvforsørgende, er der ingen hjælp at hente.

De humanistiske canadiere
Der er dog også gode ting at berette for flygtninge, der søger mod Canada. Selvom det er et af de lande, hvor det er allersværest at opnå asyl, og flygtninge ikke har ret til sociale ydelser, er der trods alt en smule lys for enden af tunellen for dem, der kommer igennem nåleøjet.

Canadierne er nemlig en af de befolkninger i verden, der har det mest positive syn på indvandrere. Selvom synet er noget mere negativt, når det drejer sig om muslimer, end når det drejer sig om indvandrere generelt, så er canadierne overordnet set væsentligt mere positivt stemt over for nye borgere, end man er i mange europæiske lande. Ifølge en undersøgelse fra de canadiske myndigheder fra 2016 har 42 procent af canadierne et overordnet positivt syn på muslimer, mens 33 procent har et generelt negativt syn på muslimer.

Bill Morneau
Finansminister Bill Morneau gør sin chef kunsten efter og får taget billeder med syriske flygtningebørn

Samtidig kan indvandrere og flygtninge i Canada nyde godt af, at Canada er et land, der historisk er godt gearet til at få nye borgere integreret. Canada har således en af de bedste beskyttelser mod diskrimination, og det er et af de lande i den vestlige verden, hvor det er lettest at få anerkendt uddannelser fra sit hjemland.

Virkeligheden er mere broget end Twitter
Når man dykker ned i den canadiske udlændingepolitik, viser der sig altså et noget andet – og noget mindre humanistisk – billede, end når man ser premierminister Trudeaus opslag på sociale medier. Canada er langt fra den humanistiske supermagt, premierministeren giver indtryk af.

Mens premierministeren på Twitter og i følelsesladede billeder fortæller, at flygtninge er velkomne i Canada, er virkeligheden en ganske anden. For størstedelen af verdens flygtninge er Canada hermetisk lukket. Man skal bestå en ekstremt hård screeningsproces for at komme ind i landet – og man kan ikke regne med at få sin familie med, hvis man kommer igennem nåleøjet.

Hvis man skulle være en af de få heldige, der kommer igennem nåleøjet og får chancen i det canadiske samfund, er der ikke megen hjælp at hente fra Trudeaus regering. Du får lov til at låne penge i et år, men ellers må du klare dig selv.

Canada er ikke den humanistiske supermagt, Trudeau giver indtryk af. Det er et land, der påtager sig store privilegier i flygtningepolitikken – og hovedsageligt tager imod nye borgere, hvis de mener, de kan tjene penge på det. Og Trudeau selv er langt fra den samaritanske frelser, han prøver at vise sig selv som. Han er en politiker, der profiterer på, at meget få mennesker i Europa ved, hvilken politik han egentlig fører.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og debattør.


Kommentarer fra Facebook