Myten om Schlüters økonomiske genopretning

Schlüter økonomiske politik førte til massearbejdsløshed og krise og var slet ikke den redning, som mange nu forsøger at tegne, mener lektor og historiker.
Poul Schlüter er død. Han blev 92 år gammel.

Den konservative statsminister gennem 10 år huskes for hans økonomiske genopretning af Danmark, og for sin pragmatiske tilgang til politik. Ifølge ham selv var ideologi noget bras.

Der er imidlertid ofte uoverensstemmelse mellem erindring og virkelighed.

Det hører med til den virkelige historie om Poul Schlüters eftermæle, at hans økonomiske politik førte til massearbejdsløshed og krise, og det var fordi han stod stejlt på sine ideologiske standpunkter.

Fik nej til devaluering

Da Poul Schlüter kom til magten i 1982, stod Danmark midt i en stor økonomisk krise.

Det store problem var underskuddet på samhandelen med udlandet. Danskernes forbrug af udenlandske varer krævede fremmed valuta, og nødvendiggjorde store og dyre lån i udlandet.

I kølvandet på den anden oliekrise i 1979 havde den daværende statsminister Anker Jørgensen (S), ført en, samlet set, stram økonomisk politik der dæmpede danskernes forbrug og forbedrede konkurrenceevnen.

Ulempen ved lavere forbrug, var mindre økonomisk aktivitet, og dermed stigende arbejdsløshed, og dermed stigende underskud på statsfinanserne.

Ved sin tiltrædelse ønskede Poul Schlüter at foretage en devaluering - altså at sænke værdien af den danske krone - men Nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer fik ham talt fra det.

Konkurrenceevnen var allerede tilstrækkeligt genoprettet, nu gjaldt det om skabe troværdighed omkring kronen og vente på opsvinget. Det kom efter et par uger. Nu startede en række gode år for dansk økonomi.

Opildnet af Poul Schlüters løfter om skattelettelser begyndte danskerne at øge deres forbrug og beskæftigelsen steg, og statsfinanserne fik det bedre.

Genopretning blev sat over styr

Desværre løb det hele løbsk og genopretningen blev sat over styr. I 1986 måtte Poul Schlüter bide i det sure æble og gennemføre en række økonomiske stramninger (stigende skatter og afgifter) som han ellers hidtil havde afvist som ”socialdemokratisk politik”.

På det tidspunkt havde det stigende forbrug nemlig skabt Danmarksrekord i underskud samhandelen med udlandet. Vi måtte låne fremmed valuta, og vi måtte låne det til høje renter.

Det er nok kun de færreste der i dag er bevidste om, hvor stort et problem udlandsgæld i fremmed valuta er for en lille åben økonomi som den danske.

I dag har Danmark store reserver i fremmed valuta. Men dengang var problemet ubetinget det største problem for dansk økonomi. Og det havde fået lov at udvikle sig, fordi Poul Schlüter ikke havde villet sætte skatterne op for at dæmpe danskernes forbrug.

Men nu var han altså nødt til det.

”Det går ufatteligt godt”

Det er bemærkelsesværdigt, at de stramninger, som Poul Schlüter kun yderst modvilligt havde gennemført, i dag fremstilles som nogle af hans store succeser. Således kan man læse følgende i det Ritzau-telegram der meddelte hans død:

“Hans borgerlige firkløverregering gennemførte en række økonomiske stramninger, herunder kartoffelkuren og påskepakken. De var medvirkende til at få dansk økonomi på så god kurs, at Schlüter på sit partis repræsentantskabsmøde i april 1986 kunne konstatere, at det gik »ufatteligt godt«.” 

Her lykkedes Ritzau at gøre kartoffelkuren fra oktober 1986 til katalysatoren for opsvinget der gik forud for april 1986.

Mere misvisende er det imidlertid, at det ikke forklares at bemærkningen ”det går ufatteligt godt” var et forsøg på at kommunikere, at der var for meget aktivitet i økonomien, og at det var strengt nødvendigt at dæmpe forbruget.

Det handlede om at legitimere en økonomisk politik, der uafværgeligt ville føre til stigende arbejdsløshed.

Og det var netop også resultatet. Fra 1986 til Poul Schlüters afgang som statsminister i 1993 steg arbejdsløsheden konstant. Men politikken virkede, og Danmark fik i 1990, for første gang i 25 år, overskud på betalingsbalancens løbende poster, der måler indstrømningen af fremmed valuta.

Overså udlændingepolitikkens styrke 

Konsekvensen af de økonomiske stramninger førte til tilbagegang for De Konservative. I efteråret 1988 fik partiet særligt dårlige meningsmålinger (kun 9 procent), mens vælgerne vandrede til Fremskridtspartiet (der står til 21 procent).

Poul Schlüter var sikker på, at årsagen var den samme, som det der sendte partiet helt i bund i 1970’erne. Poul Schlüter troede at vælgerne var utilfredse med, at han ikke havde leveret skattelettelser.

I virkeligheden skyldes utilfredsheden nok den nye udlændingelov, der er blevet vedtaget under Poul Schlüter i 1984, og som gav flygtninge lovmæssigt krav på at kunne blive tildelt asyl.

I kamp med sagkundskaben

Poul Schlüter var stålsat på at ville levere skattelettelser, men nu opstod der et problem. Sagkundskaben.

Både uafhængige universitetsøkonomer og regeringens egne embedsmænd var skeptiske over for skattelettelser som situationen var. De mente skattelettelser ville føre til øget forbrug og dermed kompromittere målet om at få overskud på samhandelen overfor udlandet.

Som svar på denne modstand gjorde Poul Schlüter noget ret enestående, som viste at han var ideolog snarere end pragmatiker.

Med skatteminister Anders Fogh Rasmussen (V) som mellemmand forlangte Poul Schlüter ganske simpelt, at hans egne ministre og embedsmænd skulle droppe deres reservationer.

Gennemførte et paradigmeskifte af den økonomiske tankegang

Virkeligheden fungerede ikke som sagkundskaben sagde. Poul Schlüter gav signalet til de nyliberale ideers indtog i centraladministrationen (læs mere om hvordan det gik til i dette essay: Sådan fik nyliberalismen fodfæste i vores økonomiske modeller).

Det lykkedes Poul Schlüter at gennemføre et paradigmeskifte i den økonomiske tankegang. Men han havde knap så stor succes i praksis.

Modstanden mod hans forslag om ufinansierede skattelettelser stak dybt, og hans ideer om at fyre 100.000 offentligt ansatte førte til endnu et valgnederlag i 1990. Kun stemmespild på venstrefløjen sikrede ham endnu en periode som statsminister.

Men i de sidste år skete der ikke mere. Alle ventede kun på Tamilrapporten, der blev den endelige afslutning på Poul Schlüters virke som statsminister.

Gymnasielærer og historiker med speciale i dansk økonomisk politik i efterkrigstiden. 


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Hvis man kan stole på den radikale socialdemokratiske økonomiminister Marianne Jelved var Poul Schlüters afgørende økonomiske indflydelse, at han var statsministeren som fik afskaffet den automatiske dyrtidsregulering.

I 1970'erne blev dyrtidsreguleringen som følge af den økonomiske krise og stagflation (inflation samtidig med økonomisk stagnation) i stigende grad problematiseret af begge fløje i Folketinget. Den automatiske dyrtidsregulering drev nemlig lønningerne op, hvilket i sig selv bidrog til inflation. Det var arbejdsgiverne, der skulle betale tillægget, og merudgiften blev forsøgt indhentet ved at sætte priserne op. Det bidrog både til inflationsskabelse og til en svækket konkurrenceevne over for udlandet, fordi de danske varer blev relativt dyrere end udenlandske. Andre lande havde ikke nationale særordninger som dyrtidsreguleringen, der drev priserne i vejret. Dermed belastede den også betalingsbalancen, hvilket igen kunne føre til højere arbejdsløshed

Da den nyvalgte konservative statsminister Poul Schlüter (f. 1929) den 5. oktober 1982 holdt sin åbningstale for Folketinget var hans fokus, at Danmarks økonomi og konkurrenceevne skulle forbedres. Et element for at sikre dette var, at dyrtidsreguleringen skulle suspenderes indtil 1. marts 1985. Dyrtidsportionerne ville altså ikke blive indefrosset og komme til udbetaling senere, som den forrige regering havde gjort.

Tre dage efter statsministerens åbningstale fremsatte den konservative arbejdsminister Grethe Fenger Møller (f. 1941) forslag om "Lov om begrænsning af lønstigninger og om ændring af takt- og dyrtidsregulering." Forslaget blev modtaget meget kritisk af både Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne, men blev ikke desto mindre vedtaget den 16. oktober. Vedtagelsen betød en suspension af dyrtidsreguleringen fra 1. marts 1983 til 1. januar 1985.

I 1984 besluttede regeringen med opbakning fra Det Radikale Venstre som en del af et økonomisk forlig at forlænge suspensionen af dyrtidsreguleringen med endnu to år.

Den 1. april 1987 blev dyrtidsordningen så fuldt afskaffet - igen med støtte fra Det Radikale Venstre. Selvom både Socialdemokratiet og fagbevægelsen protesterede over ordningens afskaffelse, var indsigelserne mest af principiel karakter - nemlig at afskaffelsen stred mod den danske aftalemodel. Årsagen til at afskaffelsen ikke førte til større diskussion er sandsynligvis, at reallønnen i 1987 for første gang i 1980'erne var stigende og inflationen aftagende. LO-toppen og også flere af de ledende fagforbund synes derfor at være nået til den erkendelse, at regeringens lavinflationspolitik også var i lønmodtagernes interesse. Afskaffelsen af dyrtidsreguleringen førte, modsat suspensionen i 1982, heller ikke til demonstrationer eller arbejdsnedlæggelser.

Poul Schlüter roses således højlydt af økonomiministeren der fik sin titel af statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

Hvordan var det med den daværende såkaldte Realrenteafgift? Blev den ikke ændret med tilbagevirkende kraft af Schlüters regering?

Helt enkelt stod Schlüters politik på skulderen af Anker Jørgensen, som formåede at skabe ro og tillid.

jeg lukkede min forretning samme dag han proklamerede kartoffelkuren, jeg kunne ikke se anden udvej.

Velgørende at læse en fremstilling af den konservative statsministers økonomiske politik som ikke er så fordrejet og unuanceret som det, Berlingske og de andre borgerlige aviser serverer for os. De borgerlige partier var imod forhandlingerne med APM om nyordningen i undergrunden. Anker Jørgensen stod fast gennem hele det lange forhandlingsforløb, der resulterede i en modernisering, der afspejlede samfundets interesse i forsyningssikkerhed og større aktivitet. Med det, der blev skabt med aftalen i 1981, kom Danmark ud af det kroniske problem med underskud på betalingsbalancen. Dette, som med rette kan kaldes "råderummets moder" blev altså skabt imod VK-partierne.

Helt enig med Poul Nielson. Balder Asmussen leverer endnu engang en fremragende artikel om økonomi. Det er godt at Poul Nielson ikke som Lykketoft hylder Schluter. Lykketofts udtalelser er med til at sløre historien om hvordan den neoliberale dagsorden blev implementeret i dansk politik. Schluter var en af stifterne af CEPOS. https://da.wikipedia.org/wiki/CEPOS .En klart neoliberal tænketank som vi alle helt grotesk er med til at støtte fordi den som den eneste er blevet godkendt som almennyttig og derfor kan modtage private bidrag der kan trækkes fra i skat !!!

Lektor i historie udtaler sig om økonomi? Manden er gymnasielærer - er det niveauet for eksperterne på pio?

Så fordi man er lektor, skulle det underkende ens faglighed pr definition? Balder Asmussen er PhD fra Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg Universitet. Afhandlingen hedder “Drivkræfterne bag den økonomiske politik 1974-1994”

Den kan du i øvrigt downloade fra universitetets hjemmeside.

Så fordi man er gymnasielærer, skulle det underkende ens faglighed pr definition? Balder Asmussen er PhD fra Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg Universitet. Afhandlingen hedder “Drivkræfterne bag den økonomiske politik 1974-1994”

Den kan du i øvrigt downloade fra universitetets hjemmeside, hvis du vil læse mere uddybet om emnet end her i pios kortformsfornat.

Så fordi man er gymnasielærer, skulle det underkende ens faglighed pr definition? Balder Asmussen er PhD fra Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg Universitet. Afhandlingen hedder “Drivkræfterne bag den økonomiske politik 1974-1994”

Den kan du i øvrigt downloade fra universitetets hjemmeside, hvis du vil læse mere uddybet om emnet end her i pios kortformsformat.

Tak til Balder Asmussen for en indsigtsfuld artikel.
Tillad mig at supplere med følgende fakta:

Arbejdsløshed, off. gæld og ikke mindst udlandsgæld var markant højere i 1992 end i 1982 - så meget for den del af Schlüter og hans regeringers 'genopretningspolitik'.

Annonce