Nådesløs bog om Holocaust: Hvis man overlevede, var man med til at udrydde de andre

I en dødslejr hersker der ingen logik, men masser af regler. 

Og selvom vi - logisk nok - har valgt at kalde det, der foregik i nazisternes dødslejre for Holocaust, hvilket betyder folkedrabet på jøderne, så var der mange flere involverede, og mange flere ofre, der levede, arbejdede og straffedes i for eksempel Auschwitz. 

For nazisterne havde mange flere erklærede fjender end blot jøderne, og de blev alle dele af det, som deres udryddelsesmaskiner var skabt til at udslette. 

For eksempel forsøgte man sig med systematisk udryddelse af handikappede, blandt andet via giftgas meget tidligere end selve planlægningen af holocaust, og længe før man oprettede fysiske udryddelseslejre, hvor man kunne dræbe på samlebånd. 

Kunne ikke undslippe gassen

Den polske litteraturstuderende, Tadeusz Borowski, er blot en af de mange politiske fanger, der endte i Auschwitz, men som ikke blev gasset, fordi han ikke var jøde, og fordi man på daværende tidspunkt simpelthen ikke havde plads til at gasse andre, når nu dødsfabrikken var så overbebyrdet. 

Og alligevel var det også et rent tilfælde, at Tadeusz Borowski overlevede tiden i Auschwitz, og senere i Natzweiler og Dachau. 

Læs også:Nazist, løgner, stikker og bestsellerforfatter

Og alligevel kunne han ikke undslippe gassen. Hans liv endte den dag i april 1951, hvor han begik selvmord ved tænde for ovnen og frivilligt lade sig kvæle. 

Det var få dage efter at hans kone, der også mirakuløst overlevede Auschwitz, havde født deres datter. 

Fuldt ud på højde med andre værker

Tadeusz Borowski er en af de mange overlevede, der har efterladt sig et uudsletteligt vidnesbyrd, i form af litterære bearbejdninger af tiden i udryddelseslejrene. 

Og hans vidnesbyrd er fuldt ud på højde med for eksempel Primo Levis, Imre Kertész’, Robert Antelmes og Elie Weisels’ bøger.

Adornos proklamering er på mange måder sand

De har alle det til fælles, at hvor ubehageligt det end måtte være, så er det bøger, der også er vældigt godt skrevet, selvom den tyske samfundskritiker, Theodor Adorno, der overlevede ved at flygte at flygte til USA, senere proklamerede, at efter Auschwitz var det ikke længere muligt at udøve kunst eller poesi. 

Læs også:Nazi-retssag mod SS-mænd fra Auschwitz skildres rystende i ny miniserie

Adornos proklamering er på mange måder sand, omend ikke hele sandheden, men under alle omstændigheder en reel udfordring, fordi det der hændte i nazisternes udryddelseslejre på en måde også var en udslettelse af mening overhovedet for den vestlige civilisation. 

Bestialiseringen og dehumaniseringen nåede i udryddelseslejrene et leje, der befinder sig hinsides logik og på alle leder og kanter også fornuft. 

Vidnesbyrd var ildeset

Det dilemma, som Theodor Adorno adresserede, da han afviste mulighed for en æstetik, efter Holocaust, kan måske bedst illustreres med den kontrovers, som den østrigske psykiater, Victor Frankl, har været udsat for. 

Hans bøger om at overleve Auschwitz, som han var et levende bevis på, er de mest læste i vesten omkring emnet. 

Læs også:Besættelsens aggressive bønder flirtede med nazismen

I hvert fald indtil for få årtier siden, hvor en sand bølge af bøger, skrevet af de ovenstående forfattere, endelig blev eksponeret mere bredt og omfattende og hvor Imre Kertész i 2002 modtog Nobels litteraturpris. 

Det er en tese, der af især mange jøder er blevet kritiseret

Det ubegribelige er jo, at den type litteratur faktisk ikke var populær, dengang Hitler-Tyskland faldt og omfanget af holocaust blev mere offentlig eksponeret, samtidig med at staten Israel blev oprettet og de to blokke i Øst og Vest blev dannet. 

Hvor ubehageligt det end kan være at huske på, så var vidnesbyrd, som den blandt andre Tadeusz Borowski offentliggjorde kort efter krigens afslutning, ildeset, fordi han ikke berettede om jødiske helte eller kommunistiske oprørere, der slog nazisternes barbari ned. 

En rest af mening

Victor Frankl, derimod, stiftede en hel psykoterapeutisk retning, alene baseret på hans tese om, at dem, der faktisk overlevede udryddelseslejrene, alene gjorde det, fordi de - midt i elendigheden - fandt en rest af mening, der gjorde at de kunne unddrage af bukke under. 

Det er en tese, der af især mange jøder er blevet kritiseret, fordi den på en sær måde også postulerer noget om dem, der ikke overlevede. 

Det er her, at Adornos pointe om, at det ikke længere er meningsfuldt at tale om æstetik efter Holocaust så alligevel giver mening. 

Lejrlogikkens spilleregler

Tadeusz Borowskis tilgang var radikalt anderledes end Frankls. Han skrev blandt andet, at et spørgsmål, igen og igen, ville rettes imod alle dem, der overlevede koncentrationslejrene: 

Og her skrev han nådesløst og ærligt, at det var fordi, at man havde været en del af lejrlogikkens spilleregler, der ganske vist var vilkårlige, men samtidig også bestialsk logiske og nådesløst konsekvente. 

Læs også:To bøger om Nazitysklands bestialitet og holocaust er rystende pligtlæsning

Dermed mente han, at hvis man var en af dem, der overlevede, så var man også selv med til at udrydde alle de andre.

Vi taler her ikke om traditionel moralisme

Det underlige er så, at dette ikke er ensbetydende med, at de mange mordere fandt mening i at være en del af udryddelseslejrenes maskineri. 

Vi taler her ikke om traditionel moralisme. Her er snarere tale om instinkt - og held. Det er langt fra Frankls idé om mening som en overlevelsesmekanisme midt i det totale barberi. 

Stor og vældig poesi

Når man læser Tadeusz Borowskis tekster om tiden i koncentrationslejrene, her især i Auschwitz, som igen er udkommet på dansk i en ny oversættelse af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad, på Gyldendals forlag, så er det for det første gruopvækkende historier, men også stor og vældig poesi. 

For Borowski var en fremragende forfatter, der mestrede det litterære til fulde, og vilde kontraster mellem billedskønne naturlyriske beskrivelser og bestialske mord og andre former for ekstremt barbari. 

Læs også:DF-profiler valfarter til Holocaust-benægters mindehøjtidelighed 

Borowskis fortællinger indeholder også morsomme sider, og hyggestunder i elendigheden, som også Charles Chaplin mestrede i sine stumfilm, men det er en stor og alvorlig fejlslutning at erklære, at der også var gode dage i Auschwitz, som en anmelder skrev, dengang Borowskis fortællinger udkom første gang på dansk, tilbage i 2009. 

Helvede på jord

Faktisk var det nok det, som Adorno advarede imod, fordi en sådan forståelse af det vanvid, som en tilblivelse af selve det Helvede på jord, det rent faktisk er, er en forbrydelse i sig selv, og dermed også en relativering af den historiske byrde, vi som falden civilisation må bære på. 

Ja, fangerne i Auschwitz og de andre udryddelseslejre grinede også ind imellem, og nogle af dem forsøgte også at hænge sig i et halmstrå af mening. 

Læs også:Respektér Krystalnattens jødiske karakter

Men det ville være en forbrydelse imod selve det forbryderiske i selve konstruktionen af den totale nedbrydelse af det menneskelige at erklære, at det var sjovt, at nogle dage var gode eller at det var det meningsfyldte, der trodsede døden i disse lejre. 

Eichmann som et almindeligt menneske

Måske det var det, som holocaust-overlever Yehiel De-Nur mente, da han i 1961 vidnede i retssagen mod nazisten Otto Adolf Eichmann i Jerusalem, ved at betegne hans oplevelser som en af ‘Planet Auschwitz’, hvorefter han besvimede og blev båret ud af retssalen. 

Senere udtalte han, at da han så, at Eichmann var et almindeligt menneske, som han sad der i sit glasbur i retssalen, og med hele verdens tv-stationers kameraer rettet imod sig, da svimlede det for ham. 

Hun blev verdensberømt for at erklære, at der nok var tale om det, som hun kaldte for ‘ondskabens banalitet’

Filosoffen og journalisten Hannah Arendt havde en lignende oplevelse, dengang hun dækkede retssagen mod Eichmann, og hun blev verdensberømt for at erklære, at der nok var tale om det, som hun kaldte for ‘ondskabens banalitet’, og at det altså ikke var et monster, der var skyld i det hele. 

Hvad der i grunden menes med, at Eichmann måske bare var en pligtopfyldende embedsmand, der smurte udrydddelsesmaskineriet godt under holocaust, fremfor en glødende ideolog, der vitterligt fik overmenneskelige kræfter grundet sin glødende antisemitisme, er nok umuligt at nå til bunds i. 

Ligesom den heller ikke er muligt helt at forstå, hvad der menes med ‘Planet Auschwitz’. 

Alle bør læse Borowski

Borowski overlevede blandt andet ved at ‘stjæle’ mad og smykker fra dem, der ankom i togene, og som blev sorteret på rampen foran Auschwitz, for siden enten at blive i sendt direkte i krematoriet, eller forflyttet til tvangsarbejde, der også var den visse død. 

Alle burde i grunden læse Borowskis eminente fortællinger, der unddrager sig enhver form for mulighed for bare at tale om ‘god litteratur’, eller alt muligt andet, der bare forfladiger det hele. 

Det er jo derfor, at det er så rystende og god læsning

Du skal og bør læse det, fordi det simpelthen løfter det æstetisk skønne ved at sænke sig til dybder, der er så uudgrundelige og så modbydelige, at det udfordrer ens forsøg på at forstå tilværelsens mening. 

Og ve den, der for nemt undslipper sig det ubegribelige, og finder en lettilgængelig mening i galskaben, for den finder man ikke i Borowskis fortællinger. Det er jo derfor, at det er så rystende og god læsning.

Tadeusz Borowski: ’Hos os i Auschwitz. Fortællinger'. På dansk ved og med efterord af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. 236 sider. Forlaget Gyldendal, 2025. En del af serien Lunar.