Når ansvarligheden forsvinder fra den ene dag til den anden

SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti løber fra budgetforliget i Aarhus i jagten på at hive de billige point hjem
Som bekendt lykkedes det endnu engang ikke regeringen at lave en reform, som de ellers havde stillet Danmark i udsigt. Denne gang var det en ellers tiltrængt udligningsreform, som regeringen ikke kunne få gennemført.

Det kommer desværre til at koste Aarhus Kommune ca. 270 millioner kroner om året.
Aarhus må betale prisen for systemfejl i beskæftigelsestilskuddet 

Uden at gå i for mange detaljer, så havde vi i Aarhus budgetteret med, at regeringen ville rette op en systemfejl i beskæftigelsestilskuddet – en fejl som regeringen rent faktisk havde i sinde at rette op på i alle fem fremlagte modeller. Men en reform blev det altså ikke til.  Da vi  i efteråret 2018 indgik budgetforlig, besluttede alle partier     – bortset fra Nye Borgerlige – at hvis regeringen ikke løste systemfejlen, så ville vi sætte os sammen og pege på, hvor pengene så skulle findes henne. Det er altså her vi er i dag, men nu har piben også fået en anden lyd fra mange af de andre partier. Fra yderst til venstre og helt til højre

Da vi  i efteråret 2018 indgik budgetforlig, besluttede alle partier, at hvis regeringen ikke løste systemfejlen, så ville vi sætte os sammen og pege på, hvor pengene så skulle findes henne.

Vi er alle enige om, at vi vil forsøge at holde kernevelfærden fri for besparelser. Men når der er tale om et så massivt millionbeløb, så kan det godt blive en udfordring, når vi allerede har kørt en grønthøster igennem alle kommunens administrationslag. I Socialdemokratiet har vi derfor foreslået, at vi forsøger at designe en proces, hvor vi i så høj grad som muligt investere os ud af besparelser. Eksempelvis har vi  bedt kommunes direktørgruppe kigge på, om man kan samle bygningsvedligehold og lignende funktioner med henblik på at skabe ensartet service og effektivisere.

Desværre kommer vi nok ikke hele vejen i mål med initiativer som førnævnte. Derfor har vi også bedt selvsamme direktørgruppe fremlægge et sparekatalog, hvor vi som ansvarlige partier må prioritere mellem kommunale indsatser.
Socialistisk Folkeparti vil bare hæve skatten

Men netop det at være et ansvarligt parti har vi meget forskellige forståelser af. Socialistisk Folkeparti har for at løse problemet foreslået skattestigninger i Aarhus Kommune. Problemet er her, at SF har glemt at fortælle vælgerne, at man ikke bare lige sådan kan hæve skatten i sin kommune og høste gevinsten. For det er først efter 5 år, at kommunen vil få den fulde gevinst af skattestigningen, og samtidig ville alle landets andre kommune skulle betale for vores skattestigninger. Ikke det mest  realistiske eller solidariske forslag til dato, som folkesocialisterne har lagt frem. Enhedslisten er naturligvis hoppet med på SF’s galej.

Dansk Folkeparti derimod tordnede mod venstrefløjspartierne og talte om ansvarlighed og troværdighed, indtil de fandt ud af at budgetforliget ikke er juridisk bindende, og man kan løbe fra tidligere løfter. Det betyder, at SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti alle har ytret, at de har svært ved at stemme for en spareproces, selvom det var en del af budgetforliget.

Efter at have siddet i byrådet i knap seks måneder, så har jeg aldrig været mere sikker på, at Socialdemokratiet er det rigtige parti for mig. Vi har ansvaret i gode tider såvel som i hårde stunder.

Vi har altså at gøre med partier, som gerne vil sidde med ved bordet, når man skal dele penge ud, men ikke lader til at være ansvarlige, når det er knap så sjovt. Efter at have siddet i byrådet i knap seks måneder, så har jeg aldrig været mere sikker på, at Socialdemokratiet er det rigtige parti for mig. Vi har ansvaret i gode tider såvel som i hårde stunder. Det kan være frustrerende, det kan være til tider næsten uudholdeligt, når de andre partier hiver det ene billige point hjem efter det andet. Det er ikke desto mindre det helt rigtige.

Anders Winnerskjold er kommunalbestyrelsesmedlem i Aarhus

‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Billede: VisitAarhus / Ole Hartmann Schmidt

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Flere artikler om emnet

Annonce