Når det er sundhedsvæsenet, der er sygt
Når det er sundhedsvæsenet, der er sygt
Anders Senecas bog om sin fars møde med sundhedsvæsenet er rystende og vedkommende, men bogens konklusioner fremstår forhastede og unødigt mistænksomme
Det er da løgn. Det tænkte jeg, da jeg læste Anders Senecas bog om det syge sundhedsvæsen.
Han fortæller om sin fars sygdom og død, og det er en rystende beskrivelse af svigt og manglende omsorg på et stort hospital, hvis navn ikke nævnes, men som af en portør beskrives som én stor banegård.
Det er et sted, hvor selv dødssyge patienter åbenbart kan ligge i venterum i flere timer uden kontakt med det fortravlede personale, der vimser rundt med kaffekopper i hænderne og farvestrålende crocs på fødderne.
Anders Seneca er oprørt, og det forstår man godt, men måske skulle han have ventet en omgang med at udgive denne bog.
Den er for vred, og for mit eget vedkommende kan jeg sige, at mine egne oplevelser med det danske sundhedsvæsen ikke stemmer overens med hans beskrivelser.
Uden mad og drikke
I bogen fortæller Anders Seneca om sin fars sygdom og ankomst til et hospital, hvor han bliver scannet og derefter henvist til et venterum, hvor faderen og de pårørende venter i timevis uden at få videre besked.
I al den tid får den syge far hverken tilbudt mad eller drikke. Da der er gået mere end seks timer, åbner de pårørende omsider døren ud til gangen, hvorefter en medarbejder forbavset stopper op i døråbningen og spørger: ”Hvad venter I på?”
Sådan går det dag efter dag
På et andet tidspunkt har faderen brug for hjælp, og Anders løber ud på gangen, hvor kittelklædte medarbejdere haster forbi.
“Desværre, jeg har ikke tid,” siger den første, han spørger om hjælp. Den næste siger: ”Uha, jeg er altså på vej til møde”. Den tredje siger: ”Jeg arbejder i en anden afdeling og er bare på gennemgang,” og sådan går det dag efter dag.
En del af fabrikken
I bogen bliver handlingsforløbet afbrudt af tekster af mere principiel karakter. Her er overvejelser over travlhed, hierarki, stress og om sprog.
Læs også:Når lægen bliver en app
Hospitalet har således en vagtstue, og herom skriver han, at brugen af ord som vagtplaner, vagter, vagtbærende funktioner, vagtstuer og runderinger skaber nogle billeder, som minder om fængselsvæsenet, hvor der også runderes, observeres og kontrolleres.
Anders Seneca har efterfølgende haft et møde med hospitalsledelsen, hvor hans oplevelser blev mødt med vantro
Alternativet burde i stedet være, at man havde andre udtryk, der handlede om kerneopgaven på et hospital, nemlig at være der hvor patienterne er.
Anders Seneca har efterfølgende haft et møde med hospitalsledelsen, hvor hans oplevelser blev mødt med vantro, men hvor der også var stor spørgelyst og oprigtig interesse for at gøre det bedre.
Få måneder senere blev den progressive direktør med fokus på patienten dog “fritstillet”
På mødet hørte han også et sprog, der efter hans opfattelse hørte hjemme i en merkantil produktionsvirksomhed.
Der var ord som transformationsmodeller, produktionslinjer, porteføljer, fastholdelsesudfordringer og styring af samme, og så skriver han:
”Som jeg forstod ”transformationsmodellerne”, var de strategiske planer for, hvordan man i de kommende år minimerer porteføljen. Og porteføljen? Ja, mon ikke det er patienterne? Med andre ord arbejder man strategisk på at undgå patienterne?”
Konspiratoriske anklager
Han gik dog fra mødet med optimisme. Der var især en af direktørerne, der var meget optaget af, hvordan man kunne udvikle en kultur, hvor patienten som menneske var i fokus.
Få måneder senere blev den progressive direktør med fokus på patienten dog “fritstillet” og ”transformationsprocesserne formentlig intensiveret”, skriver han.
Sådan er det nok ikke, men sandt er det, at antallet af sengepladser på vore hospitaler reduceres i disse år
Mere får vi ikke at vide, og den manglende oplysning fører nemt til en konspirationsfantasi om, at det interne magtsystem nok ikke har kunnet tåle modsigelse, men passer det?
På samme måde forholder det sig med den raske bemærkning om, at ”porteføljen” dækker over et ønske om at undgå patienterne.
Sådan er det nok ikke, men sandt er det, at antallet af sengepladser på vore hospitaler reduceres i disse år, og det er helt bevidst.
Kritisk klagesang
Det burde han vide, før han fremsatte sine fordækte anklager mod systemet.
Her lægger han sig i slipstrømmen fra den vidt udbredte, men alt for letkøbte klagesang, der rakker ned på alskens eliter med deres fagsprog, som ingen forstår.
Anders Seneca er oprørt og vred over den behandling, hans far fik. Og det forstår man godt
Men et moderne superhospital er en mekanisme der er næsten lige så kompliceret som den menneskelige krop, og det er derfor uundgåeligt og nødvendigt at bruge et fagsprog, der er lige så avanceret som lægelatinen.
Anders Seneca er oprørt og vred over den behandling, hans far fik. Og det forstår man godt, men sandt er det også, at mange pårørendes vrede er afledt af sorg.
Det har måske også været tilfældet med Anders Seneca, så måske skulle han have ventet et års tid med at udgive bogen.
Det ville have givet ham lejlighed til at køle af og til at fjerne nogle af de konspiratoriske antydninger. Bogen ville være bedre uden dem.
Anders Seneca: ‘Varme hænder uden hoved. Førstehjælp til et sygt sundhedsvæsen. En bog om hvorfor politik ikke (altid) virker’. Sider: 150. Grønningen 2025
Tilføj kommentar