Når eliten belønner sig selv på skatteborgernes regning

Leder: Lukket Obama-besøg, flere penge til privatskoler og gyldne håndtryk til kommunalchefer viser hvordan de manges penge kun gavner de få
Hver en sten skal vendes, sparegrisen må slagtes og alt det overflødige skæres væk. Sådan har det været i velfærdssamfundet i årevis. Hverdagen for de offentligt ansatte har været endeløse sparerunder, et ustoppeligt effektiviseringspres og en statslig styring, der aldrig får centraliseret nok.

Men selvom styring og nedskæring har domineret udviklingen af den danske velfærd over de sidste år, så findes der områder, som altid går fri og som altid er hævet over tidens smalkost.

Selv når de kommunale, regionale og statslige kasser er tomme, så gælder det ikke for privatskoler, fornemme udenlandsbesøg eller fratrædelsesbonus til kommunaldirektører, der slet ikke fratræder.

De skal, helt bogstaveligt, betale for en fest, de ikke selv er inviteret til.

Ingen invitation – fuld regning

Når Barack Obama skal på besøg i Kolding, så er det en lukket fest. Der er ingen SOSU’er, håndværkere eller ufaglærte i Kolding, der står på invitationslisten - på trods af at det er de selvsamme mennesker, der som skatteydere, skal betale for festlighederne. De skal, helt bogstaveligt, betale for en fest, de ikke selv er inviteret til.

Region Syddanmark stod klar med 750.000 kroner, som dog blev lagt i skuffen efter blandt andet Netavisen Pio og række politikere, stillede kritiske spørgsmål. Syddansk Universitet holder fast i at kaste en million kroner efter arrangementet, ligesom også Kolding Kommune fastholder sin støtte på 750.000 kroner.

Arrangementet er udelukkende for de udvalgte, hvor 400 bliver inviterede gæster og 200 bliver universitetets studerende.

Det er dyr pris at betale for et lukket arrangement, hvor almindelige skatteydere slet ikke har mulighed for at være med.

Desværre er det manglende mådehold med skatteydernes midler ikke noget, der kun opstår i Kolding, når Barack Obamas hyres til at kigge forbi. Det samme sker, når kommunaldirektører får en bonus for at arbejde i en stilling med usikre ansættelsesvilkår, der viser sig at være sikre.

Det samme sker også landets privatskoler, som er forbeholdt dem der har råd og dem der er mest uddannelsesfokuseret – for tredje år i træk scorer flere penge på finansloven. Og det sker helt uden at der stilles flere krav eller evalueres på de konkrete resultater.

Den slags belønninger er faktisk bare gratis.

Vi stiller også krav til de rige og ressourcestærke

Der findes masser af eksempler på offentlige investeringer, som ikke nødvendigvis skaber lige stor glæde for alle borgere. Den lokale svømmehal bliver sikkert ikke brugt lige flittigt af alle koldingensere, men de er alle sammen velkommen til at komme der.

Det er en bunden opgave for enhver af velfærdssamfundets disciple at stille netop den slags krav til rige og ressourcestærke

Jeg vil ikke lade den ophidsede forargelse løbe af med mig, men når Kolding Kommune alene på næste års budget står overfor et truende underskud på næsten 100 millioner kroner, så er det vel oplagt at mane til besindelse og stille krav for skatteyderne.

Det er en bunden opgave for enhver af velfærdssamfundets disciple at stille netop den slags krav til rige og ressourcestærke.  Og derfor har Netavisen Pio også tænkt sig at blive ved med at gøre det. Jeg sværger, at der kommer mange flere artikler på den front.

Vi kræver at få noget for vores skattekroner og vores velfærdsinvesteringer, hvilket i en længere periode har ramt landets offentligt ansatte som knytnæve i solar plexus. Måske er det på tide, at vi stiller samme krav i forbindelse med privatskoler, kommunale topcheflønninger og ekstravagante Obama-besøg.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce