Når fællesskabet betaler prisen for svinebaronernes forretning

Landbruget fører i disse uger en offensiv kampagne om pesticider og vores grundvand.

Budskabet er klart: Forureningen skyldes fortidens synder. I dag er midlerne godkendt, reguleret og langt mindre farlige. Derfor er der ingen grund til bekymring.

Det er en fortælling, der lyder betryggende. Men den harmonerer dårligt med den virkelighed, forskere og miljømyndigheder igen og igen peger på.

Ja, fortidens pesticider har efterladt alvorlige spor i vores natur og grundvand. Men det er også et faktum, at landbruget stadig bruger pesticider i dag. Godkendte midler - ja. Men det var de også for 50 år siden.

Erfaringen viser, at mange miljøgifte først viser deres fulde konsekvenser længe efter, at de er taget i brug. Netop derfor burde forsigtighed være et bærende princip, når nye teknologier og løsninger introduceres i stor skala.

Men sådan foregår det ikke altid.

Pyrolyse vækker ny bekymring

Et aktuelt eksempel er pyrolyse og produktionen af biokul. Teknologien bliver i disse år fremhævet som et vigtigt redskab i den grønne omstilling.

Ved at opvarme biomasse uden ilt kan man fremstille et kulprodukt, der efterfølgende spredes på landbrugsjord og i teorien binder kulstof i jorden.

På papiret lyder det som en klimamæssig gevinst. Men virkeligheden er mere kompleks.

I Jyllands-Posten kunne man for nylig læse om borgere i Rakkeby og Smidstrup i Vendsyssel, hvor verdens største pyrolyseanlæg er taget i brug.

Flere beboere fortæller om kløe, udslæt, hovedpine og åndedrætsbesvær

Flere beboere fortæller om kløe, udslæt, hovedpine og åndedrætsbesvær efter anlægget begyndte at køre. Nogle familier har følt sig nødsaget til at flytte.

Eksperter opfordrer derfor til at trække i håndbremsen, indtil konsekvenserne er bedre belyst.

Bekymringen handler nemlig ikke kun om det, der kommer ud af skorstenen. Den handler også om selve produktet.

Biokul kan indeholde tungmetaller, PFAS og andre miljøfremmede stoffer. Når kullet efterfølgende spredes på markerne, kan stofferne i værste fald ende i jord, vandmiljø og fødekæde.

Teknologi erstatter ikke naturens grænser

Det peger på et mere grundlæggende problem i vores måde at tænke miljøpolitik på. I stedet for at reducere belastningen forsøger vi igen og igen at løse problemerne med nye teknologiske quick fixes.

Men naturen fungerer ikke efter politiske ønskelister eller teknologiske løfter. Den fungerer efter biologiske betingelser. Når vi overskrider dem, får det konsekvenser - før eller siden.

Læs også:S-minister tager bladet fra munden: Venstre har modarbejdet beskyttelsen af drikkevandet

Derfor burde diskussionen ikke kun handle om, hvordan vi kan gøre den nuværende model lidt grønnere. Den burde også handle om, hvorvidt selve modellen er bæredygtig.

Imens er naturen under stigende pres. Danske fjorde og kystvande lider under næringsstofudledning, iltsvind og tab af biodiversitet i et tempo, der bekymrer både forskere og miljømyndigheder.

Svineeksporten belaster fællesskabets natur

Debatten bliver ofte fremstillet som et spørgsmål om at sikre fødevareproduktion til danskerne. Men den fortælling er kun en del af sandheden.

I svineindustrien eksporteres omkring 80-90 procent af produktionen. Danmark producerer altså langt mere svinekød, end vi selv spiser.

En stor del af miljøbelastningen bæres derfor af naturen og fællesskabet herhjemme, mens værdiskabelsen i høj grad samler sig hos en relativt lille gruppe af meget store producenter.

Læs også:Langt om længe ser der ud til at være skred i den folkelige opbakning til svineproducenterne

Samtidig har den enorme svineproduktion en anden konsekvens. Når vi producerer så mange dyr, kræver det også enorme mængder foder. Store dele af det danske landbrugsareal bruges derfor til at dyrke foderafgrøder til husdyr - ofte i intensiv drift med pesticider og gødning.

En mindre svineproduktion ville derfor ikke kun reducere presset på vandmiljøet og klimaet. Den ville også frigøre arealer. Arealer som i stedet kunne bruges til at producere fødevarer direkte til mennesker - eller til at give plads tilbage til den natur, som i dag er trængt helt ud i kanten af det danske landskab.

Det er et politisk valg

Derfor handler diskussionen ikke kun om landbrug eller klima. Den handler også om, hvordan vi vægter hensynet til natur, sundhed og fælles ressourcer.

Forsigtighedsprincippet blev skabt netop til situationer som denne: når konsekvenserne er usikre, men potentielt alvorlige.

Spørgsmålet er, om vi har modet til at tage det princip alvorligt.

Når vi går til stemmeurnerne, er det også det valg, vi træffer

For i sidste ende er det et politisk valg.

Et valg om hvilken natur vi vil efterlade.

Et valg om hvilket vand vores børn skal drikke.

Et valg om hvorvidt fællesskabet fortsat skal betale prisen for en produktion, hvor gevinsten lander i lommerne på landets største svinebaroner.

Når vi går til stemmeurnerne, er det også det valg, vi træffer.