Når fordommene smelter væk som indlandsis

Anmeldelse: Ny DR-dokumentarserie gør fordomme mod grønlændere til skamme, når vi følger seks unge grønlændere, deres dagligdag og fremtidsdrømme
I ”De unge grønlændere” – en dokumentarisk miniserie, der netop har været sendt på DR1 – følger vi seks unge grønlændere, deres hverdag, drømme og håb.

Vi følger den 26-årige makeup-artist Natascha, der har dansk far og thailandsk mor. Vi følger den 22-årige flymekanikerlærling Aputsiaq, som elsker luften og himlen så meget, at han i fritiden paraglider ud fra klipperne i Nuuks udkant. Den 26-årige Line møder vi også, mens hun arbejder som matros på en båd, der viser Grønlands smukke kyst frem til nysgerrige turister, som får indblik i både indlandsis og søpindsvin. Men derudover er der tre medvirkende, som jeg særligt vil dvæle ved. For de har nogle stærke historier.

Den, der gjorde mest indtryk på mig i serien, er den 31-årige Aqissiaq, som er far til tre – snart far til fire. Han er selvstændig fisker, og han fortæller ærligt, hvordan han for blot seks år siden var single og festede hver weekend – med hans egne ord var han nærmest weekendalkoholiker. Mens hans kæreste – nuværende hustru – blev et vendepunkt for hans liv, fortæller han med tårer i øjnene. I dag elsker han at være far, og vi oplever ham en som meget hjertevarm og omsorgsfuld person, når børnene kommer med deres far ud at sejle. Aqissiaq bliver billedet på fiskeriet i Grønland, som har enorm betydning for landets eksport og økonomi.
Sprængstoffer og sprogbarrierer

Den 19-årige Mathias, der går i gymnasiet, gør også stort indtryk. Han skyder hele sin børneopsparing ind i sin lille iværksættervirksomhed, hvor han sammen med veninden designer tøj. Mathias giver bedst udtryk for den kulturelle og sproglige splittelse, der findes i Grønland og især i Nuuk, og som er temaet for seriens næstsidste afsnit. Mathias flytter nemlig med sine adoptivforældre til Danmark i en tidlig alder, hvorefter han mister meget af sit grønlandske. Men hans danske modersmål bliver en fordel for ham i gymnasiet i Grønland, som netop er på dansk, mens mange af hans klassekammerater har det langt vanskeligere med at udtrykke sig righoldigt og præcist på dansk.

Seth på 23 år elsker sprængstoffer og er i lære som sprængningsleder, hvilket er et vigtigt job for bygge- og anlægsarbejdet i et land bygget på fjeld. Det er hos Seth, at vi får indblik i, hvordan fordomme mod grønlændere hurtigt bliver til jokes, der for velmenende danskere bare er gak og løjer, men som for den enkelte grønlænder ikke er særligt sjovt. Det var i hvert fald hvad Seth oplevede, da han var værnepligtig i Aalborg.

… på den måde bliver serien en nødvendig modvægt til det generelle billede af grønlænderne

Umiddelbart kan man godt tænke, at de seks unge grønlændere, som alle bor i Nuuk og taler godt dansk – hvilket ikke er en selvfølgelighed – ikke er repræsentative for den grønlandske befolkning. Men det er den alkoholiserede mand på bænken jo altså heller ikke. Og på den måde bliver serien en nødvendig modvægt til det generelle billede af grønlænderne og de fordomme, som mange danskere måtte have.

Serien giver et tiltrængt indblik i Grønland og grønlandsk hverdags- og ungdomsliv. For selvom vi har et rigsfællesskab, spørger jeg tit mig selv om, hvor fælles det egentlig er. Kender vi hinanden? Kender vi danskere tilstrækkeligt til grønlandsk og færøsk kultur, natur, historie og sprog? Med sparekniven svingende over de små sprog- og kulturfag som eksempelvis færøsk og eskimologi på Københavns Universitet sendes der i hvert fald signaler om, at rigsfællesskabets to øvrige medlemmer betyder mindre og mindre for Danmark. Det er paradoksalt i en tid, hvor omverdenens opmærksomhed på den arktiske region ellers kun vokser. Og i dét landskab bliver dokumentarserien et vigtigt bidrag til, at vi er fælles om noget mere og forstår hinandens liv og dagligdag.

De unge grønlændere har været sendt på DR 1 over de seneste fire uger og kan lidt endnu ses på linket her på DR.dk TV.

Anmeldt af Jakob Esmann

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet

Annonce