Centralt i filmen ‘Detroit’ er tre drab på unge, sorte mænd. Bag pistolen står det lokale politi. Og så kunne vi jo være i 2016. Men dramaet udspiller sig i 1967 i den amerikanske by Detroit, i delstaten Michigan, og er baseret på en virkelig historie. Byen er ramt af uroligheder og optøjer i de fattigste dele af byen, hvor store grupper af fortrinsvist sorte mænd sætter ild til bygninger, går til angreb på politiet og plyndrer de lokale forretninger.

De er vrede over tingenes tilstand. Over at bliver behandlet uretfærdigt af myndigheder, over racediskrimination. De er vrede over rigtig meget, og det kommer til udtryk i en anspændt situation, der koger over og udløser en nærmest borgerkrigslignende tilstand, hvor den amerikanske stat må indsætte nationalgarden og militæret til at patruljere i gaderne. Snart er der også skyderier fra tagene, hvor snigskytter placerer sig.

Flashforward til nu
Filmens instruktør, Kathryn Bigelow, er kendt for at lave storladne, amerikanske dramaer som Zero Dark Thirty og The Hurt Locker, der begge tager fat i dele af den amerikanske selvforståelse. Det gør hun igen her, og med en smertefuld aktuel relevans.

For kun få uger siden marcherede højrenationalister, nynazister og såkaldte ‘white supremacists’ i Virginia for at kæmpe for retten til at bevare offentlige statuer, der hylder sydstaternes generaler, der kæmpede i borgerkrigen for retten til at holde slaver. Det bygger kun ovenpå mange års tiltagende diskussion om en institutionaliseret racisme i det amerikanske politi. Senest med opmærksomheden rettet mod en række politidrab indenfor de seneste år.

Det er flashforward. Men for en stor afroamerikansk befolkningsgruppe, er det nok bare perler på den samme snor. Endnu en kamp for lige rettigheder, og for retten til at den amerikanske historie ikke vaskes ren med monumenter, der hylder en racistisk politik.

Trailer til filmen "Detroit"

Paranoia og angst
I en scene ruller en kampvogn ned af gaden. En hvid, ung mand sidder bag maskingeværet på den. Filmen klipper til indefra en lejlighed. En lille, sort pige sidder og leger ved vinduet. Pludselig hører hun, at der er aktivitet på gaden. Hun trækker ned i persiennerne, for at kigge ud. Tilbage til den unge mand på kampvognen, som paranoidt råber ‘snigskytte!̈́’ og i det samme skyder op mod vinduet. Ikke bare et enkelt skud, men hele vinduespartiet bliver elimineret.

Det er et klima af paranoia, spøgelser, angst. At skyde først, og tænke bagefter. Det er her vi møder de tre unge politimænd, som patruljerer midt i kaosset, og forsøger at rationalisere deres handlinger ud fra situationen. En ung sort mand bliver taget i plyndre en forretning, da politibetjentene ruller forbi i deres vogn. Han løber, og de løber efter, ind til den ene betjent hæver sin haglgevær og skyder manden flere gange i ryggen. På politistationen skal han efterfølgende forklare sig overfor en overordnet. “Hvordan skulle jeg ellers stoppe ham?” spørger han.

Umenneskeligt system
“Vi gør jo bare vores arbejde,” lyder det flere gange fra gruppens leder, en ung mand, konstant pulsende på en cigaret, hvis fordrejede verdenssyn opsummerer konfliktens navle.

Han er opslugt af fordomme, og de driver ham i hans arbejde. Men der er også noget andet - noget ondt, umenneskeligt over de handlinger, som efterfølgende udspiller sig.

En gruppe unge, sorte mænd og to hvide piger, befinder sig på et motel i byen, hvor flere af dem har søgt ly for nattens uroligheder. I gruppen får de unge, sorte mænd gejlet hinanden op over tingenes tilstand. Over den uretfærdighed, de møder fra myndigheder. Over politibrutaliteten og diskriminationen. Og den ene finder en startpistol (sådan en, man starter væddeløb med) frem, og skyder for sjov ud af vinduet, ned mod en forskansning af politibetjente og militærfolk. Det skulle de aldrig have gjort. For herfra følger vi detaljeret mødet mellem det lokale politi og de unge, sorte mennesker. Det er ondt og brutalt. Og det er så umenneskeligt uretfærdigt.

En ond cirkel
Samtidig forsøger filmen også at pege på, hvorfor tingene ikke ændrer sig. For hvorfor skulle de, når man i en hel samfundsgruppe har mistet en så grundlæggende tro på, at systemet nogensinde vil arbejde for dem, og ikke imod dem?

Det er tabet af tro, vi følger med den sorte vagt, spillet af John Boyega, der hele vejen igen filmen udtrykker en grundlæggende tro på, at hvis man bare spiller efter reglerne, så vil systemet arbejde for en. Han henter kaffe til militæret, der holder udkig udenfor hans butik, og forsøger at snakke fornuft med politibetjentene i den tilspidsede situation på motellet. Man følger hans indre dilemma og kampen for at anerkende, at systemet er sygt. At der ikke er retfærdighed, selv hvis man spiller efter nogle regler, som i forvejen er fordrejede. Det endelig brud kommer, da de tre politibetjente bliver frikendt for drabene, på trods af, at de selv har givet udsagn, der indrømmer det. Det hele er gået i stykker.

Filmen minder os om, hvordan historien gentager sig, hvis man ikke holder fast i udviklingen. Og den efterlader en med en sugende fornemmelse i maven.

Detroit (2017), instrueret af Kathryn Bigelow. Medvirkende: John Boyega, Will Poulter m.fl.