For fire år siden aftalte Peter og jeg, at vi skulle ud og spise sushi på hans fødselsdag. Vi havde kendt hinanden i knap en måneds tid. Men jeg droppede vores aftale på dagen.

Inderst inde var jeg frygtelig bange for, at jeg var begyndt at falde for denne charmerende danske fyr med skinnende blå øjne og fodboldklubben Liverpools logo tatoveret på kroppen.

Ville vores forhold få konsekvenser? For mig? For ham? For min familie?

Det ér heldigt, at vi aldrig skulle stå i valget mellem vores familie og hinanden

Men min frygt eller baggrund skulle ikke spænde ben for en stædig nordjyde! Med bomme på vejen, er vi i dag heldige at være mand og kone og forældre til en dejlig dreng.

For det ér heldigt, at vi aldrig skulle stå i valget mellem vores familie og hinanden og vi fik en nysgerrig og åben modtagelse, der gjorde min frygt til skamme.

Det ved jeg kan være den største hæmsko.

Stadig en kamp

Selvom flere end tidligere gifter sig på tværs af etnicitet, er det stadig kontroversielt i nogle minoritetskredse, at en Fatima og en Peter finder sammen.

Og jeg ved af erfaring, at flere unge med minoritetsbaggrund kæmper en stille, hård og ensom kamp i kærlighedens navn.

En kamp hvor det kan koste dyrt og hvor familie og venner vender dig ryggen. Det har jeg oplevet på egen krop og det er min indbakke desværre vidne til.

Når vi derfor skulle fejre min mand fødselsdag forleden, kunne jeg ikke lade være med jeg tænke på alle de unge derude.

Hvor ville jeg ønske, at flere fik samme modtagelse og chance i livet, som vi fik, da vi var i midt 20’erne og i vildrede.

I er ikke alene.