Når klimakamp er klassekamp

Det har længe føltes, som om klimakampen er i en form for krise. Dels er kampen rykket væk fra gadedemonstrationer og store visioner og handler nu mere om implementering og konkret politik.

Men der er også sket et skift i den politiske og kulturelle klima-zeitgeist. Tidligere, da Greta Thunberg kunne få alle verdens ledere til at klappe skyldbetynget ad hendes skældud, var det også meget mere normalt at kritisere andre for deres flyvevaner, spisevaner og deres forbrug. 

Tidsånden var for klimahandling og forbrugsændringer.

Nu er den slags blevet stærkt udfordret, ikke mindst af en stigende modstand mod det, der opfattes som frelste klimafanatikere, der ikke har respekt for almindelige menneskers liv.

Det er den centrale konflikt, som Rune Møller Stahl, Christoph Houman Ellersgaard og Andreas Møller Mulvad prøver at løse i 'Klima og klasse'. 

Bogen er et overbevisende forsøg på at skifte klimadebattens fokus fra kultur til klasse – og samtidig et vidnesbyrd om, hvor tragisk et sted den grønne omstilling står.

Folket mod hvem?

Forfatterne, der alle har en Phd. i henholdsvis sociologi, statskundskab og økonomi, beskriver en scene fra 2019 i undergrundsbanen i London. 

En klimaaktivist har stoppet et tog ved at lægge sig op på togets tag og har dermed forhindret en masse almindelige briter i at komme på arbejde. 

Fra passagererne kan man høre skældsord, og nogle forsøger at få fat i aktivisten. Hele seancen ender i en fysisk konfrontation mellem aktivisten og passagererne.

Bogen er dog ikke hovedsageligt en kritik af klimabevægelsens demonstrationer

Netop demonstrationer som disse er for forfatterne af 'Klima og klasse' stærkt problematiske, fordi de skaber netop det billede af klimabevægelsen, som de "sorte" virksomheder ønsker: 

”Billedet af den selvretfærdige aktivist, som stoisk performer sin egen dydighed, mens pøblen nedenunder bliver stadig vredere, symboliserer lige nøjagtigt den politiske situation, som gavner den sorte kapitalfraktion allermest: en situation, hvor der kan sås tvivl om, hvilken side ’folket’ står på i klimakampen.”

Bringer klasseanalysen tilbage

Bogen er dog ikke hovedsageligt en kritik af klimabevægelsens demonstrationer. 

Alle forfatterne er tydeligt stærkt inspireret af den franske ulighedsforsker og økonom, Thomas Piketty, og bogen er i analytisk forlængelse af hans tænkning et forsøg på at bringe klasseanalysen ind i klimaspørgsmålet. 

I forfatternes optik er konflikten mellem aktivisterne og passagererne ikke den rigtige konflikt i klimaspørgsmålet. Det er snarere den klassiske klassekamp, der også gør sig gældende i klimaspørgsmålet. 

Læs også:Debatten om landbrugets CO2-udledning spidser til: Fremgang til yderpolerne i klimadebatten

Modstanderne er således som udgangspunkt de sorte virksomheder, mod folket. 

Det kan til tider blive en lidt marxistisk og materiel fokuseret forståelse af samfundet, der ligger meget lidt vægt på den potentielt positive magt, de kulturelle fortællinger også kan have. 

Men det åbner samtidig op for det, der gør bogen interessant, nemlig at de grønne virksomheder heller ikke slipper nemt.

Den grønne kapitalismes problem

Det har ellers været den såkaldte ”grønne kapitalisme”, der har været de vestlige landes svar på klimakrisen. 

Argumentet er, at den grønne kapitalisme vil kunne udrulle den grønne omstilling hurtigt ved hjælp af det frie markeds kræfter og dermed skabe flere job og vækst til alle os andre. 

Som det påpeges i bogen, er det det samme grundlæggende argument som for globaliseringen.

Det er en logik, der ophæver klasseforskellene og siger, at vi alle kan vinde, når kapitalismen vinder. Men ifølge forfatterne til 'Klima og klasse' risikerer man med den grønne omstilling at skabe samme ulighed som globaliseringen gjorde, hvilket vi nu ser konsekvenserne af, ikke mindst i USA. 

Når borgere i små byer som Sønder Virum pludselig får en mark af solceller som udsigt, kommer det ikke dem selv til gode

Bogen argumenterer overbevisende for, at hvis man skal have en effektiv grøn omstilling, kræver den et folkeligt mandat, og hvis man skal have et folkeligt mandat, kan omstillingen ikke svigte arbejderklassen.

En arbejderklasse, som taber jobs og som pludselig ikke må ”tage til Kreta”, mens omstillingen lander store profitter i overklassen.

Derfor foreslår forfatterne blandt andet, at man lader sig inspirere af andelsbevægelsen og af fælles ejerskab. Både i form af statsligt ejerskab, men også i form af mindre kollektive ejerskaber, f.eks. forbrugereje. 

Når borgere i små byer som Sønder Virum pludselig får en mark af solceller som udsigt, kommer det ikke dem selv til gode. 

Det skaber en masse profit for den virksomhed, der har opsat solcellerne, og giver en stor pose penge til den landmand, der har solgt jorden.

Samtidig er den et symptom på det tragiske ved klimaspørgsmålet – selv de bedste løsninger virker usandsynlige

Men alle andre i Sønder Virum får med rette et indtryk af, at den grønne omstilling ikke vil komme dem til gavn, og bliver derfor naturligvis også modstandere af den.

Forfatterne kommer med en række andre bud på konkret politik, men grundlæggende er 'Klima og klasse', når den fungerer bedst, et analytisk udgangspunkt, en form for manifest, hvorfra klimabevægelsen kan prøve at frigøre sig fra billedet af den frelste aktivist, og i stedet alliere sig med den almindelige passager. 

En gave til Socialdemokratiet

'Klima og klasse' lægger op til en vigtig debat om en mere retfærdig grøn omstilling, der vil have et reelt folkeligt mandat bag sig. 

Men samtidig er den et symptom på det tragiske ved klimaspørgsmålet – selv de bedste løsninger virker usandsynlige.

Læs også:Grøn omstilling kræver ny erhvervspolitik

De fleste af de forslag, der fremsættes i bogen, vil blive opfattet som venstrefløjspolitik forklædt som klimapolitik, og som forfatterne også selv er inde på, er de forskellige kapitalfraktioner vævet tæt sammen med toppen af al vestlig såvel som dansk politik. 

Det gør det utroligt svært at gennemføre det, som størstedelen af danskerne gerne vil have: en grøn omstilling, der rammer forureneren og toppen.

Måske er der så stadig en smule håb for en retfærdig grøn omstilling, men det kræver, at man tør gentænke en ny samfundskontrakt

Men bogen er ikke mindst en gave til Socialdemokratiet, som ofte har udtrykt bekymring om den grønne omstillings slagside. 

Den viser nemlig, at en grøn omstilling, der er socialt retfærdig, ikke behøver at betyde mindre grønne ambitioner, men i stedet handler om at placere fortjenesterne og konsekvenserne mere bredt.

Hvis det gamle arbejderparti vil alliere sig med arbejderne, gør de det ved at give dem en aktie i en grøn industri, ikke ved at holde deres sorte job i live. 

Måske er der så stadig en smule håb for en retfærdig grøn omstilling, men det kræver, at man tør gentænke en ny samfundskontrakt, eller i hvert fald revitalisere en gammel – og til det er 'Klima og klasse' en god start. 

'Klima og klasse'. Rune Møller Stahl, Christoph Houman Ellersgaard og Andreas Møller Mulvad. 322 sider. Informations Forlag. 2025.