Når markedet møder børnehøjde, og virkeligheden ikke passer i Excel

I velfærdsdebatten er der ofte ét tema, der kommer til at overskygge alt andet: Hvor skal pengene komme fra? 

Er det skattelettelser, besparelser, eksport eller noget helt fjerde, der afgør, om vi har råd til skoler, sygehuse og – ikke mindst – dagtilbud?

Men man kunne også – som jeg selv er fortaler for – vende præmissen på hovedet og arbejde med den virkelighed, at vi netop har råd, velstand og frihed, fordi vi har et solidt velfærdssystem. 

Et system, hvor vi ikke konstant behøver bekymre os om de basale behov. Et system, der i praksis understøtter det, man kunne kalde fundamentet i Maslows behovspyramide.

Som så meget andet er virkeligheden dog sjældent så enkel. Den er langt mere nuanceret, og i praksis er de to synspunkter hinandens forudsætninger. 

Det bliver særligt tydeligt, hvis man tænker ideologierne helt til ende. Personligt ville jeg for eksempel have svært ved at se mig selv handle i et statstyret supermarked uden den sunde, markedsorienterede konkurrence.

Det er en logik, der giver god mening mange steder

Omvendt bliver det også interessant, når man tager den markedslogik, vi ellers ofte hylder, og følger den helt ind i et område som dagtilbud. 

Ikke fordi der ligger konkrete politiske forslag om fuld privatisering – det gør der ikke – men fordi logikken er der. Og netop derfor giver det mening at afprøve den i et tankeeksperiment.

Mere konkurrence, mere valgfrihed, bedre kvalitet

I dele af den liberale debat bliver markedet ofte beskrevet som en slags naturlig løsning på velfærdens udfordringer: mere konkurrence, mere valgfrihed, bedre kvalitet. Det er en logik, der giver god mening mange steder. 

Spørgsmålet er bare, hvad der sker, hvis man tager den helt alvorligt på et område som dagtilbud. 

Læs også:Pædagog-formand om gratis daginstitutioner: “Bliver gratis lig med discount?”

Mit dagtilbud har 114 børn og et budget på 15,6 millioner kroner. I dag er det en politisk prioritering. Forestil dig, at det i morgen er en privat virksomhed, der skal levere et afkast. Ikke noget voldsomt – bare 5 procent. 

Det svarer til omkring 750-800.000 kroner om året. De penge skal findes i en hverdag, hvor der i forvejen ikke ligger meget og flyder.

Det er ikke en teknisk justering, men færre voksne i hverdagen

Man kan begynde på indtægtssiden. Det vil i praksis betyde højere forældrebetaling eller en form for differentiering af tilbuddet. Hvis der for alvor skal rykkes noget, taler vi hurtigt om flere tusinde kroner ekstra om måneden pr. barn. 

Alternativt kan man forestille sig forskellige niveauer af tilbud med tilkøb: lidt længere åbningstid, lidt flere aktiviteter eller særlige indsatser. 

Dermed bevæger man sig væk fra et fælles tilbud og i retning af noget, der i højere grad ligner et marked.

Det ser fornuftigt ud i et regneark

Den anden mulighed er at reducere omkostningerne. I et dagtilbud udgør løn typisk 75-80 procent af budgettet, så det er her, man ender. 

Hvis en pædagog samlet set koster omkring en halv million kroner om året, svarer et overskud på 750-800.000 kroner til halvanden stilling. Det er ikke en teknisk justering, men færre voksne i hverdagen.

Læs også:Fagboss: Flere pædagoger er en god ting, men der følger et problem med

Herfra er det oplagt at tale om produktivitet. Hvis én voksen går fra at have ansvar for 6 børn til 7, svarer det til en stigning på næsten 17 procent. Det ser fornuftigt ud i et regneark. 

Spørgsmålet er, hvad det betyder i praksis. For hvad er produktivitet i et dagtilbud? Er det, hvor hurtigt man kan gennemføre dagens aktiviteter, eller hvor mange børn én voksen kan have ansvar for, uden at det bryder sammen?

Det er her, sammenstødet opstår. 

Pointen er ikke, at nogen i morgen vil indføre et frit marked for dagtilbud. Det er ikke det, jeg ser

For arbejdet i dagtilbud lader sig kun i begrænset omfang oversætte til klassiske produktivitetsmål. Børn kræver tid, relationer og opmærksomhed, og det er netop de elementer, der er sværest at effektivisere. 

Man kan forsøge at standardisere mere, reducere variationen eller understøtte med digitale løsninger, og man kan supplere med tilkøb af forskellige ydelser, men jo længere man bevæger sig i den retning, desto tydeligere bliver det, at man samtidig ændrer på det, der er kernen i opgaven.

Pointen er ikke, at nogen i morgen vil indføre et frit marked for dagtilbud. Det er ikke det, jeg ser. 

Pointen er, at logikken bliver udfordret, når den møder en praksis, hvor kvalitet i høj grad er bundet op på relationer, og hvor de samme relationer er det mindst skalerbare, man kan arbejde med.

Et fatamorgana

Vi har allerede private dagtilbud i Danmark, og de fungerer inden for en ramme med tilskud og regulering. Det er netop den ramme, der gør, at de indgår som en del af et fælles system. 

Det system er ikke uden problemer, men det er relativt robust og balancerer hensyn, som ikke opstår af sig selv.

Derfor kunne man også stille et andet spørgsmål: ikke hvordan markedet kan løse dagtilbuddenes udfordringer, men hvad der faktisk styrker kvaliteten i den hverdag, der allerede findes. 

Læs også:Åbent brev til Folketingets medlemmer: Folkeskolen har ikke kun brug for flere penge – den har brug for retfærdighed

Svaret er ikke særligt spektakulært: flere voksne, bedre løn, stærkere faglighed og en ledelse, der giver pædagogerne det råderum, de efterspørger.

For forestillingen om, at man kan effektivisere sig til bedre relationer, er i sidste ende netop det, den giver sig ud for at være: et fatamorgana.