Når medierne ophøjer spekulationer til anklager, undergraver de folkestyret

Når medierne ophæver spekulationer og påstande til bærende vinkler, undergraver de både deres egen og folkestyrets troværdighed.
Foto: Grafisk afdeling
Chefredaktør Niels Jespersen, Netavisen Pio.
Helt ærligt? 

Er der nogen avislæsere, der tror på, at Nick Hækkerup (S) frivilligt har fravalgt Justitsministeriet til fordel for et job i Bryggeriforeningen? At hans exit ikke skyldes, hvad Frihedsbrevets Mads Brügger beskriver som “noget meget mørkt, meget ondt og meget råddent”?

Hvis der er, så er det mit gæt, at de skal tælles på lige så få hænder, som dem, der tror på, at statsministeren ikke har slettet sine SMS’er for at dække over det grundlovsbrud, som Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard allerede har afsagt i minksagen.

Og at endnu færre tror på, at Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, ikke står bag anmeldelsen af tre demonstranter, der sidste år afbrændte en Mette Frederiksen-dukke, når Loud/24syvs chef, Simon Andersen, med titlen Tillidstab løber med en af forsvarernes uunderbyggede spekulationer.

Eller at sigtelsen af tidligere FE-chef Lars Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) ikke er udtænkt i regeringstoppen som udtryk for en politisk motiveret vendetta.

Ekstra Bladets forhenværende chefredaktør Henrik Qvortrup skrev, at beslutningen er “sanktioneret af både statsminister Mette Frederiksen og af dennes departementschef, Barbara Bertelsen”.

Kan ikke løfte historien på almindelig journalistisk vis

I alle de ovenstående eksempler har påstandene det til fælles, at de luftes i ledere/opinionsstof, der ikke er underlagt samme presseetiske regler som journalistik, fx at modparten skal forelægges kritik og have mulighed for genmæle.

Forskellen på leder/opinion og almindelig journalistik er afgørende for alle, der arbejder i mediebranchen, men det er ikke en skelnen, der nødvendigvis fanges af alle læsere.

Hvad påstandene også har tilfælles er, at de er totalt og aldeles uunderbyggede.

Der er intet bevis for, at Nick Hækkerup er på flugt fra en skodsag. Eller at Mette Frederiksen har brudt grundloven. Eller nogle af de andre vilde påstande.

Hvis der var, så havde de omtalte medier naturligvis løftet historien på almindelig journalistisk vis.

At det ikke sker, er en indirekte indrømmelse af, at lederskribenterne ikke har nogen sag, men blot spekulerer højt.

Mange store afsløringer er startet med fornemmelser, og der skal være plads til at afprøve teser og teorier, men det er vi i de ovenstående eksempler langt ude over. Hvad nu, hvis der ikke er noget at komme efter?

Det er, som om de omtalte redaktører på forhånd har udelukket den mulighed. Eller som Politikens Christian Jensen og Berlingskes Tom Jensen bare anser den simple forklaring for at være den mest urealistiske.

Medierne skal også trykprøve påstande OM politikere

Til gengæld kan jeg naturligvis ikke udelukke, at konspirationerne er virkelige og går helt til toppen, og så står det vel lige?

Ikke blot ophæve påstandene til bærende vinkler og anklager, fordi de passer ind i mediets politiske agenda.

Nej. Det er ikke sådan journalistik bør fungere. Det er mediernes opgave at trykprøve magthavernes påstande, men det er også mediernes opgave at trykprøve påstande om magthaverne. Og ikke blot ophæve påstandene til bærende vinkler og anklager, fordi de passer ind i mediets politiske agenda.

Tillader man sig at kritisere den fremgangsmåde, får man læst og påskrevet ovre på journalisternes intranet, Twitter, at man vil undertrykke kritik af regeringen og ikke forstår MAGTKRITISK journalistik.

Men “magtkritisk” er lige så tomt et spinbegreb, som dem politiker-klassen ynder at benytte, når de skal undvige kritik. “Magtkritisk” er lige så intetsigende som “konstruktiv” journalistik.

Der er nok at komme efter: Man skal bare kunne løfte bevisbyrden

Historien viser, at selv i et velordnet og lovlydigt land som Danmark, foregår der masser af politiske skandaler, der ikke tåler dagens lys.

Vi har netop været igennem en rigsret og en Tibet-kommission, der har rettet en lammende kritik af politi, embedsværk og Justitsministeriet.

Alle sager, der fra første færd blev dækket og afdækket af dygtige journalister.

Der er nok at komme efter. Men det kræver, at medierne kan løfte bevisbyrden, før de farer frem med anklagerne. Det burde heller ikke være for meget at forlange.

Til gengæld er det ikke sund skepsis at antage det værste om alt og alle. Det er bare naivitet vendt på hovedet og helt ubrugeligt til at beskrive kompleksiteten i moderne politik.

De gamle medier kæmper for at bevare kontrollen over meningsdannelsen

Siden 00’erne har aviserne og TV-/radiostationerne mistet monopolet på at formidle kommunikationen mellem borgere og magthavere. Den rolle er i stedet gledet over til de sociale medier.

Derfor giver det også mening, at de gamle medier forsøger at efterligne Facebook og Twitters skarpe og hurtige format, hvor konflikt og underholdning udløser klik og opmærksomhed.

Man kan ikke afsløre politikernes spin og manipulation, hvis man selv fører sig frem med spin og manipulation.

Men medierne skal passe på, de ikke selv bliver lige så fladpandede og usaglige som de sociale medier, der af den amerikanske psykolog og succesforfatter Jonathan Haidt kædes sammen med radikalisering, kynisme og ødelæggelse af demokratiske institutioner.

Man kan ikke afsløre politikernes spin og manipulation, hvis man selv fører sig frem med spin og manipulation. Eller det kan man måske godt, men så er man selv en del af det problem, man kritiserer.

FE advarer om antimyndighedsekstremisme

Politiets Efterretningstjeneste (PET) har i sin seneste trusselsvurdering tilføjet et nyt afsnit om “antimyndighedsekstremisme”, der blandt andet fødes af konspirationsteorier om alle de skumle rænker, magthaverne smeder bag lukkede døre.

Det bør føre til eftertanke i medierne, når det kribler i fingrene for at skarpvinkle en artikel, der passer lidt for perfekt ind i en allerede vedtaget fortælling.

Som da Berlingske sidste måned kunne “afsløre”, at Barbara Bertelsen i efteråret 2021 købte en blå og en lyserød iPhone, og at telefoner i øvrigt kunne bruges til at bryde loven ved at omgå journaliseringspligten.

Eller da flere medier brugte en af forsvarernes, altså en partskildes, indtil videre uunderbyggede påstand til at konkludere, at hun nu var blandet ind i dukkesagen.

Igen mistænkeliggørelse og brud på privatlivets fred uden noget som helst andet grundlag end gætterier og konspirationsteorier.

Hvis regeringen er så slem, hvor langt er vi så fra modstandskamp?

Selvfølgelig skal en magtfuld embedsmand kritiseres og undersøges, men når personen reelt ikke har mulighed for genmæle, så bør medierne også tage ansvar for fremstillingen.

Det er næppe tilfældigt, at den førhen så ukendte Barbara Bertelsen i dag må leve med PET-beskyttelse.

For hvad skal man som borger egentligt gøre, hvis regeringslederen, som Weekendavisens Martin Krasnik hævder, opfører sig som Donald Trump?

Eller er en forbandet uværdig diktator, som man kan læse i Maskinbladet?

Eller har associationer til nazismen som Berlingske og Loud/24syv giver indtryk af?

Hvis Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen er så slemme, som de gøres til i visse medier, hvor langt er vi så fra modstandskamp?

Vi har bedre medier og politikere, end vi selv tror

Generelt har vi i Danmark bedre medier og bedre politikere, end man skulle tro, når man hører de to grupper omtale hinanden.

Der har aldrig været flere medier til at stille magthaverne til regnskab.

Trods faldende abonnementstal er der aldrig blevet produceret så meget kvalitetsjournalistik, der er tilgængeligt for så mange.

Der har aldrig været flere medier til at stille magthaverne til regnskab.

Målt efter den skala lever vi i en journalistisk og demokratisk guldalder, og det gør en forskel:

Se bare på, hvad der foregår i Ukraine og i Rusland. Der er forskel på løgn og på sandhed. Forskel på frihed og diktatur.

Politikere og medier opfører en dødedans

Men når forholdet mellem politikere og medier er værst, er det en dødedans, hvor begge parter får det værste frem i hinanden.

Hvis medierne behandler enhver politiker som forbryder, reagerer politikerne ved at opføre sig som forbrydere under forhør: med udenomssnak og prokuratortricks. Hvis alle råber, er der ingen, der lytter efter.

Og hvis medierne fører sig frem med uunderbyggede anklager, så udruster de ikke kritiske demokratiske borgere med redskaberne til at holde magthaverne i ørerne. Tværtimod efterlader de læserne med den nedslående konklusion, at folkestyret er korrupt og værdiløst som værn mod magtmisbrug.

Og når påstandene og anklagerne så viser sig ikke at holde vand, er det mediernes troværdighed, der lider skade, hvilket er lige så trist og undergravende for folkestyret.

 

Indlægget er også bragt på Kommunikationsforum.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Tak for en sund og god artikel om det, som jeg får grå hår i hovedet af, ofte raser over også, Berlingske, E.B. B.T. og visse kommentatorer som ikke har beviserne i orden end sige kan dokumentere deres postulater og konspirations teorier. Og man kan se det på ugens målinger, har man været særlig grov mod statsminister og BB, så ryger S lidt tilbage, og de blå stiger lidt. Når LA tillader sig at sammenligne Mette F med Putin i sin tale, så hører alt jo op mht. anstændighed. Hvad bilder en gavflab sig ind, for det er man når man har den form for retorik. og alle de eksempler som står øverst i artiklen har jeg set, hørt og læst og raset over.

Tak for en god og vigtig artikel med glimrende eksempler på det groteske mønster, vi alle kan se.

Interessant nok ved de borgerlige både på Christiansborg og i medierne kun alt for godt, at Mette Frederiksen og hendes regerings politik grundlæggende ligger langt tættere på noget, vælgerne i bred forstand ønsker, end det, oppositionen har at byde på.

Så hvis de borgerlige vil vinde magten, må de enten ændre deres politik - og det vil de ikke - eller forsøge at karaktermyrde ledende socialdemokrater og repræsentanter for regeringen - og det er de til gengæld ikke for fine til.

Tak også herfra. Den artikel var tiltrængt. Når de etablerede medier vil leve af mistænkeliggørelser og at skabe misnøje, saver de den gren over, de hidtil har siddet på.

Hvis der blev svaret på stillede spørgsmål, kunne Pio spare alt skriveri. Spekulationerne opstår, når legitime spørgsmål ikke besvares.

Glimrende artikel som der virkeligt har manglet i hele denne regeringsperiode, hvor medierne ikke længere skarpvinkler, men konspirationsvinkler der deres kritiske artikler mod regeringen og dens embedsmænd.

Om det begyndte med #metoo eller Russiagate skal jeg ikke kunne sige. Men der er opstået en kultur på redaktionsgangene, hvor en anklage, uanset hvor løs og uunderbygget den er, straks forvandles til en dom. Hvis en kvinde påstår, at en mand har været uterlig, ja så har han været uterlig. Hvis nogen kritiserer noget som helst, som vestlige politikere foretager sig, må vedkommende være ansat af russerne til at sprede misinformation. Ingen grund til at afprøve påstandene i Byretten, folkedomstolen og redaktørernes dom er endegyldig, rygtet alene betragtes som fældende bevis.

Jeg er uenig med et enkelt punkt i Niels Jespersens ellers glimrende tekst: Der er uden tvivl visse af os læsere, som ikke kan skelne mellem en nyhed og en mening, men det er ikke problemet; langt de fleste af os kan godt se forskel på politisk motiveret spin og kendsgerninger. Problemet er, at journalisterne selv og deres redaktører ikke længere er i stand til at foretage denne skelnen. Læserne derimod kan godt se det, og det er hovedgrunden til, at der ikke er ret mange, der læser aviser mere. Hvorfor dog lade sig fornærme af en flok journalister, som åbenlyst forfølger en dagsorden, som ikke interesserer sig for sandheden, men alene for klik?

Jeg læser selv kun tre danske aviser: Altinget, Arbejderen og Pio. Alle de andre aviser har det med at få mit blodtryk i kog. Arbejderen og Pio bringer også holdningsstof, og diverse "synsninger" sniger sig ofte ind i, hvad der burde være faktuel journalistik, men til forskel fra resten af pressen er både Arbejderen og Pio ærlige om, hvilket politisk standpunkt, journalisterne taler ud fra. Pio giver os den socialdemokratiske vinkling på virkeligheden, mens Arbejderen ser verden ud fra et kommunistisk standpunkt. Når man ved det, kan man selv lægge til og trække fra, når man læser nyhederne. Ligesom i gamle dage, dengang enhver provinsby havde fire aviser, én for hvert betydende politisk parti. Nyhederne var ikke altid de samme i de fire aviser, men når noget blev rapporteret, var det lidt lige meget hvilken af aviserne man læste, de politiske forskelle optrådte stort set kun på lederplads og i valget af kronikører og kommentatorer.

Altinget udmærker sig ved at forholde sig overvejende neutralt til nyhederne, hvilket virkelig er et kunststykke i disse polariserede tider. Og "neutralt" betyder her blot "centristisk", dvs. BÅDE ikke-venstreorienteret OG ikke-højreorienteret. Det er ikke rigtigt til at se, om Altinget er en borgerlig eller en socialdemokratisk avis. Og det er mediets store styrke. Man kan generelt stole på, hvad man læser i Altinget.

Anyway, Pio er en af mine favoritaviser, fordi jeg som venstreorienteret er interesseret i at høre, hvad socialdemokraterne mener om aktuelle begivenheder i verden. Jeg kan sagtens skelne mellem hvad der er kendsgerninger og hvad der er Pios spin på begivenhederne, faktisk ser jeg denne kombination af kendsgerninger og begrundede holdninger som et af de store goder ved avisen. Jeg ved jo, at journalisterne overvejende er socialdemokrater, det er jo netop derfor, jeg interesserer mig for, hvad de skriver.

Hvis det stod til mig, skulle alle journalister i deres byline angive, hvilket parti de stemmer på for tiden. Når en politiker skriver en kronik får vi altid at vide, hvilket parti vedkommende kommer fra, og det samme burde gælde for journalister. Når vi ved, at det er én af venstres partisoldater, der forsøger at bortforklare en skandale, læser vi redegørelsen anderledes, end når det er en politisk modstander, der forsøger at piske den samme skandale op til et politisk stormvejr.

Journalisterne på Pio behøver ikke at bekende kulør, vi ved allerede, at I er socialdemokrater, og det er grunden til, at vi læser, hvad I skriver. Men resten af skriverkarlene i dansk presse burde tvinges til at melde klart ud, om de er til højre eller til venstre for midten i dansk politik. Der findes ikke objektivitet indenfor journalistik, ligesom der ikke findes neutralitet, både objektivitet og neutralitet er nødvendige journalistiske målsætninger, som forsøges tilstræbt, men som aldrig kan nås.

Ærlighed over for eget politiske standpunkt, kombineret med en bestræbelse på at forholde sig objektivt til nyhederne, er godt nok for mig. Og for mange andre læsere. Der er jo en grund til, at vi læsere som gruppe betragtet har valgt aviserne fra: Vi stoler simpelthen ikke på, hvad de skriver, når de foregiver at være neutrale og objektive.

Keep up the good work!

Annonce