Når miljø-penge lugter

Landbruget gået i kloster og blevet grønt for klimaets skyld. Der er gået biogas-bonanza i den, men vi også kunne se os selv i øjnene bagefter.
Foto: Nature Energy
Biogasanlæg Nordfyn

Klimaforandringer vil i stigende grad blive et centralt spørgsmål i forhold til udvikling af politik og retning for vores energipolitik. Vi har allerede en del erfaring med de nødvendige tiltag, der skal til for at imødegå fremtidens klimaforandringer - men der er stadig lang vej til målet.

Men er alt der rimer på klima så et fedt

Den stigende politiske interesse trækker samtidig offentlige midler og mange interessenter til området - alle vil have del af den grønne klimaindsats og det er i udgangspunktet positivt. Men er alt der rimer på klima så et fedt eller gemmer der sig en række centrale spørgsmål omkring reel bæredygtighed, kapitalinteresser, fordeling og samfundsværdier i den sammenkogte klima-ret?

Nødremse i biogas-bonanza

En af den seneste tids store indsatsområder har været landbrugets klima-problem - det primært i forhold til de mange og store svinebedrifter i landet der med gylle belaster både klimaet og vores søer og indre farvande udledning af næringsstoffer som skader miljøet.

Historien er så, at nu er landbruget gået i kloster og blevet grønt for mijøet og klimaets skyld

Den venstre-ledede regering har i et bredt energi-forlig søgt varetaget denne problemstilling med en stor investering i biogas der sender milliarder af tilskudskroner til opførelse og drift af biogasanlæg. Historien er så, at nu er landbruget gået i kloster og blevet grønt for mijøet og klimaets skyld. Det har ført til at biogasanlæg er skudt op i sådan et tempo at forligspartierne den 8. februar var nødt til at trække i tilskudshåndbremsen for biogas-bonanza’et.

I mellemtiden er gyllen blevet suppleret med ikke blot madaffald men også rest-produkter fra oliven-olie-produktion sejlet fra Spanien til danske biogas-anlæg - jo det er skam big business. EU Kommissionen har allerede den danske stat i kikkerten for overkompensation der derfor også har været en del af det indgreb forligspartnerne foretog den 8. februar. Landbruget (det konventionelle vel at mærke) har haft snablen dybt nede i statskassen for at finansiere en løsning af deres miljøproblem.

Det er skam big business

Men den virkelige omkostning er endnu højere.

Vi burde kalde dem for gas-raffinaderier

Disse biogasanlæg har et mildest talt broget renommé, hvor naboer udsættes for markante lugtgener - der ikke blot er en gene i dagligdagen men reelt fører til at boligejere ikke kan sælges og dermed er stavnsbundne. Lovgivningen på området tager udgangspunkt i en vejledning fra Miljøstyrelsen fra 1985 og er slet ikke gearet til at håndteret disse nye store mastodont-anlæg der retteligt burde bære titlen gas-raffinaderier. Der er ikke tale om forstørrede gårdanlæg som man så for 15-20 år siden - men anlæg på 10 eller 20 dobbelt størrelse der ligger i samme miljøklassificering som de mest forurenende industrier.

Lovgivningen er slet ikke gearet til at håndteret disse nye store mastodont-anlæg

Da anlæggene aldrig opføres nær bymidter ligger anlæggene ofte på det man kunne kalde udkanten eller kanten til udkanten hvor Hr. og Fru Jensen har knoklet hårdt for at få råd til drømmen om et hus med have i de knap så attraktive villaområder.

Hvem står så bag disse mastodont-anlæg. Det gør udover Ørsted bladt andet det tidligere Naturgas Fyn. Som Dong blev til Ørsted er Naturgas Fyn blevet opkøbt af en kapitalfonden Pioneer Point Partners med 80 procent og 20 procent af Sampension. Sampension der af flere omgange er blevet kritiseret for sine uetiske investeringer.

Pioneer Point Partners har i ejerkredsen medlemmer der står opført i de berygtede Panama papers. Kapitalfonden er skattemæssigt hjemhørende i Irland et land velkendt for sin lave beskatning på virksomhed og altså langt fra de danske borgere hvis statstøttekroner går til finansieringen af anlæggene. Så hvor Ørsted er i delt ejerskab mellem en kapitalfond og staten, er Nature Energy 80 procent ejet af en kapitalfond.

Gylle til biogasanlæg er et dårligt brændstof

Men hvad så med gassen - det er vel fint at erstatte fossil naturgas fra Nordsøen - gassen metan - med samme type gas lavet på gylle og madaffald ?

På den korte bane er det som sådan rigtigt. Men Nordsø-gassen er ved at slippe op og efter 2040 er der reelt ikke meget tilbage og dermed ikke noget fossilt metan at erstatte i Danmark. Brugerne af naturgassen er primært folk med naturgasfyr - men disse er under udfasning. Metan som energi-bærer er derfor under udfasning - så hvorfor investere i noget der er under udfasning?

Den samme klima-krone kan kun bruges en gang og man får langt mere CO2-besparelse for pengene ved at investere i f.eks. vindmøller.

Med mastodont-anlæggene køres gylle længere end 20 km frem til biogasanlægget og tilbage til landmanden igen

Det eneste logiske svar er skjult statsstøtte til de danske svinebedrifter - der med de mange biogasanlæg reelt får mulighed for at udvide. De danske landbrug er i forvejen under kritik for social dumping og deres brug af øst-europæiske praktikanter - det får vi så mere af.

Biogas er ikke bare lugt - det er også massiv transport af primært vand. Gylle til biogasanlæg er et dårligt brændstof - tørstofmængden i gylle svinger omkring 5 procent resten er vand. Med mastodont-anlæggene køres gylle længere end 20 km frem til biogasanlægget og tilbage til landmanden igen. Det tilbagelægges igennem landsbyer mellem bedrifter og det centrale biogasanlæg - med naboerne til biogasanlæggene som de hårdest ramte - med mere end 100 daglige kørsler fra morgen til aften - også i weekender.

I Esbjerg stoppede man et planlagt biogasanlæg fordi man var bange for af en del byens borgere ville få biogas som nabo - det er simpelthen usundt for by-udvikling. I Kolding protesterede de omkringliggende erhvervsdrivende og fik med lokalbefolkningen standset anlægget.

Men hvorfor går Kommunerne så overhovedet ind i diskussionen?

Hvis vi skal kunne se os selv i øjnene

Det gør de fordi de er tvunget til at reducere CO2-udslippet - og biogasanlæg er en “gratis” omgang finansieret af staten. Det eneste Kommunen skal, er at udpege en placering. Specielt med trængte økonomier er det fristende at tage det “gode tilbud” også selvom man ofrer nogen borgere. Derfor leger kommunerne - peg pilen på et område der skal uddø - og det bliver aldrig hovedbyen - men gerne noget i udkanten eller på kanten til udkanten.

Det eneste Kommunen skal, er at udpege en placering

Da tilskuddene er med udløb kan kommunen ikke bare tage sig god tid. Det stiller ansøgere fra de store firmaer som Ørsted og Nature Energy i en ualmindelig gunstig position overfor Kommunerne i forhold til placeringen. Derfor får hensyn til transport som er lig økonomi for selskaberne uhyre stor vægt - og hvis kommunen ikke har økonomien til at forberede infrastruktur på mere egnede placeringer - ja så vælger ansøger bare selv og kommunen kan så producere et argument til høringsprocessen.

For min egen bopælskommune er dette tilgangen ved de første cirka 10 procent af CO2-udslippet.

Hvis vi går så meget på kompromis med borgeres nærmiljø, uetiske investorer, tilskyndelse til yderligere social dumping og en kynisme i forhold til processer og nærdemokrati, hvor ender vi så når vi er i mål med de 100 procent.

Klimaproblemet er et seriøst og vigtigt problem der skal løses - men hvis det skal løses så skal vi også kunne se os selv i øjnene bagefter - og hvad angår biogas, er processen løbet helt af sporet.

Økologisk landmand


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Dette her er et sammensurium af mange forskellige motiver. Der er selve klimadelen, som der jo er vælgermæssig bonanza i for tiden - skønt ingen har fattet en pind af, at vi kan fremsige salmevers, stående på ét ben klokken tre om natten, uden at dette udvirker det mindste i forhold til klimaet. Vi kan intet udrette i forhold til klimaet. Så er der de store landbrugsbedrifter, som lokalt skaber store luftforgiftninger lokalt. Det skyldes dels dårlig vilje hos landmændene, dels manglende teknologisk indsats i forhold til at gøre noget ved disse problemer. Der kunne utvivlsomt gøres noget, men her støder vi ind i det meget begrænsede økonomiske råderum, der er et vilkår i dag for den enkelte landmand. Det forhold, at der i realiteten ikke er penge i at drive landbrug, har ført til en monumental gældsætning af landbruget som helhed, og det har endvidere ført den groteske centralisering med sig, som vi har set. Det der med gældsætningen er det nok værd at kigge nærmere på. Det forholder sig jo sådan, at den måde, hvorpå landmændene opnår de eksorbitante kreditter, beror på, at de selv har sæde i bankbestyrelserne. Vi er altså, endnu engang, vidner til uansvarlig bankdrift - for bønderne er ikke kreditværdige. Hvis man medregner bankgælden i landbrugets økonomi, er der éntydigt tale om en tabsforretning. Vi sender landbrugsvarer i enormt omfang ud af landet, suppleret med poser af penge. Hele EUs landbrugscirkus har jo den dybere mening at sikre hjemmemarkedsforsyningen af fødevarer - og så blæse være med, at vi umuliggør hele den afrikanske landbrugsproduktion. Der tales op og ned ad vægge og stolper om det konkurrencedygtige, intensive landbrug herhjemme - skønt realiteterne er, at det samme intensive landbrug er i fuldt færd med at ødelægge landet. Insekter bliver udryddet, og dermed store mængder af fugle. Landmanden siger jo "fint", fordi han jo kan låne til alt, hvad han peger på, i banken. Og støttet af EU. Som jo især holdes oppe af aktivistiske franske bønders opfattelse af tingene.