Når religiøs ret bliver fremstillet for rosenrødt

Fire forskere er gået sammen om at skrive en bog, der både skal give en generel introduktion til religiøs ret i Danmark samt fremsætte anbefalinger til beslutningstagere. 

'Religiøse råd og domstole i Danmark' giver en fin introduktion til de forskellige religiøse hovedretninger i Danmark, deres praksisser og de udfordringer, de står over for.

Dog betyder bogens brede format, at den til tider kan føles som en række leksikonopslag. Bogen indledes med en række anbefalinger og følges derefter af en introduktion til religiøs ret, og endeligt kommer bogens center, som er en gennemgang af religiøs ret i de største danske trossamfund.

For mange trossamfund, for lidt dybde

Kapitlerne om trossamfundene er dog desværre så mange, at de bliver noget korte, og det gør, at de både er tætpakkede med viden, men også er noget overfladiske.

Forfatternes store viden skinner igennem, men bliver ikke foldet helt ud, hvilket er ærgerligt. Hvert kapitel om religionerne kunne med fordel have været 15-20 sider langt i stedet for de reelt to-tre sider ‒ når man fraregner billeder ‒ som de fleste trosretninger får.

Læs også:Fra røde jakker til blå pakker – postens forvandling gennem 400 år

Generelt kunne bogen godt have fortjent at være 100 sider længere. Den er på 175 nu. Analysen er desværre til tider overfladisk grundet bogens meget korte format og bærer visse steder præg af forfatteres kæpheste, der har overlevet redigeringsprocessen. 

Bogen fremsætter også en besynderlig analyse af religiøse skikke

Eksempelvis bruges der en del energi på en sammenstilling af sportsret og religiøs ret, som virker anstrengt. Desuden bygger bogen på en antagelse om, at der er en gennemgående fælles interesse mellem religionerne og ikke konkurrence på tværs. 

Altså en idé om, at religioner fungerer som sportsforeninger, hvor det gavner én trosretning, hvis en anden trives, fordi det styrker det samlede religiøse miljø.

Læs også:Poul Nyrup i ny bog: Døden kommer næsten altid med en opgave

Dette er en noget optimistisk påstand, især når man betænker, at religioner i årtusinder også internt mellem retninger har bekæmpet hinanden – ofte med våben i hånd – og mange stadig har teologiske elementer, der fordømmer vantro, som tit er alle uden for det snævre trossamfund. 

En problematisk tilgang til religiøse skilsmisser

Bogen fremsætter også en besynderlig analyse af religiøse skikke, hvor religiøst begrænsede skilsmisser for kvinder fremhæves.

Her argumenteres det for, at det er en fordel at styrke de religiøse udøvere, så de gennem egne retlige instanser kan håndtere problematikken – frem for at erklære praksissen samfundsmæssigt uacceptabel.

Det kan tolkes som en belønning til dem, der har skabt og fastholdt problematiske praksisser frem for en klar afvisning fra samfundets side. 

Det er et kontroversielt standpunkt

Det er flere steder svært at gennemskue hvornår noget alene er referat. Især kapitlet om islamiske trossamfund har denne tendens.

Ægteskabsrådgivere fremstilles meget positivt, og det nævnes, at de lever under et pres for ikke at blive stemplet som værende i strid med danske normer.

Læs også:‘Broderismen. Sådan undergraver islamister de vestlige samfund’

Sproget her er langtfra neutralt. Denne diskrepans ses også, hvor CDIR på en side med overskriften "Fakta" uimodsagt får lov til at foreslå, at den bedste løsning på kvindernes skilsmisseproblematik er oprettelsen af et statsligt anerkendt organ af islamiske lærde med bemyndigelse til at opløse ægteskaber.

Det er et kontroversielt standpunkt, og det forekommer bemærkelsesværdigt, at det får lov at stå helt uimodsagt, blandt andet fordi bogens forfattere ved andre trossamfunds problematiske praksisser ikke er blege for at sige fra.

Overordnet positivt

Bogen gennemgår dog nogle sider senere, at førnævnte ægteskabsrådgivere kunne give anledning til udfordringer, men uden klart at vise, hvor store problemer den foreslåede løsning kan medføre. 

I opsamlingen nævnes det dog positivt, at en kritisk presse kan presse trossamfundene til at ændre praksis. Overordnet set har bogen en positiv forståelse af religiøs ret, hvor magten er forankret polycentristisk i de lokale trossamfund, og hvor de har retskraft ud over rent teologiske spørgsmål.

Læs også:Anmeldelse: Juraen roder i ministers nye bog

Det er et vidtgående standpunkt, som kunne have fortjent en langt stærkere argumentation. Når det er sagt, er bogen anbefalelsesværdig, hvis man ønsker et overblik over de største trossamfund i Danmark. 

Jeg har taget fag i religiøs ret, er religiøs og har interesseret mig for området i årevis, men jeg lærte stadig nye ting på næsten hver side.

Bogen får lov at blive på min hylde som et opslagsværk til fremtidig brug, når jeg har behov for at forstå praksisser i religiøse samfund i Danmark – eller ønsker at søge mere viden, og kan anbefales til alle, der på forholdsvist kort plads vil blive klogere på de største trossamfunds brug af religiøs ret.

Brian Arly Jacobsen, Niels Valdemar Vinding, Mikele Schultz-Knudsen og Ida Hartmann. ”Religiøse råd og domstole i Danmark”. Online 30. januar 2025