Annonce

Næsten hver anden LGBT-person skjuler sin seksualitet på jobbet

Alt for mange LGBT-personer er ikke åbne om deres seksualitet på jobbet. Arbejdsgiverne må gøre mere, mener LO.
Fire ud af ti medarbejdere, som er LGBT (bøsser, lesbiske, biseksuelle eller transpersoner) er ikke åbne omkring deres seksualitet på arbejdspladsen, viser en ny undersøgelse som Epinion har lavet for LO, FTF og Akademikerne i anledning af Copenhagen Pride-ugen.

Mangel på åbenhed og mangfoldigheds-politikker på de danske arbejdspladser gør, at homoseksuelle og transpersoner ikke føler sig trygge ved at springe ud på jobbet.

[read-also]

”Jeg er først og fremmest glad for, at vi har lavet denne her undersøgelse, fordi den dokumenterer, at der er et problem ude på arbejdspladserne, som vi ikke rigtigt har været opmærksomme på,” siger LO’s næstformand Nanna Højlund til Netavisen Pio.

”Noget af det vigtigste på en arbejdsplads er selvfølgelig, at folk kan føle sig trygge, og derfor er det også vigtigt, at man kan være åben omkring, hvem man er som person,” siger hun. ”Hvis man ikke kan stå ved, hvem man er, så er det svært at føle sig tilfreds.”

Arbejdsgiverne har ansvaret
Hun fastslår dog, at selvom medarbejderne og tillidsrepræsentanterne har et medansvar for tonen på en arbejdsplads, så er arbejdsmiljøet i sidste ende arbejdsgivernes ansvar. Uanset om der er tale om små eller store virksomheder.

”Hvis man synes, det er svært at stå ved, hvem man er, så er det jo fordi, man er bange for, at man ikke kan være en del af fællesskabet. Det er altid et arbejdsgiveransvar at skabe et godt arbejdsmiljø,” siger Nanna Højlund.

Det er ifølge hende også noget, som arbejdsgiverne skal lære, og derfor er hun glad for, at LGBT Danmark (det der tidligere hed Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, red.) har taget initiativ til kampagnen Empatisk Arbejdsmarked, som er en certificeringsordning for virksomheder, som gerne vil styrke trivslen for LGBT+-personer i virksomheden.

Tillidsfolkene skal rustes bedre
Undersøgelsen viser også, at kun hver tredje adspurgte synes, at åbenheden omkring deres seksualitet er noget, de kan tale med deres tillids- eller arbejdsmiljørepræsentant om.

[read-also]

Ifølge LO-næstformanden, så er der behov for, at fagbevægelsen bliver bedre til at ruste sine tillidsfolk til at tage dialogen på arbejdspladsen om mangfoldighed.

”Vi har i fagbevægelsen en opgave med at uddanne vores tillidsfolk i det her, så de kan være med til at sørge for, at der kommer et godt arbejdsmiljø,” siger Nanna Højlund og fortsætter.

”Hvis man selv er heteroseksuel, så skal man lære at forstå, at andre kan have en anden opfattelse af for eksempel tonen på en arbejdsplads.”

Hele LO, FTF og AC-målingen kan læses her.

 

Er du mere interesseret i emnet, så debatterer Nanna Højlund sammen med blandt andre Abdel Aziz Mahmoud og ligestillingsminister Karen Elleman i Arbejdermuseet: Torsdag d. 17. august kl. 8:30-9:30, Rømersgade 22, 1362 København

Se mere på Facebook

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce