Næsten hver femte ansatte i byggeriet er udlænding: Danske Byggefag har opfordring til regeringen
Næsten hver femte ansatte i byggeriet er udlænding: Danske Byggefag har opfordring til regeringen
Nye tal viser rekordhøj andel af udenlandsk arbejdskraft i byggebranchen. Danske Byggefag roser tiltag i regeringsgrundlaget, men ser gerne et endnu større fokus fra regeringen
Der kommer flere udenlandske arbejdere i byggebranchen, selvom den samlede beskæftigelse i branchen falder.
Udenlandske medarbejdere udgør nu 17,3 procent af alle fuldtidsbeskæftigede i bygge- og anlægsbranchen, svarende til næsten hver femte
Det viser nye tal som Danske Byggefag har samlet på baggrund af data fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).
Udviklingen får Danske Byggefag – der er samarbejdsorganisation for de syv førende fagforbund med medlemmer i byggeriet – til at opfordre politikerne til at øge ambitionerne om at forbedre kontrollen med den udenlandske arbejdskraft.
Ny rekord
Ifølge tallene fra STAR er den samlede beskæftigelse i bygge- og anlægsbranchen faldet med 2.664 fuldtidsbeskæftigede fra første kvartal 2025 til første kvartal 2026 – Samtidig er antallet af udenlandske fuldtidsbeskæftigede steget med 347 personer.
I første kvartal af 2026 var der i alt 159.705 fuldtidsbeskæftigede i bygge- og anlægsbranchen, hvoraf 27.641 havde et udenlandsk statsborgerskab.
Dermed udgør udenlandske medarbejdere nu 17,3 procent af alle fuldtidsbeskæftigede i bygge- og anlægsbranchen, svarende til næsten hver femte.
Samtidig viser tallene, at udviklingen har stået på i længere tid. Over de sidste 10 år er 47,6 procent af nye fuldtidsbeskæftigede i bygge- og anlægsbranchen udenlandske.
Gode skridt i regeringsgrundlaget
28. maj udsendte Danske Byggefag en pressemeddelelse, hvori formand Claus von Elling opfordrede politikerne til at tænke tallene ind i regeringsforhandlingerne, der på daværende tidspunkt stadig var i gang.
Siden er der dannet en regering bestående af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale.
Noget tyder på, at Danske Byggefag ikke har talt for døve øren.
I regeringsgrundlaget står der, at regeringen vil gennemføre de aftalte ordninger for id-kort på større byggepladser og den overenskomstbaserede certificeringsordning for udenlandsk arbejdskraft.
Læs også:Fagbevægelsen positiv over for SVM-udspil om udenlandsk arbejdskraft
Selvom det glæder Claus von Elling, mener han, at der stadig er plads til forbedring:
“Der er nogle gode skridt i regeringsgrundlaget, som skal dæmme op for de negative konsekvenser af udenlandsk arbejdskraft, men jeg mener, at ambitionerne bør være endnu højere. Regeringen har nu alle muligheder for at vise, at den tager udfordringerne med udnyttelse af vores udenlandske kolleger alvorlig," siger han til Netavisen Pio og fortsætter:
“For det er selvfølgelig positivt, at man fastholder trepartsaftalen om en overenskomstbaseret ordning for udenlandsk arbejdskraft. Men kravet om overenskomst bør gælde alle former for rekruttering af arbejdskraft fra lande uden for EU, og kravet om ID-kort bør udvides til hele byggeriet.”
Læs også:Fagbevægelsen får deres ønske opfyldt: Nu kommer ID-kortet
Der er god grund til fortsat at have politisk fokus på området siger Claus von Elling til Netavisen Pio:
“Med massiv investering i byggeri, infrastruktur og renovering skruer regeringen op for aktiviteten i byggeriet og dermed også antallet af udenlandske virksomheder og kolleger i byggeriet.”
Derfor er det også nødvendigt, at der føres mere kontrol på området, så man kan få dæmmet op for den underbetaling og udnyttelse af udenlandske kolleger og direkte kriminalitet, som byggebranchen ser i dag, mener Claus von Elling.
Tilføj kommentar