Annonce

Næsten syv milliarder kroner i øget likviditet på vej til danske virksomheder

Fra starten af februar kan små og mellemstore virksomheder få et rentefrit lån, som dækker januar-betalingen af A-skat og AM-bidrag
Regeringen fremsætter lovforslag, der skal give små og mellemstore virksomheder mulighed for at få et rentefrit lån, der kan dække udgifterne til A-skat og AM-bidrag i januar.

Lovforslaget vil styrke likviditeten for små og mellemstore virksomheder med samlet set knap syv mia. kr. Hvis pengene skal komme frem til virksomhederne allerede i starten af februar, kræver det dog hurtig behandling af Folketinget.

Vi har brug for at få hjælpen hurtigt frem til vores små og mellemstore virksomheder, der lider under coronapandemien

”Vi har brug for at få hjælpen hurtigt frem til vores små og mellemstore virksomheder, der lider under coronapandemien. Derfor har Skatteministeriet arbejdet på højtryk for at få lovforslaget frem til Folketingets behandling. Går alt som det skal, kan lånet derfor allerede tilbydes fra starten af februar – til gavn for virksomhederne, dansk økonomi og ikke mindst de danske lønmodtagere”, siger skatteminister Morten Bødskov.

Glæde hos SMVdanmark

Hos brancheorganisationen for små og mellemstore virksomheder, SMVdanmark, modtages loven med kyshånd:

Vi er rigtig glade for, at der åbnes op yderligere lånemulighed for de små og mellemstore virksomheder

“Vi er rigtig glade for, at der åbnes op yderligere lånemulighed for de små og mellemstore virksomheder med rentefrie lån - da likviditeten hos de små og mellemstore virksomheder er utrolig presset i øjeblikket,” siger administrerende direktør hos SMVdanmark, Jakob Brandt, til Netavisen Pio.  

Regeringen forventer, at det særligt er virksomheder i oplevelsesøkonomien, der vil benytte sig af muligheden for at få et lån, fordi restriktionerne rammer dem særligt hårdt.

Det ekstraordinære lån kommer som led i en aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Konservative og Alternativet. Lovforslaget fremsættes på fredag den 15. januar og forventes 3. behandlet den 28. januar.

Det er desuden en forudsætning, at A-skattelåneordningen godkendes af EU-Kommissionen, da der er tale om statsstøtte, fremgår det af en pressemeddelelse fra Skatteministeriet.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce