Der findes grundlæggende to parametre for, hvad journalister synes er en rigtig god historie: på den ene side emner, der handler om dem selv og deres fag – og på den anden side alt andet mellem himmel og jord.

Historier der handler om journalisters arbejdsforhold, arbejdspladser eller de særlige udfordringer, hvad enten det er med brugen af kilder eller mangel på tryksværte, så har disse historier forrang overfor alt andet, med store katastrofer som mulig undtagelse.

I sidste uge kunne Politiken afsløre, at deres kolleger på DR havde stået på skærmen og ’gættet’ på indholdet af Statsministerens nytårstale, på trods af at de allerede vidste, hvad der stod i talen. At Ask Rostrup & Co. allerede kendte talens indhold skyldtes, at de på forhånd havde fået udleveret en kopi, en såkaldt klausuleret udgave, af Statsministeriet. Og at den er klausuleret betyder, at man kan få talen, hvis man lover ikke at fortælle, hvad der står i den, før et bestemt tidspunkt.

Talen i sig selv bliver heller ikke sendt direkte, men er optaget et par dage i forvejen. Det forklarer også overfor de undrende, hvordan Statsministeren kunne formå at være på sit kontor, samtidig med at hun var til nytårstaffel hos Dronningen.

Og værst af alt så ender det med at journalisternes egen overfokusering på deres eget lille område, med at spalteplads og ikke mindst de journalistiske ressourcer, som skulle være brugt på at behandle indholdet i statsministerens nytårstale, med at være lidt drilleri imellem to mediehuse. Ville det være for meget at forlangt, at man havde taget den diskussion i fagbladet?

Kort sagt, så opførte DRs journalister og deres gæster et lille skuespil for tv-seerne. For som DRs Ask Rostrup siger til Jyllands-Posten: ”For nogle år siden sagde vi til seerne, at vi havde læst talen. Men det virker uforståeligt for de fleste, at vi nævner det, når vi ikke fortæller, hvad vi ved, fordi den er klausuleret.”.

Det fik Politiken helt op i det røde felt, hvilket jo må undre, fordi avisen gør sig skyldig i næsten den samme ’forbrydelse’ som DR, nemlig at blæse en sag op, som er kendt stof for alle, der arbejder med medier og politik. Det er jo ikke noget nyt, at journalister og de øvrige politikere har adgang til en klausuleret udgave.

Taler, pressemeddelelser eller historier med klausuler er en integreret del af journalisters og offentlige personer arbejdsforhold. Og har været det i årtier. Man kan selvfølgelig argumentere for, at livemedier og internet har ændret lidt på kravene til at levere nyheder hurtigst muligt.

Men hvorfor er denne historie lige pludselig interessant, at den skal køre på nettet og spredes til adskillige medier, på trods af, at den ikke rigtigt har noget relevans for andre end journalister.

Og værst af alt så ender det med at journalisternes egen overfokusering på deres eget lille område, med at spalteplads og ikke mindst de journalistiske ressourcer, som skulle være brugt på at behandle indholdet i statsministerens nytårstale, med at være lidt drilleri imellem to mediehuse. Ville det være for meget at forlangt, at man havde taget den diskussion i fagbladet?