KOMMENTAR: Skatteministeriets seneste svar viser, at de økonomiske vurderinger, der ligger til grund for den førte politik, til tider hviler på et mildest talt løst grundlag. Hvis de da overhovedet hviler på noget.

Som tidligere beskrevet her på Netavisen Pio, så meddelte Skatteministeriet i går, at ministeriet nu ikke længere forventer, at en genindførelse af boligjobordningen vil øge arbejdsudbuddet med 1.000 personer. Faktisk forventer Ministeriet, på baggrund af en større evaluering af den tidligere ordning, nu slet ikke, at den vil påvirke arbejdsudbuddet.

Dermed melder boligjobordningen sig ind i rækken af politiske beslutninger, der er blevet vedtaget på ét grundlag, men hvor virkeligheden senere har vist sig at blive en anden. Tidligere er også dagpengereformen og efterlønsreformen meget omtalte eksempler på, hvordan reformer gav nogle helt andre resultater end dem, lovgiverne forventede.

Det siger sig selv, at det kan være meget vanskeligt at måle langsigtede beskæftigelseseffekter. Det er ingen naturlove som fortæller, hvordan folk eksempelvis reagerer på, at skatten bliver lavere. Vil de arbejde mere, fordi de nu får mere ud af at arbejde en time ekstra? Eller vil de holde mere fri, fordi de får flere penge mellem hænderne?

Det er der ikke nogen entydig konklusion på. Alligevel antager eksempelvis Finansministeriet, at lavere skat fører til øget arbejdsudbud. Og politikere tøver sjældent med at melde meget kategorisk ud, at reformer vil skabe så-og-så mange ekstra arbejdspladser. Nogle gange kan de henvise til omfattende, teknisk baggrundsmateriale, som beskriver, hvilke forventninger der er lagt til grund. Andre gange virker det temmelig dunkelt, hvor tallene kommer fra.

”Hvis vi forudsætter…….”
Lad os prøve at kigge lidt nærmere på, hvorfor Skatteministeriet i lang tid forventede, at boligjobordningen kunne øge arbejdsudbuddet med 1.000 personer. Det fremgår nemlig af det nye svar fra ministeriet, at der til at finde frem til det tal ”var anvendt en mere generel tilgang, der ikke havde ophæng i en konkret analyse”.

Men hvad havde det så ”ophæng” i? Af et notat fra Skatteministeriet og bemærkningerne til lovforslaget fremgår det, at tallet med 1.000 personer fremkommer ”Hvis det forudsættes, at tilskuddet virker [på arbejdsudbuddet] omtrent som en forøgelse af beskæftigelsesfradraget”.

Men hvorfor skal det forudsættes, at tilskuddet virker som en forøgelse af beskæftigelsesfradraget? Hvilke undersøgelser bygger effekten af beskæftigelsesfradraget egentlig på, og hvorfor giver det mening at overføre de erfaringer til boligjobordningen? Det fremgår ingen steder.

Vi ved derfor heller ikke, om der et eller andet i Ministeriets mørke gange sidder en embedsmand, der rent faktisk har dokumentation for, at det er en meningsfuld sammenligning. Eller om det er noget, der ganske enkelt er grebet helt ud af den blå loft, for at man dog i det mindste kan vise et tal i sti lovforslag. Uanset hvad, så holdt tallet altså ikke til en nærmere analyse.

Mere åbenhed om usikkerhed
Senest har regeringen fremsat forslag om en ny integrationsydelse, så flygtninge og indvandrere ikke længere får adgang til kontanthjælp, men kun til en ydelse på SU-niveau. Det vil ifølge regeringen sikre, at flere flygtninge og indvandrere kommer ud på arbejdsmarkedet. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at ”Samlet skønnes forslaget på den baggrund at indebære en strukturel styrkelse af beskæftigelsen på i alt 400 fuldtidspersoner”.

Igen melder spørgsmålene sig: Hvem har skønnet det? Hvilke beregninger ligger til grund – hvilke analyser er det ”ophængt” på? Og hvor sikre er ministeriet egentlig på sit skøn? Det ved vi ikke.

Problemet er ikke, at Ministeriets modeller ikke kan forudsige virkeligheden hundrede procent perfekt. Det er i sagens natur uhyre vanskeligt at sige noget om, hvordan folk vil reagere på ændrede økonomiske incitamenter langt ude i fremtiden. Problemet er, at tallene videregives som kendsgerninger, og at de forbehold, de burde ledsages af, ofte ikke er til stede.