Nedskæringerne på uddannelse betyder at vi opgiver mennesker

Uddannelse handler ikke kun om næste job. Der handler også om social arv, vejen til et sundere liv og muligheden for at hjælpe sine børn til et bedre liv.
Siden 2015 er der sparet milliarder på vores uddannelsessektor. Seneste opgørelse fra AE-rådet viser, at der i 2022 vil være sparet hele 21 milliarder kroner på uddannelse. Bare lige for at gentage det svimlende store beløb; 21 milliarder kroner. Det giver sig selv, at man ikke kan spare så mange penge, uden at det går ud over både kvaliteten af og afstanden til uddannelse.

Det går ud over både kvaliteten af og afstanden til uddannelse

Skolerne tvunget til at bekæmpe hinanden

De ansvarlige ministre på området er utrolig hurtige til at skubbe ansvaret fra sig. Ifølge undervisningsminister Merete Riisager må vi forstå, at det er de lokale institutioners eget ansvar, når der eksempelvis fyres lærere, udbydes færre fag eller helt nedlægges uddannelsessteder rundt om i landet. Det mener jeg, er noget nær en hån mod de mange engagerede lærere og ledere, der hver eneste dag kæmper for, at danskerne bliver klogere.

Nedskæringerne har resulteret i, at uddannelsesinstitutioner bruger meget tid på at kæmpe mod hinanden

Min oplevelse er også, at nedskæringerne har resulteret i, at uddannelsesinstitutioner bruger meget tid på at kæmpe mod hinanden. Ikke af ond vilje. Men fordi de økonomisk er så pressede. Når selv få elever mere på deres uddannelsesinstitution har stor betydning, fordi det udløser ekstra tilskud, så slås de om eleverne.

Tiden er derfor inde til, at vi stopper op og tænker os om. Hvad vil vi fra politisk hold med uddannelse i Danmark? Hvorfor skal man uddanne sig? Og hvor vigtigt er det, at der er uddannelser i hele landet – ikke bare i de store byer?

Uddannelse er vejen til et bedre liv

Jeg er socialdemokrat, fordi jeg tror på, at uddannelse er nøglen til større frihed for den enkelte. Lige netop derfor er det så centralt, at der er uddannelsestilbud til alle. Det gælder uanset, hvad man kommer med i bagagen. Det gælder uanset, hvor i landet man bor.

Uddannelse handler ikke kun om at komme i job. Det handler i min optik også om at blive en bedre samfundsborger, om at kunne bryde social arv og om at være glad, når man står op om morgenen.

Uddannelse er vejen til et sundere, længere og bedre liv

Statistikkerne taler deres tydelige sprog; uddannelse er vejen til et sundere, længere og bedre liv. Når vi sparer på uddannelse og igen og igen sætter begrænsninger op for, hvem der får adgang til uddannelse. Så opgiver vi samtidig en gruppe af mennesker, som kunne have stor gavn af uddannelse.

Mit svar på spørgsmålet ”skal man have ret til at uddanne sig for at kunne hjælpe sine børn med lektierne”, må derfor blive et klart og rungende ”ja”.

Væk med sparekravene

Derfor skal de omfattende sparekrav til uddannelserne afskaffes. De første, der falder fra, når uddannelsestilbud i de tyndt befolkede områder lukker, når lærerne bliver færre og kvaliteten dårligere, er dem, der har allermest brug for netop uddannelse.

De omfattende sparekrav til uddannelserne skal afskaffes

Det er et problem. Ikke bare for de nuværende generationer. Men også for de kommende.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Folketingsmedlem, gruppenæstformand og ligestillingsordfører for Socialdemokratiet. 


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Hit med de 21 stjålne milliarder fra uddannelsesområdet, regering!

Hit med de stjålne pensions år vi alle har sparet op til.

Regeringen korttidsmaksimerer for at få en sort bundllinie..

Borgerne er magtesløse overfor tyveri af de unges fremtid og de ældres opsparing til pension. Det er en ultra sort politik, der sætter de unges fremtid over styr.

Dyrisk grådighed huserer hos Christiansborgs sorte partier. Pinligt og skammeligt uanstændigt. Må vi få rimelighed, menneskelighed og etik tilbage i politik. Og politikere, der kan og tør løfte det ansvar, vi alle har betroet landets ledelse.
I stedet kanaliserer regeringen overflod til sig selv og deres velhavende venner. Det er ikke det, de er valgt til. Må retsindighed sejre fremover.

Annonce