Hvis man er fra 1996 og murer, kan man se frem til at skulle være på arbejdsmarkedet 50 år endnu. I 2069 kan man efter de nuværende regler trække sig tilbage som 74,5-årig. Men hvis ikke man kan holde til dét, er det fordi man ikke har husket at løbe en tur to gange om ugen. I hvert fald ifølge den ledelsesrådgiver, DR har givet spalteplads.

Hvis ikke man kan holde til dét, er det fordi man ikke har husket at løbe en tur to gange om ugen

Ni gode råd er det blevet til, der alle har det tilfælles at nedslidning ikke er noget, vi skal bekymre os om som samfund. Nej, det er noget, den enkelte helt og holdent kan og skal klare selv.

1. Du skal bare lade være med at tænke på pensionen

Det første råd fra ledelsesguru Stephen Bruyant-Langer er, at man faktisk slet ikke skal tænke på pensionen. For som han siger: ”Der er en tendens til, at man tæller ned til pensionen eller ser den som et mål. Det er forkert”.

Så faktisk er hele pensionsdiskussionen forkert, skal vi forstå. Det er bedre slet ikke at fokusere på pensionstidspunktet. At glemme det.

Det er bedre slet ikke at fokusere på pensionstidspunktet. At glemme det

Men hør nu her, kære ledelsesrådgiver: Det er nok nemmere at have et afslappet forhold til pensionen, hvis dit arbejde er at give direktører gode råd end hvis dit arbejde var hårdt fysisk krævende – dag ud og dag ind, år efter år. Så længe du ikke har prøvet at skulle tage smertestillende medicin før du tager på arbejde, skal du nok bare tie stille.

2. Det er dig, der er ansvarlig 

Vi er nået til et punkt, hvor man skal skamme sig, hvis man ryger, er for tyk eller har det med at spise lidt for meget fastfood. Det, der tidligere var en last man kunne gøre noget ved eller lade være, er i dag blevet et tegn på ens moralske habitus. En søndag på Strandvejen kan man ikke sparke sig frem for direktører i tætsiddende lycra på cykler, der koster det samme som en familiebil.

Fitness-bølgens løftede pegefinger også blevet et argument i debatten om tilbagetrækning

Og nu er fitness-bølgens løftede pegefinger også blevet et argument i debatten om tilbagetrækningsmulighederne for dem, der har de hårde fysiske jobs. For som DR’s ledelsesguru siger: ”Ved hjælp af styrke- og konditionstræning kan du hæve kroppens loft. Hvis din arbejdsbyrde er tæt på kroppens loft, kan du mindske byrden, hvis du hæver loftet”.

Bag den pseudo-videnskabelige forklaring gemmer sig en holdning om, at hårdt fysisk arbejde ikke findes. Kun en krop, du ikke har trænet tilstrækkeligt.

3. Husk at løbe to gange om ugen

Hvis ikke vi har forstået budskabet allerede, sætter ledelsesguruen trumf på: ”Etabler en vane, så du to gange ugentligt styrketræner hele kroppen. I samme omgang kan du snøre skoene og løbe en tur”.

Når man er ledelsesguru ved man åbenbart, hvordan alle andre skal leve

Når man er ledelsesguru ved man åbenbart, hvordan alle andre skal leve. Nemlig på præcis samme måde som ledelsesrådgiveren selv. Ikke spille fodbold med drengene, ikke fjolle omkring på græsplænen med børnebørnene eller gå en tur med konen. Men styrketræne og løbe på præcis den måde, præstationskulturen siger at vi skal leve vores liv.

Det er ikke ledelsesrådgiveren, der er problemet

Der er ikke noget galt med at røre sig. Spise sundt. Være sammen med mennesker, der betyder noget for én. Grine, så man får helt ondt i maven. Eller alle de andre ting, der giver et sundere, bedre og længere liv.

Men der er noget galt i at sammenkoble den nedslidning der skyldes et hårdt og langt arbejdsliv med den løftede pegefinger. Der er i allerhøjeste grad noget galt i at gøre det til 3F’erens eget ansvar, hvis han bliver slidt ned.

Der er i allerhøjeste grad noget galt i at gøre det til 3F’erens eget ansvar, hvis han bliver slidt ned

Hvis det bare var en overfladisk, pseudo-videnskabelig ledelsesrådgiver, ville jeg være ligeglad. Det er sjældent værd at bruge sin tid på at argumentere imod en mur af floskler.

Men holdningen om, at det er ens eget ansvar, hvis man bliver nedslidt af sit arbejde, gennemsyrer debatten om retten til at trække sig tidligere tilbage, hvis man er slidt op efter 40 års hårdt arbejde. Borgerlige politikere, der burde vide bedre, giver udtryk for den uden at rødme.

Eller Venstre-ideologen Søren Pind, der er i oprør hjemme i villaen i Gentofte og skriver ”Er folk blevet vanvittige? Højere automatisk pension fordi man ryger og drikker mere end gennemsnittet og ikke kan leve op til kravene for at få førtidspension?”

For slet ikke at tale om Joachim B. Olsen, der giver sin sædvanlige remse om, at ”det er ikke arbejdet, som gør, at man har et dårligt helbred”.

Eksemplerne fra den borgerlige fløj er utallige. Der er en klippefast fast tro på, at nedslidning er ens egen skyld; et udslag af en svag moral. En holdning, der er baseret på uendeligt lille – ja, nærmest ikke-eksisterende – erfaring med den slags arbejde, som almindelige danskere står op til hver morgen.

Individuelt ansvar eller håndrækning fra samfundet

For selvfølgelig er det ikke realistisk, at man kan holde til at være murer i 50 år eller mere. Den nyuddannede murer kan ikke holde til arbejdet, til han er midt i halvfjerdserne. Ligesom SOSU-hjælperen ikke kan. Eller tømreren eller de andre jobs, der slider på kroppen.

Det burde faktisk være nemt at forstå, selv for en ledelsesrådgiver og en folketingspolitiker med sit på det tørre

Så det er mere end politisk uenighed, der skiller venstrefløjen fra højrefløjen, når det gælder den fleksible tilbagetrækning. Det er en grundlæggende holdning til, om det altid kun er den enkeltes eget ansvar at sørge for at klare sig, eller om vi som samfund skal række en hånd til dem, der har det hårdest.

Det burde faktisk være nemt at forstå, selv for en ledelsesrådgiver og en folketingspolitiker med sit på det tørre.