Annonce

Nedslidning: Industriarbejderen bliver 12 gange oftere syg end bankmanden

Tallene taler deres tydelige sprog: Mennesker, der arbejder i produktion og byggeri, bliver langt oftere syge af jobbet
Noget arbejde er langt mere nedslidende end andet.

Det mærker 54-årige Kenneth Christensen dagligt på sin egen krop. I 37 år har han arbejdet på Danish Crowns slagteri i Rønne på Bornholm.

De mange år ved samlebåndet med slagterkniven i hånden har sat sig sine spor:

”Når jeg når til fredag, så er jeg meget træt og øm i hele kroppen. Én til to gange om ugen bliver jeg nødt til at tage en pille om morgenen, hvis jeg skal kunne klare mit arbejde,” fortæller han til Netavisen Pio.
 

Nogle brancher gør flere syge

Når man ser på, hvor mange der bliver syge af at gå på arbejde, så taler tallene fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring deres tydelige sprog.

Over dobbelt så mange af de ansatte på landets fabrikker, og tre gange så mange i bryggeriet bliver syge af at gå på arbejde, hvis man sammenligner dem med samtlige danskere i beskætigelse.

De skader jeg har nu, de går ikke væk

For hver gang der er tusind mennesker i arbejde i Danmark, så er der to procent, der får anerkendt det, der hedder en “erhvervssygdom”, altså en sygdom der er opstået på grund af en belastning i forbindelse med jobbet.

For dem, der arbejder i bygge- og anlægsvirksomheder, var det tal i 2017 på 6,4, mens det i fremstillingsvirksomhederne var 4,9 procent.

Den laveste andel, der bliver syge på grund af arbejdet, finder man inden for undervisnings- og finanssektoren, hvor der kun er en fjerdedel så mange, der bliver syge af jobbet, som for de øvrige brancher.

Sammenligner man byggebranchen med finanssektoren, så er der 15 gange så mange, der bliver syge af at arbejdet på byggepladsen, som der blive syge af arbejdet i bankfilialen. Det er 12 gange så mange, hvis man sammenligner bankmanden med industriarbejderen.  

Udsigt til 14 år mere

De mange 10 timers vagter på slagteriet i Rønne har givet Kenneth Christensen smerter i nakke, skuldre og hofter. Selvom han styrketræner for at holde smerterne på afstand, så er de blevet en permanent følgesvend:

”Jeg får det ikke væk. De skader jeg har nu, de går ikke væk,” konstaterer bornholmeren.  

Selvom Kenneth Christensen godt kan lide det, som han selv kalder “sit håndelag”, så har de 37 år på slagteriet slidt på hans krop.

Det holder jeg ikke til. Det har jeg meget svært ved at tro

Udsigten til at skære kød ud 40 timer om ugen i 14 år mere, før han kan gå på pension som 68 årig, virker for ham helt urealistisk:

”Hvis jeg tænker på mig selv om 14 år, så tror jeg ikke, jeg kan. Det holder jeg ikke til. Det har jeg meget svært ved at tro,” siger han.
 

Et halvt århundrede på arbejdsmarkedet

Den nedslidning som kroppen udsættes for, når man arbejder mange år i et fysisk krævende job, tror Kenneth Christensen ikke, at politikere og mennesker i akademiske jobs gør sig noget rigtigt begreb om:  

“Når man ikke har prøvet det, så kan man ikke sætte sig ind i det. Politikerne kan overhovedet ikke forstå, hvordan det er - det er jeg hundrede procent sikker på. Det er virkelig belastende. Meget mere end hvad I tror,” siger han.

Man føler sig ikke så tryg i Danmark som for 15 år siden

Både Kenneth Christensen, og mange af hans kollegaer på det bornholmske slagteriet, mener, at det er uretfærdigt, hvis de arbejde så mange år:

”Jeg kommer til at arbejde i 52 år, inden jeg kan gå på pension. Det synes jeg ikke er fair. Det kommer jeg ikke til at holde til, og det ved jeg godt. 45 år på arbejdsmarkedet burde være mere end rigeligt,” understreger han.

Kenneth Christensens kan godt være nervøs for, hvad der sker med hans levegrundlag, hvis kroppen siger fra, før han når pensionsalderen:  

“Man føler sig ikke så tryg i Danmark som for 15 år siden,” slutter han.

Socialdemokratiet ventes i nær fremtid at komme med et udspil om nedslidning.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Håber at de ansvarlige politikere snart får taget sig sammen til at lave nogle ordninger, for de folk der bliver tidligt slidt ned, og ikke kan holde til at arbejde til en sen tilbagetrækning fra et hårdt job. Håber at socialdemokratiet vil vinde valget, og så tage et samfundsansvar, og hjælpe dem som bliver slidt tidligt ned.