Annonce

Nedsmeltning: Fem folketingsmedlemmer forlader DF

Sender voldsom afskedssalut afsted mod Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard.
Dansk Folkepartis folketingsgruppe er indenfor 24 timer blevet decimeret fra 16 til 11 medlemmer.

Fem medlemmer af gruppen har nemlig valgt at forlade partiet i protest mod formand Morten Messerschmidt.

Mandag aften var det fire medlemmer af partiet, sundhedsordfører Liselott Blixt, beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted, landbrugsordfører Lise Bech og socialordfører Karina Adsbøl, der sagde farvel. Tirsdag morgen meddelte erhvervsordfører Hans Kr. Skibby, at han også forlader folketingsgruppen.

Messerschmidt er problemet

De fem kommer med forskellige begrundelser for deres exit, men det drejer sig i bund og grund alle om manglende tillid til samarbejdet med den nyvalgte formand.

"Jeg melder mig ud af Dansk Folkeparti. Jeg har mistet tilliden til Morten som formand og til en del af hovedbestyrelsen," siger en af de nu tidligere DF'ere, Liselott Blixt, til DR.

Hun mener, at Morten Messerschmidt bl.a. har brudt en aftale om, hvem der ville komme blive medlem af hovedbestyrelsen.

Et andet af medlemmerne, Lise Bech, siger til DR, at hun mener Morten Messerschmidt er en falsk person, som giver indtryk af at være noget andet, end han i virkeligheden er.

Bent Bøgsted mener, at Morten Messerschmidt er for højredrejet og Karina Adsbøl hæfter sig ved Messerschmidts udestående med byretten i MELD og FELD-sagen.

“Vi er faret vild”

Tirsdag morgen fik de fire følgeskab af Hans Kr. Skibby, som begrunder sit farvel med Messerschmidts ledelsesstil:

"Min beslutning er alene nødvendig på baggrund af, hvordan samarbejdet igennem flere år har været mere end udfordrende i DF på Christiansborg, hvor intern svigt, sladder, undergravende modarbejde og nu senest en stærkt forværret ledelsesstil gør det umuligt for mig at fortsætte i partiet," skriver Hans Kristian Skibby i en kommentar til Berlingske, og fortsætter:

"Jeg oplever bestemt ikke, at jeg har ændret mig, men derimod at Dansk Folkeparti ændrer sig hastigt under den nye ledelse. Som Peter Plys siger: 'Vi er faret vild, men vi skyder en god fart'."

Dansk Folkeparti ændrer sig hastigt under den nye ledelse

Hans Kr. Skibby er bl.a. utilfreds med, at Morten Messerschmidt, som en sine første gerninger i partiet, skiftede partiets øverste administrative medarbejder, partisekretær Steen Thomsen, ud med Messerschmidt-støtten Jens Vornøe.

Pia K. voksenmobber

Det er ikke kun Morten Messerschmidt, som de fem er utilfredse med. Også partistifter Pia Kjærsgaard får hård kritik.

"Partiet er på vej et andet sted hen, og det, der foregår, er ikke lige min model. Vi har en tidligere formand for partiet, der render henad gangene og siger, at vores medarbejdere skal skamme sig," siger Hans Kr. Skibby til TV2.

Vi har folk, der går grædende hjem blandt andet på grund af Pia Kjærsgaard

En kritik, som Liselott Blixt deler, hun beretter om voksenmobning og dårligt arbejdsmiljø i partisekretariat, forårsaget af den tidligere formand:

"Vi har folk, der går grædende hjem blandt andet på grund af Pia Kjærsgaard," siger Blixt til DR.

Satte parti før person

Pia Kjærsgaard har ingen kommentarer til kritikken, som altså bliver bragt på samme dag som hun skal være vært for en reception på Christiansborg i anledning af hendes 75-års fødselsdag.

På Twitter skriver hun til gengæld følgende:

“Fire mf'ere forlod Fremskridtspartiet i 95 og dannede DF, for at føre Danmark videre med klare mål. Stram udlændingepolitik, social velfærd og EU-skepsis. En meget stor loyal skare fulgte med. DF blev en succes. Alle fire satte parti før person. personlig forfængelighed var ikke afgørende.”

placeholder

På Instagram lagde Pia Kjærsgaard dette opslag op.

 

“Mit mål er at samle”

Morten Messerschmidt sagde mandag aften, at han er ærgerlig over partifællernes farvel, og at det kommer bag på ham.

"Mit mål, de ting, som jeg har forsøgt at spille ud med, er sådan set med et sigte om at samle Dansk Folkeparti, men hvordan de så forklarer den beslutning, de er kommet frem til, det må så stå for dem selv," sagde han til DR's TV-Avisen.

Om kritikken af Pia Kjærsgaard bedyrer Messerschmidt, at han ikke kan genkende billedet som der tegnes.

Dansk Folkepartis resterende 11 folketingsmedlemmer mødes tirsdag til gruppemøde. Der er med de fems exit blevet to pladser i gruppebestyrelsen og rigelig med ordførerskaber, der skal besættes.

At de fem forlader partiet, får også den konsekvens, at Pia Kjærsgaard nu mister pladsen i folketingets præsidium og dermed også titlen som næstformand.

Hvem der skal afløse hende skal afgøres i en lodtrækning mellem Enhedslisten og De Konservative, der begge har 13 medlemmer af Folketinget.

Nyt parti på vej?

De fem DF-medlemmer fortsætter i første omgang som løsgængere, men et andet tidligere folketingsmedlem, Martin Henriksen, har, ifølge Ekstra Bladet, ansøgt Indenrigsministeriet om et nyt partinavn. Martin Henriksen er i dag løsgænger i byrådet i Stevns Kommune. Hvilket navn der er tale om ved avisen ikke.

Bent Bøgsted, Lise Bech og Hans Kr. Skibby pegede i den netop overståede formandsvalgkamp alle på Martin Henriksen som ny formand.

Det samme gjorde i øvrigt folketingsmedlem Marie Krarup, der endnu ikke har reageret på de fems udmeldelser. Om nogen af dem vil gå med i et nyt parti må tiden vise.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Alle mennesker har et frit valg og et ansvar. Forhåbentlig udviser de demokratisk sind og overdrager deres mandater til Dansk Folkeparti, så de ikke bare sidder i halvandet år og suger folketingsløn.

Hvorfor i alverden skulle de dog det? De er alle personligt valgte. Sådan er det bare.

Kære Gunnar Johansen
Juridisk set har du ret, men i praksis er de ikke stemmeslugere. De er blevet valgt ind på partiets stemmer. Ikke Martin Henriksen, han blev jo slet ikke valgt.

Pia kjærsgaard undlod også at give stafetten videre.

I fordums tid hvor Pia Kjærsgaard forlod Fremskridtspartiet, nægtede samme at give sit mandat videre til DF. Som Liselott Blixt også har udtalt: "Det forholder det sig ikke anderledes i denne omgang med vi andre".

- Hvem ved, måske er der nu noget for Martin Henriksen at arbejde videre med?

Åhh, hvor er det synd for vores lille pianist-fanatiker: det er selvfølgelig Pia's mandater.

Hvorfor skulle disse fem gøre det som Morten Messerschmidt ikke selv gjorde, da han i 2007 forlod Dansk Folkeparti, blev løsgænger og altså ikke overgav sit mandat til en anden i partiet?

Hvorfor skal der være særlige regler for dem, der ikke gælder for Morten?

Messerschmidt bliver det sidste medlem af Dansk Folkeparti. Inden det næste valg har vi sikker et par partier flere, som vil stille op på højrefløjen. Det kan jo så hurtigt blive til en del tabte stemmer på højrefløjen. Og hvem kan da ikke glæde sig over det?

DFerne har ikke mere at kæmpe for. Krybben er tom. Og så bides hestene.

DFerne må igen ud i virkeligheden for at se hvorfor de oprindeligt gik ind i politik.

Demokratiet fungerer.

Spørgsmålet er blot hvilket parti, der bliver det næste der mister jordforbindelsen.

Med 18 løsgængere i den nuværende folketingssamling, er spørgsmålet, om ikke frynsegoderne er blevet for store for det enkelte folketingsmedlem.

Det er blevet for attraktivt blot at blive hængende uden reel indflydelse på lovgivningsarbejdet.

En privat entreprenør der skal bygge et højhus, kan ikke have en smed gående for fuld løn, som vil sætte toiletter op i andre farver end de aftalte.

Eller endnu være en piloteringsarbejder der kun ønsker at bruge 20% færre stålrør end aftalt.

En privat virksomhed havde for længst sat løsgængerne til alternativt arbejde. F.eks. rengøring eller oprydning!

Mobbes man ud, stiller sagen sig fuldstændig anderledes!

Vælgerne kender deres besøgelsestid!