Annonce

Nedtur for Søren Gade: Valgkampsbidrag på 482.000 en tastefejl

Også rod i Venstres indberetninger af valgkampsbidrag i Nordjylland - rundhåndet bidrag til tidl. forsvarsminister var i virkeligheden markant mindre end indberettet
Akkurat som i Midtjylland og i Syddanmark er der rod i Venstres indberetninger af valgkampsbidrag på over 20.000 kroner i Nordjylland.

Ifølge en indberetning til Region Nordjylland fra Venstre-kredsen Aalborg Vest - der hidtil har været tidl. forsvarsminister Søren Gades opstillingskreds - modtog kredsen til brug for Søren Gades valgkamp i 2015 ikke mindre end 482.100 kroner fra "Advokatpartnerselskabet Kirk Larsen & Ascanius" I Esbjerg.

Indberetningen, som Netavisen Pio har fået aktindsigt i, er dateret 4. januar 2016. Og indgivet af kredsens daværende fomand Svend Erik Jensen.

Beløbet skiller ud ved at være det formentlig størst kendte enkeltbidrag fra nogen virksomhed givet til et parti på kreds-niveauet.

Der er bare en hage ved indberetningen: Beløbet er markant forkert.

Bestyrelsesformand: "Det kan ikke passe"

Da Netavisen Pio får fat i bestyrelsesformanden for Kirk Larsen & Ascanius, Steen Kirk Larsen, er han ved at falde ned af stolen:

Misforstå mig nu ikke: Vi holder meget af Gade

"Siger du 482.000 kroner? Nej, det kan ikke passe. Misforstå mig nu ikke: Vi holder meget af Gade, og vi vil skam også støtte hans valgkamp til EU-valget, men 482.000 kroner, ej, det må jeg lige undersøge," siger Kirk Larsen med henvisning til, at Søren Gade opstiller til valget til Europa-Parlamentet 26. maj.

Få øjeblikke senere vender Steen Kirk Larsen tilbage, og oplyser, at man snarere har bidraget med "omkring 50.000 kroner".

 

Nuværende formand for Venstre Aalborg Vest-kredsen, Mads Sølver Pedersen, sætter sagen på plads pr. sms:

"Det er en fejl. Vi modtog et beløb fra Kirk Larsen & Ascanius på 50.000 kr," skriver Sølver Pedersen. Han antager, at det oplyste beløb i stedet kunne være det beløb, som Aalborg Vest totaltset fik indsamlet.

Sølver Pedersen understreger, at støttebeløbet fra advokat-firmaet i Esbjerg var det eneste støttebeløb på over 20.000 kroner.

Afsløring på afsløring

Det er fjerde gang Venstre afsløres i at have uorden i deres indberetninger til regionerne om donor-bidrag på over 20.000 kroner.

Netavisen Pio afslørede 13. marts, at Venstres politiske ordfører, Britt Bager, modtog op til valget i 2015 fem valgkampsbidrag á 20.000 kroner fra samme donor. Britt Bager har hele vejen igennem fastholdt, at beløbene ikke skulle offentliggøres og indberettes til Region Midtjylland – fordi beløbene blev givet i fem portioner og fordelt på fem forskellige cvr-numre.

Men Venstres formand for Favrskov-kredsen, Gunnar Vinge Hansen, har over for Netavisen Pio betegnet Bagers oplysninger til kredsen som ”utilstrækkelige”. Og formanden for Venstre i Region Midtjylland, Jens Nicolai Vejlgaard, betegner i en skriftlig indberetning til Region Midtjylland oplysningerne om Britt Bagers fem valgkampsbidrag som ”ikke-verificerede”.

Venstre i Region Syddanmark har desuden indberettet tre private bidrag for sent. De tre bidrag skulle indberettes i 2016, men det skete først i 2017. Den sag afslørede Netavisen Pio 27. marts.

Læg dertil at Venstre i Region Midtjylland for nogle måneder siden - som afsløret af dagbladet Politiken - måtte betale en bøde på 10.000 kroner for ikke at have indberettet 16 valgkampsbidrag på over 20.000 kroner – modtaget op til valget i 2015. Valgkampsbidragene gik til bl.a. udlændingeminister Inger Støjberg, finansminister Kristian Jensen, transportminister Kristian Phil Lorentzen og klimaordfører Thomas Danielsen.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet