”It’s the economy, stupid”. Den lettere omskrivning af Bill Clintons ikoniske mundheld fra den amerikanske præsidentvalgkamp i 1992 er en evergreen på venstrefløjen.

Den beskriver et politiksyn, hvor økonomi er omdrejningspunktet for alt. Alle konflikter, alle uenigheder, alle kampe i et samfund kan tilbageføres til hovedkonflikten: Klassekampen. Økonomien. Kampen om ressourcerne. Det er den sidste rest af en marxistisk arv i de europæiske arbejderpartier. It’s the economy, stupid.

Efter første runde af det franske valg har ”the economy, stupid” fået en genfødsel som politisk forklaringsmodel. Det fik den også efter Brexit og efter Donald Trumps valg som amerikansk præsident.

Forstået på den måde, at det er en forklaring om, at det er stagnerende realløn for den brede arbejderbefolkning og en stigende ulighed i kølvandet på finanskrisen, der får vælgerne til at vende sig bort fra den politiske midte og søge lykken hos hovedsageligt højrenationale happy-go-lucky-lottokuponer, som Donald Trump og Marine Le Pen.

Forklaringen kan virke plausibel og i tidens ånd. Globaliseringen skaber vækst i toppen af samfundet, mens mennesker uden for de store byer med korte uddannelser oplever, at arbejdspladserne udflytter, og deres arbejdsforhold bliver udfordret af arbejdskraftens fri bevægelighed.

Da Barack Obama tog på en afskedsturné rundt i Europa var hans forklaring i høj grad den samme: Politikerne (inklusive ham selv) havde undervurderet den stigende ulighed, og det skabte et skred mod yderfløjene.

Kun den halve fortælling
En (mere) ulige fordeling af samfundets goder har ganske givet en betydning for, at vælgerne vender sig væk fra den politiske midte. Det er alt andet lige lettere at leve med politikere, der sikrer dig en økonomisk fremgang.

Men ”the economy, stupid” er i bedste fald kun den halve fortælling. For det første: Hvis det virkelig hang sådan sammen, at folk skrider mod højre, når arbejdsløsheden og uligheden bliver tilpas høj, eller reallønsfremgangen bliver tilpas lille for den brede befolkning, hvorfor sker det så nu?

Selvom uligheden er stigende, er den stadig lavere i de fleste europæiske lande, end den var i det meste af den politisk enormt stabile sidste halvdel af det 20. århundrede.

Det samme gør sig gældende for arbejdsløsheden. Selvom arbejdsløsheden i de fleste europæiske lande er højere end det rekordlave niveau i 00’erne, er den historisk set ret lav i så godt som alle vesteuropæiske lande. Og USA med for øvrigt.

Hvorfor så vi ikke et skred mod yderfløjene i fattigfirserne? Eller under vækstkrisen i starten af 90’erne? I de situationer vendte den vestlige verdens befolkninger sig ikke mod yderfløjene men lod i høj grad henholdsvis borgerlige og tredje vejs-socialdemokrater sætte skik på tingene.

Hvorfor skulle vælgerne denne gang vende sig mod yderfløje og populister på grund af en økonomisk krise, når de ikke tidligere har gjort det?

Og det leder os til det helt store spørgsmål: Hvis det er ”the economy, stupid”, hvorfor forsvinder vælgerne så til partier, hvor økonomien kronisk spiller andenviolin? For de nye, højre-nationale bevægelser gælder det stort set uden undtagelse, at økonomisk politik står i anden række i forhold til de store mærkesager: Tage magten tilbage fra EU, flytte magt fra by til land, have hård konsekvens i uddannelses- og retspolitikken. Kamp mod en eller anden form for elite. Og den helt store sællert for de højre-nationale bevægelser: En langt hårdere kurs over for indvandring, ofte uden skelen til internationale konventioner og aftaler.

Globaliseringens kulturelle kløft
Mens økonomien altså kun delvist kan forklare vælgerskredet, virker det mere nærliggende at forklare det med, at der i kølvandet på globaliseringen er en stigende kulturel og moralsk kløft i samfundet. Og at vælgerne slet og ret flytter sig fra politikere, de ikke føler deler deres værdier. Måske har det økonomiske lavvande fået det skred til at accelerere, ligesom højkonjunkturerne i 00’erne forsinkede det.

Den amerikanske sociolog Jonathan Haidt peger i en artikel i Weekendavisen fra juli 2016 på, at vælgernes højreskred i højere grad er en reaktion på centrum-venstres ændrede politiske prioriteter og deres moralopfattelse. Haidt peger blandt andet på, at venstrefløjens værdier ændrer sig, når samfundet når et vist niveau af velstand og tryghed. Fra ret og pligt begynder venstrefløjen at være mere rettighedsorienteret, mere universalistisk, man begynder at gå mere op i bæredygtighed, miljø og minoritetsrettigheder. Venstrefløjen bliver mere globalt orienteret – mere politisk korrekt.

Den bevægelse skaber en modreaktion i de dele af befolkningen, der ikke deler de værdier. Det skaber et modtryk fra folk, der har mere traditionelle værdier. Folk, der holder af nationalstaten, af det nære, af det lokale. Ifølge Jonathan Haidt skal forklaringen på vælgervandringerne i høj grad findes hos forskellen i moralopfattelse og verdensanskuelse hos den brede befolkning og det, Haidt kalder ”globalisterne”.

Indvandringen er globaliseringskonfliktens moder
Intet sted er det skred mere tydeligt end i spørgsmålet om indvandring. I globaliseringens tid er det en politisk superstorm, fordi det er her, globalisternes og traditionalisternes verdenssyn kolliderer med størst kraft. Uanset om der er tale om flygtninge fra MENA eller arbejdskraft fra EU er spørgsmålet det samme: Skal vi åbne os mod verden, vise solidaritet med andre og se alt nyt som en mulighed i globaliseringens navn? Eller skal vi værne om det, vi har, sikre nationalstaten og passe på, at vores fællesskab bliver ødelagt af for mange nytilkommende?

I stedet for at prøve at (bort)forklare indvandringsskepsis med falsk bevidsthed og materialisme, kunne det så tænkes, at folk rent faktisk mener, indvandring er et problem, når de siger det?

Det er globaliseringen, stupid
Globaliseringen er ikke blot en økonomisk konflikt mellem dem, der vinder materielt på globaliseringen og dem, der taber. Det er i lige så høj grad en moralsk og værdimæssig konflikt.

Hvis man forsøger at stoppe vælgerskredet ved økonomi alene, ender man som det franske Socialistpartiss Benoit Hamon eller Labours Jeremy Corbyn. Med politiske programmer, der vil omfordele i en hidtil uset skala, men som de vælgere, der økonomisk vil vinde på omfordelingen, i høj grad fravælger.

Fordi det er en politisk umulighed at repræsentere de globaliseringsskeptiske ved kun at tale deres sag økonomisk. Fordi det er en politisk umulighed at repræsentere folk, hvis ikke man også repræsenterer de værdier, de har.

Det kan også forklare det vel nok største danske politiske mysterium i de seneste år: Hvorfor stoppede Dansk Folkepartis fremgang lige pludselig, selvom uligheden steg, og der kom flere og flere flygtninge til Danmark?

Fordi Socialdemokratiet forstod, at det er værdikløften, der er den nye front i vælgerkrigen.

Fordi Socialdemokratiet forstod, at det er globaliseringen, stupid.

Mads Havskov Hansen er kulturredaktør på Netavisen Pio.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.