Nej, du er ikke et 4-tal, Klara

Ambitioner er godt, men konkurrence- og præstationskulturen er gået for vidt blandt unge.
Kære Klara

Jeg skriver til dig, fordi du forleden skrev på Netavisen Pio, at du er et 4-tal på en god dag. Du skrev, at du var træt af præstationskulturen i ungdommen. Det var sejt og stærkt gjort, Klara, men jeg har et par ting, jeg gerne vil skrive til dig.

For det første: Du er ikke et 4-tal. Du er Klara.

Det ved du selvfølgelig godt, du er, men jeg siger det alligevel, fordi det er så vigtigt at huske på. Du er ikke den karakter, du får i et eller andet fag et eller andet sted i uddannelsessystemet. Den karakter, du får, er et udtryk for, hvor hårdt du har arbejdet, eller hvor naturligt et bestemt fag kommer til dig. Det siger meget lidt om dig som menneske.

Det skal du også huske på. Jeg forstår godt, du bliver ked og irriteret over en dårlig karakter. Det er jo sundt nok, at man gerne vil gøre det godt, og den ambition, skal man endelig holde fast i. Men vi kommer alle sammen ud for, at vi får en dårlig karakter. Hvis ikke i gymnasiet, så senere i uddannelsessystemet. Jeg læser jura, og her har vi tre eksamener hvert semester. Selvom det egentlig går fint, så får jeg jo også dårlige karakterer. Det gør alle. Det må man tage for, hvad det er og lade være med at gå op i limningen over.

Det er godt at have ambitioner, men vi er nået til et punkt, hvor vi konkurrerer helt ekstremt med hinanden

Vores konkurrencekultur er gået for vidt
Det er ikke for, at det skal handle og mig, Klara. Min pointe er bare, at man bliver nødt til at lære sig selv at springe op og falde ned på karakterer. Det skal nok gå det hele. Du har så mange muligheder. Du skal nok finde noget, du bliver glad for, og som passer til dig. Du virker til at have ben i næsen, og jeg kan forstå, du er medlem af DSU, så du er jo i det bedste selskab, man kan være. Det skal nok gå dig rigtig fint.

Jeg forstår godt, det kan være svært at slå koldt vand i blodet, fordi ungdomskulturen er så fucked up på rigtig mange punkter. Det er godt at have ambitioner, men vi er nået til et punkt, hvor vi konkurrerer helt ekstremt med hinanden. Vi skal spise de rigtige, sunde, bæredygtige og økologiske ting.

Vi skal have det rigtige tøj, de rigtige venner. Vi skal dyrke motion, og vi skal også helst lave noget meningsfyldt frivilligt arbejde. Især jer unge piger får at vide, at I skal leve op til alle mulige forrykte kropsidealer på Instagram. Og nå ja, karakterer.

Det er kulturen, ikke systemet
Det er en usund kultur, og det er dén præstationskultur, vi skal have lagt i graven. Vi kan ikke alle sammen komme på landsholdet, og vi kan ikke alle sammen blive læger. Det gør heller ikke noget. Så må vi jo finde ud af, hvad vi så kan, og hvor vi så passer ind.

Jeg tror ikke, løsningen er at erstatte karakterer med et kvote 2-system, som du foreslår. For så længe kulturen er så syg, som den er, vil kapløbet bare rykke et andet sted hen.

Så bliver det et ræs om få de bedste højskoleophold. Eller redde flest børn i Afrika eller kysse flest buddhistiske munke i Nepal.

Tilmed et kapløb, hvor det i stor stil bliver afgørende, hvad dine forældre har af penge og netværk, som de kan hjælpe dig med. Kapløbet vil stadig være der. Det vil bare være et kapløb, hvor taberne er dem fra de socialt svageste hjem.

Problemerne løser sig ikke, før vi får brændt den frygtelige konkurrencekultur på bålet

Problemerne løser sig ikke, før vi får brændt den frygtelige konkurrencekultur på bålet. Vi skal lære at acceptere hinanden for det, vi er. Mennesker er mennesker. Ungdommen handler – lidt højpandet sagt – om at udvikle sig til at blive det menneske, man gerne selv vil være. Ikke det falske, forsimplede menneske, alle Instagram-profilerne udstiller.

Det er kulturen, vi skal have skrottet. Karakterer og optagelsesbegrænsninger på uddannelserne er kun modstandere af et godt og frit ungdomsliv, hvis vi tillader, at det er det. Det fanger kun unge mennesker, hvis vi lader vores egne kvaliteter som mennesker afhænge af, hvad vi får i en karakter.

Ung er ung værst
Kvinde er kvinde værst, sagde rødstrømperne engang. Fordi kvinder påduttede andre kvinder idealer, der stod i vejen for frigørelsen. Det gør de for øvrigt stadig, men det er ikke pointen.

Pointen er, at i dag kan vi sige, at ung er ung værst. Det skal vi stoppe med, fordi vi står i vejen for et godt ungdomsliv for hinanden. Og vi skal lade være med at dunke os selv i hovedet, fordi vi ikke lever op til skøre idealer.

Den kamp håber jeg, vi kan kæmpe sammen, Klara.

Med kærlig hilsen
En anden gymnasie-drop-out

P.S.: HF 4 life! Hvad de andre bruger 3 år på, klarer vi på 2.

Mads Havskov Hansen er kulturredaktør på Netavisen Pio.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og ansat i Socialdemokratiet.


Kommentarer fra Facebook