Læserindlæg. Lars Olsen er kendt som troværdig og jordnær centrum-venstre stemme. Hans gentagelse af andres virkelighedsfjerne fortællinger om Bjarne Corydon og Helle Thorning Schmidt i forrige lørdags Politiken var derfor så meget desto mere skuffende.

Her raser Lars Olsen mod de to, som han mener har hijacket Socialdemokratiet og nu sejler rundt med det gamle parti helt uden politisk kompas. De er farlige folk, akademikere! Som uden viden om den virkelige verden ”lever efter deres egne logikker” i en selvbesmittende daglig omgang med mediefolk: ”Tidligere var Socialdemokratiet en folkebevægelse. I dag er man ved at reducere sig til en 1240K-maskine”.

Hvor er det da overfladisk og deprimerende genkendeligt. Det er den samme sniksnak, som de politiske kommentatorer gentager i én uendelighed, så de til sidst bliver overbevist om, at det er sandheden. Hvad baserer Lars Olsen egentlig sine påstande på? Andet end rent impressionistiske antagelser, som han har fra det øvrige kommentariat.

Som aktive socialdemokrater i Esbjerg kender vi Bjarne. Derfor begrænser vi os til at kommentere portrætteringen af ham – dog med mistanke om et mindst ligeså utroværdigt statsministerportræt.

Siden vi i sommeren 2011 bad Bjarne stille op i vores kreds, har vi oplevet ham som en ikke blot meget begavet politiker, men også som et menneske med umådelig respekt for, kærlighed til og viden om vores partis ånd og historie. Han er seriøs og ydmyg over for opgaven at repræsentere sin kreds. Han lærte hurtigt alle de aktives navne at kende, er bramfri, direkte og morsom – ikke sjældent decideret galgenhumoristisk. Han lytter og har en instinktiv evne til at sætte sig ind i vores virkelighed, hverdag og problemer.

Når vi bevæger os ud af den trygge enighed i partiet, ser vi det samme. Til gadeaktiviteter, virksomhedsbesøg, vælgermøder møder han folk i øjenhøjde, og med forståelse for, hvor skoen kan trykke ude i den mangfoldige virkelighed. Men ingen tales efter munden, og der siges fra, når det skal til. ”Her er jeg så uenig,” som han gerne siger, ”fordi …”.

Ligesom vi, lever Bjarne i øvrigt også i en almindelig dansk virkelighed, med børn, opvask, indkøb, kreditforeningslån og erfaringer fra livet som lønmodtager. Ja, det er rigtigt: Nogle af hans lønmodtagererfaringer stammer fra Christiansborg, hvor han har arbejdet som funktionær for Socialdemokratiet. Men de rummede, som et hvilken som helst job, krævende chefer, gode og mindre gode kolleger, surt slid, kedelige kantiner og fyringsfare. Lars Olsens påstand om det modsatte er … ja, i bedste fald grebet ud af luften.

Bjarne Corydon er ikke rigtig klassisk socialdemokrat, mener Lars Olsen desuden at vide. Intervieweren, Per Michael Jespersen, indvender dog, at der ikke er noget nyt i, at den socialdemokratiske ledelse rummer akademikere. Lars Olsen lader sig dog ikke anfægte, for før Corydon var akademikerne, Krag, Heinesen osv. ”forankret i arbejderbevægelsen”, replicerer han. Det er Corydon og Thorning ikke. De har efter eksamensbordet kun været i ”osteklokken på Christiansborg”.

Undskyld, men det er åbenlyst ukorrekt – for begges vedkommende, der jo netop har været rundt omkring i den socialdemokratiske bevægelse. Men ok, ukorrektheden bringer Olsens historie i perfekt balance med fortællingens morale.

Det er klart, at Bjarnes personlige egenskaber ikke er det vigtigste, og de kan for nogen også synes uvedkommende. Det var heller ikke dem, der gjorde, at vi bad ham stille op for os. Men da Lars Olsens politiske ’analyse’ går over et karaktermord på ham og Helle Thorning-Schmidt, måtte vi den vej omkring. Det vigtigste er naturligvis det politiske.

Vi kender Bjarne som en klassisk socialdemokrat, der først og fremmest er optaget af at skabe et ordentligt og retfærdigt samfund med et stærkt fællesskab, der tager sig af de svageste. Ligesom Stauning, HC, Krag, Heinesen og Lykketoft er han i første omgang optaget af at sikre en høj grad af beskæftigelse, dernæst ordentlige vilkår for dem, der kommer i den situation ikke at kunne forsørge sig selv. I den rækkefølge, vel at mærke: Vi skal bestille noget for at kunne opretholde og udvikle det samfund, de fleste af os er glade for, og endnu flere misunder os. Der findes måske partier, der prioriterer i omvendt rækkefølge. Men intet samfund er lykkedes med at praktisere det. Før som nu: Socialdemokratiet tager sig af virkeligheden, ikke utopierne.

I Esbjerg er vi glade for at have en folketingskandidat, der inkarnerer den socialdemokratiske ånd, er solidt plantet i den danske og globale virkelighed anno 2013 – og tager ansvaret på sig at operere i et landskab af parlamentariske modsætninger og verdensomspændende udfordringer. Uden nostalgi, med sund skepsis over for politisk poseren og lette synspunkter - og med det sociale hjerte på rette sted.

Rasmus Sejerup Rasmussen er smed og socialdemokratisk byrådskandidat i Esbjerg Kommune; Jeppe Wille er efterskolelærer; Bent Andersen er marketingsspecialist og socialdemokratisk byrådskandidat i Esbjerg Kommune; Stine Olesen er arbejdsløs lærer.