Annonce

Nej tak til skæv skattelettelse

Skattelettelser til de velhavende betalt ved at postmedarbejdere og kasseassistenter skal knokle til de er over 70 år? Det bliver et klart 'nej tak' fra Morten Søndergaard.
Kære Lars Løkke.

Mandag aften lyttede jeg med på Facebook da du reklamerede dine skattelettelser; ”Meget i bunden, lidt i toppen og allermest for den langtidsledige…”. Tirsdag forsatte du med at udbrede det glade budskab. Jo tak. Du får det til at lyde dejligt med en skattelettelse, så er der måske råd til en lille ekstra ferie til familien.

Men jeg takker nu alligevel nej til dit pæne ’tilbud’.

For bag lettelsen i skatten ligger ligene begravet. For sandheden er, at skattelettelsen skabes ved hævelse af pensionsalderen og yderligere forringelser for de i vores samfund, der har det sværest. Og det finder jeg trist og særdeles utiltalende.

Sandheden er, at skattelettelsen skabes ved hævelse af pensionsalderen

Det er trist, at du som statsleder udviser en så ringe respekt for de medborgere, der ofte må kæmpe sig igennem dagen med ganske lidt. Du burde tværtimod vise storsind og være statsminister for os alle. Hjælpe dem, der har det svært, ved at vise tillid og ikke ved at træde dem under fode. Vise os vejen til, at der i fremtiden er gode muligheder for os alle – og ikke, at ens sociale baggrund skal være afgørende for ens fremtidsmuligheder.

Jeg har gennem mange år arbejdet som ufaglært. Jeg har set mange kollegaer lide af nedslidningsskader. Nogle så grelle, at de har haft svært ved at udføre deres job. Nogle er tæt på pensionsalderen, imens andre har mange år tilbage før de kan nyde deres otium. Deres mulighed for en værdig pension sætter du nu på prøve. Dine skattelettelser skal betales ved hævelse af pensionsalderen.

Jeg har set mange kollegaer lide af nedslidningsskader

Undskyld mig, Lars Løkke. Forestiller du dig, at mine tidligere postarbejderkollegaer, der dagligt sorterer hundredvis af pakker - eller kassedamen, der flytter flere tons varer over båndet - kan klare et fysisk hårdt arbejdsliv frem til de er 70? Er du i tvivl, så lad mig sige det klart: Det kan de ikke!

Jeg finder det dødsenstrist, hvis vi er ved at indrette et samfund, hvor nogle kan nyde deres alderdom og passe på børnebørnene, imens andre vil have så svære smerter, at pensionstilværelsen for dem vil blive et mareridt.

Kære Lars Løkke.

Du talte her til aften om ansvarlighed. Om uddannelse, sundhedsvæsen og sikkerhed. Alle dele, der er vigtigt for et samfunds sammenhængskraft. Men desværre er det netop de dele, din regering sætter under pres.

Som du nok kan læse, så er jeg ikke just positiv over din plan for fremtiden. Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke havde de store forhåbninger til dine fremtidsvision. Jeg forventede, at du ville gi’ mere til de, der allerede har nok og ta’ fra de, der i forvejen har for lidt.

Og jeg fik desværre ret.

 
Morten Søndergaard er faglig sekretær i fagforbundet 3F.
‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Flere artikler om emnet