Annonce

Nekrolog: Høgen, der blev due, er fløjet for sidste gang

Shimon Peres blev en stædig stemme for fred, forhandling og sameksistens i en del af verden, hvor stemmen for fred er så nødvendig men alt for sjældent høres.
”Hold længe nok på din ret, og du vil have uret”, siger et gammelt jødisk ordsprog. Ordsproget, der understreger dumstædighedens uholdbarhed, kunne også være sagt af Shimon Peres, der efter et hjerteslag døde onsdag, 93 år gammel.

Igennem en uhørt lang politisk karriere på 66 år viste Shimon Peres den for politikere så sjældne evne at indse fejlen ved egne ideer og skifte kurs for at nå det overordnede mål.

Peres, der er født i den jødiske ghetto i den daværende polske by Wiszniew, udvandrede til Israel med sin familie i 1934 og var fra sin ungdom stærkt optaget af at opbygge en jødisk stat i dønningerne på 2. verdenskrig.

Peres startede som en udenrigspolitisk ”høg”, der opbyggede det israelske forsvar og bakkede op om bosættelserne på Vestbredden, men han skiftede siden spor. Høgen blev en due. Peres mente, at det israelske folk først kunne leve i sikkerhed, når der var sluttet fred med naboerne, og Peres blev en sjælden og insisterende stemme for fred i en region, der har lagt jord og sand til så mange blodsudgydelser igennem historien.

shimon-peres

Shimon Peres (i midten) modtager, sammen med Yassir Arafat og Yitzhak Rabin, Nobels fredspris.

Særligt må det fremhæves, at Peres som Israels udenrigsminister stod fadder til Oslo-aftalen mellem israelere og palæstinensere, der udlagde en køreplan for fred. En imponerende diplomatisk præstation i en tid, hvor de fleste i israelsk politik end ikke mente, at man burde mødes med den palæstinensiske oprørsleder Yasser Arafat. En aftale, der skaffede Peres, Arafat og premierminister Yitzhak Rabin Nobels Fredspris, men også endte med at koste Rabin livet, da han blev skudt af en israelsk nationalist.

Oslo-aftalen blev – hvad der også var kendetegnende for Peres’ karriere – fravalgt af de israelske vælgere ved det efterfølgende valg. De veg bort fra forhandlingsvejen og foretrak Netanyahu, der indædt kæmpede imod enhver indrømmelse til palæstinenserne. Peres var klippefast i sin tro på fred, men ofte blev hans kamp for fred fravalgt af de israelske vælgere, der ønskede en hårdere kurs for at få stoppet de palæstinensiske raketter.

Peres var en statsmand i en region, hvor der er så få, men er brug for så mange. Han var vidende, belæst, flydende i seks sprog, men aldrig selvhøjtidelig. I al sin magt og i al sin vælde var han en ydmyg og selvironisk mand. Eksempelvis, da han medvirkede i en satirevideo om, hvad han skulle lave, når han stoppede som israelsk præsident.

Med Peres’ død mister Mellemøsten en af sine stærkeste og klogeste stemmer for fred og fredelig sameksistens folkeslag imellem. Israel har mistet en af sine stolteste sønner, og det har mistet den stemme, der kunne have sikret varig fred med Israel som selvstændig stat.

Shimon Peres blev aldrig den fredens landsfader, hans vid, hans diplomati og hans idealer kunne have gjort ham til. Dertil var den israelske befolknings fredsvilje for lille, og hans palæstinensiske kolleger for svage. Men hans stædige kamp for forhandling og fred skabte håb om en fremtid i en region, hvor håbet ellers er svundet ind for længe, længe siden.

Alav ha Shalom og æret være Shimon Peres’ minde.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet